0 C
Copenhagen
søndag 25. januar 2026
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Indkaldt stregspiller sendes hjem igen

Af
Andreas Andreassen
-
0

Danmark må fortsat undvære ekstra dækning på stregspilspositionen ved EM. Den indkaldte stregspiller Andreas Magaard kommer alligevel ikke i aktion og rejser nu hjem til sin klub HSV Hamburg.

Efter Lukas Jørgensen pådrog sig en alvorlig korsbåndsskade, ønskede landstræner Nikolaj Jacobsen at forstærke truppen på stregen. Baggrunden var blandt andet, at Emil Bergholt’s kæreste står over for en snarlig fødsel, hvilket kunne have skabt behov for ekstra gardering.

Derfor blev der taget kontakt til de to resterende stregspillere i bruttotruppen, Andreas Magaard og Frederik Ladefoged fra Dinamo București.

Frederik Ladefoged er imidlertid ramt af en lårskade og var dermed ukampdygtig. Andreas Magaard har døjet med knæproblemer, men blev indkaldt med henblik på en nærmere undersøgelse.

Efterfølgende har landsholdets sundhedsstab – i dialog med HSV Hamburg – vurderet, at det mest forsvarlige er, at Andreas Magaard ikke deltager i EM.

»Vi var fuldt ud bevidste om, at vi tog en chance ved at skrive Andreas ind i truppen, fordi der var en risiko for, at han ikke kunne spille. Men den afklaring kunne vi først få efter deadline for at skrive ham ind i truppen til kampen i aften,« siger Morten Henriksen, sportschef i DanskHåndbold.

Han lægger ikke skjul på skuffelsen, men understreger hensynet til spilleren.

»Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke kan bruge Andreas til EM på både hans og holdets vegne. Men vi er nødt til at tage hensyn til hans helbred og til hans klub Hamburg,« siger Morten Henriksen.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har fortsat mulighed for at foretage én yderligere udskiftning i truppen under mellemrunden og kan desuden tilføje en 20. spiller, hvis der opstår behov.

Den danske EM-trup fortsætter dermed turneringen uden yderligere forstærkning på stregpositionen for nu.

Når håndbolden rammes af verdenspolitikken

Af
Patrick Viborg
-
0

Invitationen var sportsligt velbegrundet og længe planlagt. Alligevel har verdenssituationen givet DanskHåndbolds valg af USA som gæstehold i Golden League en uventet politisk klangbund, der rækker langt ud over håndboldbanen.

Der er noget paradoksalt ved timing. Ikke i beslutningen i sig selv, men i den måde verden har forandret sig på, siden den blev truffet.

For få uger siden offentliggjorde DanskHåndbold, at USA er inviteret som gæstehold til martsudgaven af Golden League i Royal Arena. Et sportsligt greb, der i håndboldens egen logik giver god mening. Værtsnationen har serveretten, når der skal vælges et fjerde hold til turneringen, og valget faldt på et land, der målrettet forsøger at bygge et konkurrencedygtigt landshold frem mod OL på hjemmebane i 2028.

Set isoleret er der intet kontroversielt i det. Tværtimod. Håndbolden har i årevis kæmpet for at få fodfæste uden for Europa, og USA er det mest ambitiøse – og mest ressourcestærke – bud på et nyt marked. Projektet er langsigtet, velorganiseret og støttet af profiler fra sporten selv. Blandt andet har Mikkel Hansen engageret sig i arbejdet med at udvikle amerikansk håndbold, netop fordi OL i Los Angeles udgør en sjælden mulighed for at trække sporten ind i den globale bevidsthed.

Problemet er ikke håndbolden. Problemet er verden udenom.

Siden invitationen blev sendt, har USA på det politiske niveau placeret sig i en konfliktfyldt relation til store dele af Europa – ikke mindst Danmark – i spørgsmålet om Grønlands fremtid. Det er en konflikt, der rammer dybt i den danske selvforståelse og i rigsfællesskabets fundament. Senest har Lars Løkke Rasmussen været i Washington for at dæmpe gemytterne og forsøge at genetablere en mere konstruktiv dialog i en sag, der for alvor har sat sig i befolkningen.

