Han stod på scenen i Det Bruunske Pakhus, før han fyldte 13. I dag er Søren Andersen en af landets mest brugte rockguitarister med Glenn Hughes, Mike Tramp og Electric Guitars på cv’et. Men det hele begyndte i en gammel købmandsgård i Fredericia, og det er præcis dét, han nu vil fejre.

Den 11. og 12. september 2026 markerer Tøjhuset 40-året for den allerførste koncert i Det Bruunske Pakhus i 1986. Højdepunktet bliver en jubilæumskoncert lørdag den 12. september klokken 20.00 i Tøjhuset, som Søren Andersen står bag, og hvor publikum kan opleve Søgge & Påskerockerne, Freddy Slab med band, Little Fish og Barock.

For Søren Andersen er opgaven personlig. »Jeg stod som ganske ung med mit børneband Jolly Point i Pakhuset,« fortæller han. »Dem på min alder kan godt huske, hvad det gjorde for os, at vi fik lov at stå et sted med lys, scene, lydanlæg og publikum. Det er den platform, der gjorde, at jeg og mange andre er professionelle musikere i dag. Det havde aldrig kunnet lade sig gøre uden Pakhuset.«

Den oplevelse deler han med en hel generation af fredericianske musikere, og den er ikke kun et nostalgisk tilbageblik for ham. Den er forklaringen på, hvorfor byen i dag har så mange musikere, der lever af eller med deres instrument. Da han skal sætte ord på, hvad spillestedet betød, griber han til et billede, der binder byens scener sammen i ét forløb. Pakhuset var begyndelsen, siden kom Eksercerhuset og Tøjhuset, og for ham hænger det hele uløseligt sammen. »Hele musiklivet i Fredericia er som en trætrinsraket. Det hele starter med Pakhuset og de lokale kræfter omkring spillestedet tilbage i midten af firserne.«

Da Det Bruunske Pakhus åbnede i 1986, blev det hurtigt et samlingspunkt for byens kulturliv. Bygningen, der er opkaldt efter købmand Johannes Iver Bruun, havde indtil da rummet alt fra korn og tovværk til malttørring, og efter en periode i forfald blev den fredet i 1980 og totalrenoveret af kommunen. I tre årtier dannede Pakhuset ramme om rock, blues, jazz og folkemusik, indtil aktiviteterne og fællesskabet i 2017 flyttede ind i Tøjhuset i Gothersgade.

»En gryde af al mulig musik fra byen«

Programmet har Søren Andersen skruet sammen i samarbejde med ledelsen på Tøjhuset, og tanken har været at favne så mange hjørner af det miljø, der opstod omkring Pakhuset, som muligt. Derfor er byens ældste eksisterende band, Barock, med, ligesom Little Fish, der siden midthalvfemserne har haft sin egen plads i den melodiske ende af dansk rock.

Selv samler han et hold, der trækker på stemningen fra Påske- og Julerock, traditionerne fra Eksercerhuset, som lige nu holder pause. »Det er en stor jamfest, hvor vi spiller på kryds og tværs af genrer, aldre og rang. Både topprofessionelle og folk, der ikke lever af musikken. En stor gryde af al mulig musik fra byen.«

At Freddy Slab, manden bag den første Julerock i 1988 og en legende i byens musikmiljø, også er med, glæder ham særligt. Han kommer på scenen med et lille hold og et knippe sange.

Et gensyn og en hyldest

Når Søren Andersen forestiller sig aftenen, taler han mest om gensynet. Om en hel by, der vender tilbage til det sted, hvor det hele tog fart, og finder hinanden igen mellem sangene. »Det bliver som at gå til Påske- og Julerock. Man mødes, ser gamle klassekammerater, man ikke har set i tyve år, og bands man havde glemt. En lille trip down memory lane,« smiler han.

Navnene på plakaten har spillet på store scener både herhjemme og i udlandet, men for Søren Andersen handler aftenen om byen og om miljøet. Om at vise, hvad et sted kaster af sig, når det tager sit kulturliv alvorligt. »Det er en foræring til Fredericias musikliv og en fejring af det miljø, jeg selv kommer i. Når man har en by, der er så optaget af et godt kulturliv, får man en hel masse musikere, der spiller både privat, professionelt og i udlandet. Jeg vil gerne vise byen, hvor vigtig kulturen og musikken er. Så jeg opfordrer alle til at komme,« slutter musikeren.

Den daglige drift af Tøjhuset står brugerforeningen Fredericia Live og omkring 100 frivillige for. Jubilæumsweekenden løber af stablen den 11. og 12. september, med selve jubilæumskoncerten lørdag aften.

Cirkelbrokoncerterne vender tilbage til Østerstrand. Programmet for årets udgave er netop offentliggjort, og tre torsdage i august er der gratis musik i vandkanten med Lillebælt bag scenen.

Koncertrækken er for længst blevet en fast del af den fredericianske sommer. Tøjhuset og Eksercerhuset, byens livescener, står bag, og som altid er der fri adgang. Man tager familien eller vennerne med og finder en plads i sandet, og Urbania Beach Bar holder åbent. Hver koncert begynder klokken 20 og varer omkring en time.

Torsdag den 13. august lægger Dos Santos for. Den dansk-brasilianske sanger fik sit gennembrud med en blanding af sambarytmer og nordisk melankoli, og hits som »Dopamin« og »Folder mine hænder« har fyldt på både radio og hitlister. Han har optrådt på blandt andet Roskilde Festival og Smukfest.

Torsdag den 20. august rykker en anden generation ind, når Klubien og Danseorkestret indtager scenen. Jørgen Klubien er stemmen bag nogle af de mest holdbare danske slagere fra firserne og frem, deriblandt »Regndans« og »Kom tilbage nu«. Ved siden af musikken har han en usædvanlig løbebane som tegner for Disney og Pixar, med film som »Løvernes Konge« og »Cars« på cv’et.

Torsdag den 27. august slutter rækken med Nicklas Sahl. Popsangeren fra Hadsten står bag en stribe radiohits som »New Eyes« og »Planets« og er kendt for en jordnær, fortællende tilstedeværelse på scenen, hvor sangene veksler med små historier fra hans eget liv.

De tre navne rammer bredt på tværs af alder og smag, fra samba over firserpop til nutidig singer-songwriter. Og rammen findes ikke mange andre steder, med havet bag scenen og byens egen bro som midtpunkt.

Keramikmuseet CLAY i Middelfart er gået videre til anden fase i processen mod at blive et statsanerkendt museum. Det oplyser museet, efter at det nyetablerede Museumsnævn har truffet en delafgørelse, der giver CLAY mulighed for at arbejde videre mod en statsanerkendelse.

»Når mange års målrettet arbejde bliver mødt med faglig anerkendelse, er det en milepæl, der betyder noget,« skriver museet om afgørelsen. CLAY betegner det som en anerkendelse af det arbejde, museet dagligt udfører med at indsamle, bevare, forske i og formidle dansk keramisk kunst, kunsthåndværk og design.

Som led i processen har Museumsnævnet fastlagt det ansvarsområde, der skal danne grundlag for den videre ansøgning. Med udgangspunkt i Royal Copenhagen-samlingen får CLAY ansvar for den del af dansk keramikhistorie fra 1775 til i dag, der vedrører de kongelige porcelænsfabrikker. Fokus ligger på forbindelsen mellem kunst og industri samt keramikkens materialitetshistorie og kunstneriske udvikling.

CLAY rummer i dag Nordens største keramiske samling med mere end 61.000 værker. Heraf stammer omkring 55.000 genstande fra Den Kgl. Porcelainsfabrik, Bing & Grøndahl og Aluminia. Samlingen dokumenterer 250 års dansk keramikhistorie og danner grundlag for museets forskning og formidling. Grundstammen er en donation, som museet modtog fra Royal Copenhagen i 2010.

Museet, der ligger i den fredede villa Grimmerhus ved Lillebælt og åbnede i 1994, understreger, at den endelige afgørelse om statsanerkendelse fortsat ligger et stykke ude i fremtiden. »Vi glæder os til det videre arbejde med fase 2 og til fortsat at udvikle CLAY som Danmarks nationale specialmuseum for keramisk kunst, kunsthåndværk og design,« skriver museet.

CLAY er en selvejende institution, der drives med støtte fra Middelfart Kommune og private fonde.

Torsdag stod en lille flok samlet på Kulturøen, et glas bobler i hånden og gavechecks stillet frem til fotografering. Anledningen var både en afslutning og en begyndelse. Den nytårsforening, der siden 1996 havde holdt nytårskoncert i Lillebæltshallerne, er opløst, og inden den lukkede helt, valgte den at dele det, der var tilbage i kassen, ud til andre.

Bag det hele står Preben Hejlesen, der har fulgt nytårskoncerten gennem næsten alle årene, først som skole- og kulturdirektør, siden frivilligt efter sin pension, og til sidst som formand for den forening, der nu er afviklet. »Det her er det sidste arrangement i den gamle nytårskoncert. Vi valgte at opløse foreningen, men så var der nogle af os, der sagde, at vi stadig skulle have en nytårskoncert i Middelfart. Det fortjener Middelfart,« siger han.