I det lys kan det virke malplaceret, at USA kort tid efter står i København som inviteret gæst til en dansk turnering, flankeret af Danmark og Norge. Ikke fordi amerikanske håndboldspillere har noget ansvar for deres regerings udenrigspolitiske kurs, men fordi sport aldrig eksisterer i et politisk vakuum – uanset hvor ofte man forsøger at insistere på det modsatte.

Det er her paradokset opstår. På den ene side den klassiske sportslige forestilling om, at idrætten er et neutralt mødested, hvor relationer kan opbygges på tværs af konflikter. På den anden side en virkelighed, hvor symbolik og signalværdi vejer tungere end intentioner. Når USA træder ind i Royal Arena i marts, vil det ikke kun være som et hold under opbygning frem mod Sommer-OL 2028, men også som repræsentant for en stat, der aktuelt udfordrer Danmarks territoriale integritet i Grønland.

Det betyder ikke, at invitationen burde være trukket tilbage. Det ville i sig selv være en politisering af sporten, som næppe ville gavne nogen – mindst af alt håndbolden. Men det understreger, hvor vanskeligt det er at fastholde forestillingen om sport som et rent apolitisk rum, når verdensordenen er i bevægelse.

Golden League har traditionelt været en turnering, hvor Danmark tester nye konstellationer og giver publikum adgang til international topåndbold uden den tunge mesterskabskontekst. I marts bliver turneringen også et eksempel på, hvordan sportens beslutninger kan få en anden klangbund, end da de blev truffet. Ikke fordi nogen ønskede det, men fordi timingen har overhalet intentionen.

Måske er det netop her, sportens rolle skal forstås mere nuanceret. Ikke som et frirum fra politik, men som et spejl af den verden, den er en del af. At USA deltager i København, kan både læses som en fortsættelse af et ambitiøst udviklingsprojekt og som et påmindelse om, at relationer mellem lande altid er sammensatte – også når de udspiller sig på en håndboldbane.

Det er ikke håndboldlandsholdets ansvar at løse diplomatiske konflikter. Men det er heller ikke urimeligt, at publikum og omverden ser anderledes på kampen i marts, end de ville have gjort for et halvt år siden. I en tid, hvor geopolitiske spændinger siver ind i alle samfundets lag, bliver selv en tilsyneladende harmløs invitation til en venskabsturnering en del af en større fortælling.

Ikke som en skandale. Men som et tidstypisk paradoks.

Teaterkoncert samler musical og livshistorier

Af
Andreas Andreassen
-
0

KULTUR. Der er aftener, hvor teatret ikke først og fremmest vil udfordre, men samle. Hvor fortællinger, musik og fælles minder får lov at fylde rummet. Musical & fortællinger er sådan en aften.

Onsdag den 25. februar kl. 19.30 inviterer Teaterforeningen Lillebælt publikum indenfor i Fredericia Musicalteater til en teaterkoncert, hvor grin, gåsehud og velkendte musicalhits går hånd i hånd.

På scenen står to rutinerede navne i dansk musik- og teaterliv: Annette Heick og Jesper Lundgaard. De to har kendt hinanden i årevis og deler en fælles historie på de danske musicalscener. Den erfaring mærkes i samspillet, når sangene flettes sammen med personlige fortællinger om karrierer, valg, tvivl og de øjeblikke, der har sat sig fast undervejs.

Musical & fortællinger er ikke en klassisk musicalforestilling med store sceneskift og kulisser. I stedet er udtrykket enkelt. Få rekvisitter, masser af glimt i øjet og en tydelig nærhed til publikum. De kendte musicalnumre får lov at stå frem, mens fortællingerne imellem dem giver sangene ny klangbund.

Forestillingen ledsages af en musikalsk trio, der skaber rammen om aftenen og giver plads til både det intime og det festlige. Resultatet er en teaterkoncert, der balancerer det underholdende med det personlige – og som henvender sig til både garvede musicalgængere og dem, der blot har lyst til en aften med stærke stemmer og gode historier.

Musical & fortællinger spilles onsdag den 25. februar 2026 kl. 19.30 i Fredericia Musicalteaters store sal. Billetter kan købes via Teaterforeningen Lillebælt, hvor medlemmer opnår medlemspris.

Når forældrene flytter ind og rollerne byttes rundt

Af
Andreas Andreassen
-
0

KULTUR. Når tæppet går op i Fredericia til februar, er det ikke store historiske dramaer eller fjerne verdener, der indtager scenen. Det er hverdagen, familien – og den fælles bagage, som ingen helt ved, hvor de skal stille.

Tirsdag den 17. februar kl. 19.30 præsenterer Teaterforeningen Lillebælt komedien Far flytter ind i Fredericia Musicalteater. En ny dansk forestilling, der med humor og rappe replikker undersøger, hvad der sker, når livets omstændigheder vender op og ned på de gængse roller mellem forældre og voksne børn.

Forestillingen er skrevet af komiker og tekstforfatter Sebastian Dorset og tager afsæt i et moderne familieliv, hvor karriere, parforhold og gamle roller presses sammen på alt for lidt plads. Juristen Gustav og hans hustru Astrid har styr på tilværelsen – i hvert fald indtil Gustavs far Jørgen flytter ind. Kort efter følger Astrids mor, Joan. Og så begynder det, de fleste voksne børn frygter: hverdagen med forældre, der ikke længere blot er gæster, men en del af rutinen.

Jørgen har aldrig været den klassiske far og er fortsat mere optaget af vin og kvinder end forældreroller. Joan har derimod fuld kontrol over sit eget kaotiske kærlighedsliv – men meget lidt tolerance over for rod i datterens hjem. Når de to forældre ovenikøbet finder hinanden interessant, bliver generationerne viklet endnu tættere sammen, mens Gustavs arbejdsliv knager under juridiske møgsager, og Astrids karriere kører fast i vanskelige forhandlinger.

Det er komik med bid og genkendelse. For Far flytter ind handler ikke kun om at dele tag, men om magt, ansvar og forventninger i familier, hvor rollerne pludselig byttes rundt. Hvem er egentlig forældre for hvem? Og findes der overhovedet en opskrift på det gode liv, når man er midt i det?

På scenen står et stærkt hold med Ole Sørensen, Susanne Breuning, Iben Dorner og Paw Henriksen, som giver liv til en familie, der på én gang er helt sin egen – og meget lig vores egen. Forestillingen er produceret af Louise Schouw Teaterog varer 120 minutter inklusive pause.

Som publikum kan man forvente en aften, hvor latteren ligger tæt på eftertanken. For selv om Far flytter ind er en komedie, er det også en forestilling om relationer, der forandrer sig, når livets tilfældigheder banker på døren og beder om en sovesofa.

Forestillingen spilles tirsdag den 17. februar 2026 kl. 19.30 i Fredericia Musicalteaters store sal. Teaterforeningen Lillebælt oplyser desuden, at publikum med høreapparat har mulighed for at bestille teleslynge. Billetter kan købes via teaterforeningens billetsystem.

Glade dage bringer absurd klassiker til Lillebælt-publikummet

Af
Andreas Andreassen
-
0

KULTUR. Når teatret vover sig helt ind til kernen af menneskets vilkår, opstår der forestillinger, som bliver stående længe efter tæppet er gået. Glade dage er en af dem.

Mandag den 23. februar kl. 19.30 kan medlemmer af Teaterforeningen Lillebælt opleve Samuel Becketts absurde og tragikomiske klassiker Glade dage i Vejle Musikteater. Aftenen arrangeres af TeaterVejle, men billetter kan købes til medlemspris for Teaterforeningen Lillebælts medlemmer.

Stykket er skrevet af Samuel Beckett og regnes blandt de mest markante værker i det moderne teaters historie. Her møder publikum Winnie – en kvinde begravet til taljen i en møgbunke, badet i ubønhørlig sol, men urokkeligt fast besluttet på, at dette er en lykkelig dag. Alle dage er glade dage, insisterer hun, mens hun holder fast i sine små ritualer, sin taske, sin paraply, sin mand Willie, og en pistol.

Det er netop i spændingen mellem håbløshed og stædig optimisme, at Glade dage folder sig ud. Winnie synker langsomt længere ned i skidtet, men taler, sludrer og fabler videre, som om sproget og vanerne kan holde meningsløsheden på afstand. Resultatet er både tragisk og morsomt – og dybt menneskeligt.

I denne opsætning er det Lone Rødbroe, der bærer den monumentale rolle som Winnie. Det er en præstation, der kræver både teknisk præcision og eksistentiel tyngde. Over for hende står Jakob Højlev Jørgensen som den mere tavse Willie, der bevæger sig i udkanten af Winnies ordstrøm, både fysisk og menneskeligt.