Beslutningen om at stoppe blev truffet med åbne øjne. Publikum blev sværere at samle, og økonomien hang i en tynd tråd, fortæller Preben Hejlesen. »Vi kunne godt se, at det blev sværere og sværere at få folk afsted. Publikum var lidt en uddøende race. Samtidig havde vi underskud, selv om vi havde 150.000 kroner i sponsorater. Så meget kan man ikke blive ved med at trække ud, og det syntes vi heller ikke var rimeligt. Derfor stoppede vi, mens legen var god, og delte lidt ud til sidst. Det er en fornøjelse at kunne stoppe på den måde.«

Fire modtagere

Fordelingen faldt på fire modtagere. Tre bestående foreninger fik 15.000 kr. hver, Middelfart Jazzfestival, Opera ved Kanonerne og Strib Vinterfestival, mens den nye forening Nytårskoncert Kulturøen fik 35.000 kr. til at føre traditionen videre. Valget af netop de tre var ikke tilfældigt, forklarer Preben Hejlesen, men knyttet til, hvor det hele begyndte. »Vi gik efter foreninger, der hører hjemme i den gamle Middelfart Kommune. Nytårskoncerten startede som en del af fejringen af Middelfarts 500-års købstadsjubilæum, så der er en særlig sammenhæng. Og så er det allesammen frivillige foreninger.«

For ham er det vigtigste, hvor pengene lander, og hvem der står bag dem. »Det er en stor fornøjelse, fordi det betyder så meget, at der er aktiviteter i lokalområdet, og at der er nogen, der gider være frivillige. Vi ved godt, at 15.000 kroner ikke gør det alene, men når man ved, hvor svært det er at få økonomien til at hænge sammen, så betyder de penge altså noget.«

Modtagerne tog imod med tydelig glæde. For Bent Frandsen fra Middelfart Jazzfestival kommer beløbet til at gøre en konkret forskel på årets program. Festivalen har altid haft gratis adgang og hviler på sponsorater, og de 15.000 kr. rækker netop til et sidste tiltag. »Det er skønt, at der er nogen, der tænker på os. Vi har en helt ny kunstner med i år, en ung sangerinde, og de her penge gør, at hun kan komme på plakaten og åbne festivalen,« siger han. At det blev hans festival, har han ikke svært ved at forstå. »Vi er en af de festivaler, der altid har haft gratis adgang, så det hele bygger på sponsorater. Og de herrer har kendt os i mange år, så de ved godt, hvor svært det kan være at få sådan noget til at hænge sammen.«

Også Svend Åge Hansen, oldermand for Sønderby Lavet og manden bag Opera ved Kanonerne, stod med en check i hånden. Operaen, der holdes i Strib og trækker over tusind tilskuere, har et budget på 90.000 kr. og er gratis at gå til. »Det betyder rigtig meget. Vi har holdt det her i syv år, hvor folk har kunnet komme gratis ind, så de sidste penge er gode at få med. Så kan vi forhåbentlig blive ved med at blive husket,« siger han. På spørgsmålet om, hvorfor valget faldt på operaen, har han et bud. »Jeg tror, det er, fordi vi har gjort det i seks-syv år efterhånden. Der er meget andet med øl og pølser, men det her er lidt mere seriøst. Det har en relevans her i området.«

Arven bæres videre

Den fjerde modtager er foreningen, der skal bære arven videre. Nytårskoncert Kulturøen opstod i foråret, da den gamle forening blev opløst, og med de 35.000 kr. i ryggen tør den nu gå i gang. Men det bliver en anden slags koncert end den i hallen. »Det gode er, at vi ikke skal leje hverken scene eller lyd, som vi skulle før. Det betyder, at vi sparer omkring 200.000 kroner,« siger Preben Hejlesen.

I stedet bliver det en intim, akustisk koncert om Kulturøens flygel, med to af landets førende operasangere, Gert Henning-Jensen og Signe Asmussen, og en pianist. »Der bliver ikke brug for nogen form for forstærkning, så det bliver en helt særlig og intens oplevelse. Jeg plejer at sige, at i Wien har de Donau, vi har Lillebælt. Og selv om vi ikke synger om det, så er det vores Donau.« Koncerten skal ligge fast på den fjerde lørdag i januar og er tænkt til at fortsætte år efter år.

Hvem der bliver formand for den nye forening, ved Preben Hejlesen endnu ikke. Det afgørende, siger han, er ikke titlen, men at nogen tør gå i gang.

Efter mere end hundrede år lukker bymuseet på Jernbanegade til sommer. Men det er ikke en afsked uden retning. I foråret 2027 åbner Museum Fredericia på en ny adresse i Prinsessegade, tættere på voldene, det afgørende farvand og den bykerne, museet handler om.