Glade dage regnes for et af Becketts mest humoristiske værker, men latteren er aldrig løsrevet. Den opstår midt i erkendelsen af livets grundvilkår: forgængelighed, ensomhed og den menneskelige trang til at fortsætte, også når omstændighederne synes ubønhørlige. Derfor står stykket i dag som en markering af det moderne teaters gennembrud, og som et værk, der fortsat taler til nye generationer.

Glade dage spilles mandag den 23. februar 2026 kl. 19.30 i Vejle Musikteater. Billetter kan købes via Teaterforeningen Lillebælt, hvor medlemmer har adgang til medlemspris.

Fem danske skisportsatleter udtaget til vinter-OL

Af
Mille Dyhrberg
-
0

SPORT. Når vinter-OL i Milano Cortina 2026 skydes i gang, bliver det med dansk deltagelse i flere af de klassiske skisportsdiscipliner. Danmarks Olympiske Komité har netop udtaget fem skisportsatleter, som skal repræsentere Danmark ved legene.

Udtagelsen tæller tre skiskytter og to alpine skiløbere, og dermed får Danmark både deltagelse i sporene og på de stejle alpine løjper. De udtagne atleter er Christian Borgnæs og Clara-Marie Vorre i alpint skiløb samt Sondre Slettemark, Ukaleq Slettemark og Anne de Besche i skiskydning.

I Danmarks Skiforbund er der stor tilfredshed med udtagelsen og holdets sammensætning.

»Vi er i Danmarks Skiforbund stærkt begejstrede over, at vi kan sende et relativt stort hold på fem atleter afsted til vinter-OL. Holdet er en god blanding af talent og rutine, og vi får bestemt mulighed for at se en række fine præstationer i såvel skiskydning som de alpine discipliner«, siger sportschef i Danmarks Skiforbund, Thomas Jacobsen.

For flere af atleterne bliver vinter-OL i Italien deres første olympiske optræden. I de alpine discipliner er det OL-debut for både Clara-Marie Vorre og Christian Borgnæs. Det samme gælder for skiskytterne Anne de Besche og Sondre Slettemark, mens Ukaleq Slettemark tidligere har deltaget ved vinter-OL i Beijing i 2022.

Søskendeparret Ukaleq og Sondre Slettemark er fra Grønland og stiller op under dansk flag. Grønland har gennem flere år været en del af den danske OL-delegation, og den tradition fortsætter også ved legene i 2026.

»Grønland har gennem den vinterolympiske historie og kontinuerligt siden 2010, været en fast del af den danske OL-delegation. Det er glædeligt, at vi i 2026 kan fortsætte denne historie. Jeg glæder mig i den grad til at følge ikke bare vores grønlandske atleter, men også vores tre øvrige dygtige skisportsatleter i Milano Cortina 2026. Det er fremragende, at det er lykkedes at få Anne de Besche med i skiskyning, og i alpint skiløb er det fantastisk, at vi både har en mandlig atlet i Christian Borgnæs og en kvindelig atlet i Clara-Marie Vorre med til start for Danmark«, siger DIF’s vinterolympiske chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard.

Vinter-OL i Milano Cortina 2026 nærmer sig, og med fem udtagne skisportsatleter får Danmark mulighed for at markere sig i flere af OL’s traditionsrige vinterdiscipliner.

Landstræner klar i mælet: Det stiller os meget svært

Af
Patrick Viborg
-
0

Der er kampe, hvor forklaringerne kommer hurtigt. Og så er der kampe, hvor erkendelsen næsten falder samtidig med slutfløjtet. Efter Danmarks 29-31-nederlag til Portugal er det ikke bortforklaringer, der præger Nikolaj Jacobsen, men en umiddelbar accept af, at Danmark ikke ramte det, der skulle til.

»Jeg er både skuffet og… men et eller andet sted er det også fortjent. For i dag rammer vi ikke det niveau, vi skal. Vi laver mange fejl, er for dårlige til at aflevere boldene videre under pres og har svært ved at få det flow i kampen, som vi gerne vil.«

Det er ikke én fase, én kendelse eller én detalje, der forklarer nederlaget. Det er helheden. Eller manglen på den. Danmark havde et vindue i starten af anden halvleg, hvor kampen kortvarigt åbnede sig.

»Vi har lige en god periode i starten af anden halvleg, hvor vi får godt fat defensivt. Emil har et par redninger, og vi har mulighed for at gå foran med tre. Det får vi byttet alt for hurtigt.«

I håndbold er momentum noget, man låner – og lige så hurtigt kan miste igen. For Danmark forsvandt grebet om kampen næsten, før det var etableret.

»Så mister man lidt momentum i kampen, og så er det virkelig svært at få fat defensivt og få nogle redninger det sidste kvarter. Og det gør også, at det er fortjent nok, at Portugal vinder i dag.«

Skuffelsen handler ikke kun om resultatet, men om afstanden til det niveau, Danmark forventer af sig selv.

»Ja, det er jeg da selvfølgelig. Jeg havde da håbet på noget andet. Men i dag må man bare sige, at Portugal var dygtigere end vi var, og at vi ikke rammer det niveau, som vi skal for at kunne vinde sådan en kamp.«

Konsekvenserne er til at tage og føle på med det samme. Nederlaget placerer Danmark i et langt sværere udgangspunkt i mellemrunden.

»Det stiller os selvfølgelig meget svært. Det er klart, at vi starter med Frankrig på torsdag. Så nu har vi sat os så meget under pres, som vi kan, og skal ind og se, om vi kan vinde de næste fire.«

Også pausen blev brugt på at pege indad – ikke opildne.

»Offensivt får vi egentlig fat. Men vi er for dårlige i dag til at aflevere under pres. Vi får ikke sluppet boldene på det rigtige tidspunkt, og når vi gør, ligger afleveringene dårligt.«

Forsøget med syv mod seks gav kortvarigt noget, men ikke nok.

»Vi får egentlig fint udbytte af det i starten, og så løber vi lidt tør. Det sidste kvarter kan vi simpelthen ikke få stoppet noget eller få nogle redninger.«

Dommerne fyldte efter kampen i debatten, men ikke hos landstræneren.

»Det er en højintens kamp, og der vil altid være kendelser, man kan snakke om. Men i dag er vi nødt til at kigge på os selv og blive dygtigere til de ting, vi normalt er virkelig dygtige til.«

Der er ikke meget plads til at dvæle. Allerede i samme åndedrag rettes blikket frem.

»Vi er nødt til at kigge fremad og være klar på torsdag. Der kommer et af verdens bedste hold, som har set utrolig skarpt ud, og præmissen er klar: Vi skal ind og vinde en kamp.«

Det er sagt uden patos. Uden hævet stemme. Bare som konstatering. En kamp blev tabt. Et ansvar er taget på sig. Og næste opgave står allerede og venter.

Gidsel efter skuffelse: Nogen gange er man helten, andre gange skurken

Af
Patrick Viborg
-
0

Nogle nederlag føles større end stillingen. Ikke fordi cifrene er voldsomme, men fordi fornemmelsen er det. Efter Danmarks 29-31-nederlag til Portugal er det netop den erkendelse, der står tilbage hos Mathias Gidsel.

»Det er selvfølgelig en skuffelse. Det var aldrig vores kamp. Vi var altid bagud.«

Det er ikke sagt i affekt, men som en konstatering. Kampen gled aldrig i dansk retning, og de korte øjeblikke, hvor det kunne have ændret sig, forsvandt lige så hurtigt igen.

»Vi fik jo aldrig det momentum. Måske havde vi tre minutter i kampen, hvor vi i et eller andet sted følte, at vi havde lidt momentum, og det fik vi aldrig lov til at beholde og udnytte.«

Når forklaringerne søges, peger Gidsel ikke udad. Tværtimod afviser han hurtigt den diskussion, der ofte følger i kølvandet på tætte nederlag.

»Det var fint. Det var ikke deres skyld. De har accepteret en hård linje, og det gjorde de hele kampen igennem. Så vi skal ikke sidde og snakke om dommere. Jeg synes hellere, vi skal snakke om os selv.«

Og det blik indad er ikke behageligt.

»Det var ikke godt nok. Det var 80 procent hele vejen rundt, og vi fik aldrig styr på Costa-brødrene, og vi lavede for mange fejl, der ikke lignede os i angrebet.«

Dermed er præmissen også klar: Danmark har sat sig selv under pres.

»Nu er vi under pres, og vi kender jo opgaven, der står foran os nu.«

Gidsel lægger heller ikke skjul på sit eget ansvar. To store chancer blev brændt, og han pakker det ikke ind i forklaringer.