Flytningen er tænkt som et mellemskridt. På den nye adresse i Prinsessegade 82 skal de centrale fortællinger om fæstningen og fristaden præsenteres i moderne rammer og i miniformat, indtil et nyt og større museum står klar. Det er en bevidst mindre form, der skal fungere som introduktion frem for fuldt overblik. »Vi ville gerne rykke tættere på bymidten og har fundet et velfungerende lejemål med en rigtig god beliggenhed tæt på den historiske bykerne og det afgørende farvand,« siger museumsdirektør Simon Faber.

Ambitionen er ifølge ham at præsentere en skarp og minimalistisk indgang til byens historie, et sted, der lige så meget peger udad mod byen, som det fortæller indenfor. »Det kan også blive et perfekt afsæt for at gå på opdagelse i de vinkelrette gader, på voldene og rundt i fæstningsbyens unikke kulturarv,« bemærker Simon Faber.

Baggrunden for at forlade Jernbanegade er nøgtern. De bygningsmæssige rammer lever ikke længere op til kravene for museumsdrift, og erfaringen fra resten af landet er, at det er vanskeligt at få en ældre bygningsmasse til at følge med nutidens forventninger og myndighedskrav. Frem mod lukningen i juli har museet holdt særlige søndagsrundvisninger, ligesom der er gratis adgang gennem fæstningsdagene. Simon Faber understreger, at beslutningen rækker tilbage til kommunens principbeslutning fra 2023 om at skabe nye rammer for museet. »Der skal lyde en stor tak til alle de, som siden 1916 har bidraget til opbygningen af samlingen,« siger han.

En arv, der bygges videre på

For bestyrelsen er flytningen mere end en praktisk manøvre. Prinsessegade skal ikke blot være en overgangsadresse, men et sted, hvor museet kan afprøve nye måder at formidle byens historie på, før det store museum tager form. »De nye rammer giver os mulighed for at komme tættere på byen og afprøve nye måder at formidle Fredericias historie på,« siger bestyrelsesformand Anders Østergaard. Han lægger samtidig vægt på det, museet tager med sig fra Jernbanegade. »Der står stor respekt om den mere end hundredårige epoke, som gennem generationer har været knyttet til museet. Det er en arv, vi bygger videre på.«

Næste fase bliver at konkretisere planerne for det nye, store museum og gennem fonde at sikre kapitalen til at realisere det. Indtil da er det Prinsessegade, der skal være omdrejningspunktet, og afsæt for det, der kommer efter.

Det er en sjælden side af kunstneren, der nu kommer til byen. Hvor Per Kirkeby er bredest kendt for sine store, mørke malerier i jordede farver, er det noget andet, der hænger på væggene i kunstsalene denne sommer. Værkerne er bogomslag, billeder, han har skabt til en række digtsamlinger.

»Det er en udstilling med 48 værker af Per Kirkeby, som vi har lånt af et museum. Det særlige ved værkerne er, at de faktisk er bogomslag, som han har skabt til digtsamlinger,« fortæller formand for Fredericia Kunstforening, Poul Bernstorff Jakobsen.

De digtsamlinger har en helt bestemt afsender, og det er her, udstillingens titel kommer fra. Bag bøgerne står forlaget Bebop, der har lagt navn til hele udstillingen, og navnet har rødder i den amerikanske jazztradition. Kirkeby lavede omslagene til forlaget gennem en årrække fra 2000 til 2011, og tilsammen udgør de det største samlede bogomslagsværk i hele kunstnerens karriere. Forbindelsen til forlaget bliver desuden helt konkret på selve åbningsdagen, for manden bag Bebop, forlæggeren og digteren Asger Schnack, kommer personligt og forestår åbningen. »Det er manden bag forlaget, der kommer og åbner udstillingen,« bemærker Poul Bernstorff Jakobsen.

Det er imidlertid ikke kun afsenderen, der gør samlingen særlig. Værkerne bærer også på en historie, der gør dem ekstra interessante at få til byen. De har senest været vist hos Galleri Tom Christoffersen i København, hvor Museum Jorn købte hele samlingen. Den var alene til salg til et museum og kun samlet, og Fredericia bliver nu det første sted, værkerne vises, efter at museet erhvervede dem. »Det er første gang, samlingen bliver udstillet, efter at museet har købt den. Bagefter skal den videre og vises andre steder,« fortæller formanden.

At samlingen kommer direkte fra et museum, har også gjort arbejdet lettere for kunstforeningen, end det plejer at være. Selve opsætningen har nemlig været usædvanlig enkel, for folkene fra museet stod selv for ophængningen. »De var her hele dagen i går og hænge værkerne op, så for os har det været en ret let udstilling. Vi skulle ikke engang selv stå for ophængningen,« siger han med et smil.

Anden gang med sommeråbent

Den lette