»Det er jo sport. Nogle gange brænder man, nogle gange er man showman, nogle gange er man helten, nogle gange er man skurken.«

Nederlaget bliver dog også vendt til noget mere grundlæggende. En påmindelse om, at succes ikke er en selvfølge – heller ikke for et dansk landshold, der har været vant til at vinde.

»Det kan ske i sport, at man taber. Måske er det meget sundt for os også at mærke, at vi kan tabe. Måske er det også sundt for jer at mærke, at vi også kan tabe.«

Der er ingen flugt fra situationen. Kun arbejdet tilbage.

»Nu er der ikke andet at gøre end at sidde nede på hotellet i aften og i morgen og få snakket sammen. Og så må vi jo se frem til den opgave, der står foran os.«

Opgaven er i realiteten den samme – bare med et andet udgangspunkt.

»Vi vil jo stadig gerne vinde fire mellemrunde kampe for at blive etter. Nu er det lidt sværere, men det er den samme opgave, der står foran os. Udover at der selvfølgelig er lidt ekstra tryk på os.«

Fysisk spil og hårde dueller fyldte kampen, men heller ikke her søger Gidsel forklaringen.

»Det havde ikke noget med resultatet at gøre i dag. Det var rene skære vores eget niveau, der ikke var godt nok til at slå portugiserne.«

Midt i nederlaget nåede han en milepæl. Kamp nummer 100 på landsholdet. En detalje, der ikke ændrer på følelsen – men heller ikke forsvinder.

»Uanset jubilæum eller ej, så står jeg stadig ved, at 100 kampe er stort. Og så har jeg 100 kampe mere til at rette op på dagens kamp.«

Portugal lykkedes især med det, Danmark normalt selv lever af: tryk, tempo og konsekvens.

»De ligger bare i et enormt tryk, og når de kom på kanten, blev de ved med at gå på. Det er en enorm eksplosivitet og energi og kraft, de har, og i dag kan vi bare ikke stå imod.«

Alligevel slutter Gidsel ikke i resignation. Snarere i en form for stilfærdig påmindelse om, hvad der stadig gælder – også efter et nederlag.

»Vi er ikke ude. Jeg tænker stadig, at vi er et rigtig godt hold.«

Et nederlag ændrer ikke alt. Men det ændrer noget. Og i den erkendelse ligger både smerten – og begyndelsen på det næste skridt.

Ole Videbæk giver sjælden omvisning i egen udstilling

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

KULTUR. Der er lagt op til en særlig eftermiddag på CLAY Keramikmuseum, når museet torsdag inviterer til en omvisning med få pladser i udstillingen Ler til sidst. Her er det ikke en guide, men kunstneren selv, der tager publikum med ind i værkerne, processerne og materialet.

Omvisningen er allerede fuldt booket. Kun 12 deltagere har fået plads, for at skabe en nærværende ramme omkring mødet med keramiker Ole Videbæk og hans kunst.

Arrangementet indledes med et oplæg i Havestuen, hvorefter deltagerne går samlet ned i udstillingen, hvor Ole Videbæk uddyber værkerne og fortæller videre om sin tilgang til leret som materiale. Ifølge CLAYs Maria Vallø Strauss er den direkte kontakt mellem kunstner og publikum afgørende for formatet. Derfor er der også tale om et bevidst lille arrangement. »Der er kun 12 pladser, netop for at gøre det nærværende. Det handler både om interessen for udstillingen og om ønsket om at møde kunstneren selv,« fortæller hun.

Rå keramik og undersøgende processer

Ole Videbæk er en dansk keramiker med rødder i Ribe-området, og hans arbejde er kendetegnet ved en undersøgende og eksperimenterende tilgang til materialet. Ler er ikke blot et middel, men et aktivt medspil i værkerne. »Han er meget undersøgende i sin tilgang til materialet,« fortæller Maria Vallø Strauss.

I værkerne er processen synlig. Ole Videbæk bygger ofte sine egne ovne op omkring værkerne, og brændingen sker i tæt kontakt med flammer og røg. Det efterlader tydelige spor i form af sorte sudmærker, som bliver en del af værkernes udtryk.

Liv, død og forgængelighed

Udstillingen Ler til sidst adskiller sig fra meget andet på CLAY ved sin råhed og sit eksistentielle fokus. Her kredses der om liv, død og forgængelighed – og om hvordan begyndelse og afslutning hænger sammen. »Det handler rigtig meget om liv og død og om forgængelighed. Om at det første, det sidste og alt imellem er midlertidigt,« lyder det fra museet.

Som en del af sin praksis har Ole Videbæk også arbejdet med større, monumentale værker. Blandt andet har han skabt et stort bronzerelief til Den Sønderjyske Kirkegård i Braine i Frankrig, som markerer mindet om de mange dansksindede sønderjyder, der mistede livet under Første Verdenskrig.

Et møde i det gamle hus

Udstillingen er placeret i museets ældre bygning, hvor rummenes karakter spiller sammen med værkernes rå og skæve udtryk. »Det gamle hus supplerer udstillingen rigtig godt med den her råhed og skævhed,« siger Maria Vallø Strauss.

At omvisningen er fuldt booket, ses da også som et tegn på interessen – både for udstillingen og for muligheden for at møde kunstneren selv i øjenhøjde, afslutter Maria Vallø Strauss.

For dem, der ikke nåede at få plads, står Ler til sidst fortsat åben som udstilling.

Standup trækker fuldt hus i Fredericia: »Folk er super grineparate, når de kommer herind«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

EVENTS. Urbania Street Food har for alvor fået comedy ind under huden. Onsdag den 4. februar er der igen lagt op til en aften, hvor grinene sidder løst, når tre markante navne fra den danske standupscene gæster Fredericia: Jakob Thrane, Simon Tang og Johnny Robertson.

Ifølge Brian Løkkegaard fra Urbania Street Food er der tale om tre komikere, som – trods deres unge alder – allerede har masser af erfaring i bagagen. »Det er unge knægte i comedymiljøet, men allerede med meget erfaring. De rammer bredt, og flere af dem har været synlige på sociale medier og også haft tv ind over. Det er nogle energiske energibomber, som kommer herned, og som rammer ret hårdt,« fortæller han.

Latter fra første replik

Comedy Night på Urbania har på kort tid udviklet sig til et fast trækplaster, og det skyldes ikke mindst stemningen i lokalet. Her er der ikke langt fra scene til publikum – hverken fysisk eller mentalt. »Stemningen er altid super intim, meget nærværende og eksklusiv god. Vi har et publikum, som går ind ad dørene med en klar parathed til at grine,« fortæller Brian Løkkegaard.

Den oplevelse bliver ikke kun bemærket af arrangørerne selv. Også komikerne, der står på scenen, vender igen og igen tilbage med den samme tilbagemelding efter deres optrædener på Urbania. For dem er det tydeligt, at publikum i Fredericia er med fra første øjeblik. »Næsten hver gang får vi at vide, at det er en ekstremt god stemning. Normalt skal man lige bygge noget varme op i et lokale, men hernede er folk klar fra første strofe. De er simpelthen super grineparate,« siger han.

Ifølge Brian Løkkegaard er det heller ikke usædvanligt, at latteren begynder, allerede inden showet for alvor er i gang. »Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har lagt mærke til, at folk nærmest griner, allerede når den første siger velkommen. Det siger noget om den nærværende stemning, vi har hernede,« siger han.

Udsolgt – igen og igen

At Comedy Night på Urbania Street Food har ramt noget rigtigt, kan også ses direkte i billetsalget. Publikum i Fredericia har for længst fået øje på aftenerne, og mønstret gentager sig gang på gang. »Vi har kun omkring 150 pladser herinde, så alle kan se. Det er dem, der bliver sat til salg, og så løber vi udsolgt. Det ved vi,« siger Brian Løkkegaard.

Den begrænsede størrelse er samtidig en del af forklaringen på den særlige stemning, hvor publikum sidder tæt på scenen, og komikerne hurtigt mærker reaktionerne. Men det betyder også, at der ikke er plads til at vente, hvis man vil være sikker på en billet. »Vil man være sikker på en plads, så er det nu, man skal være hurtig, plejer vi at sige.«

Onsdag den 4. februar åbner dørene på Urbania Street Food klokken 16.00, mens Comedy Night går i gang klokken 20.00. Aftenen byder på street food, kolde drikke – og ifølge arrangørerne – en stemning, hvor latteren hurtigt fylder rummet.

123...42Side 2 af 42
© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER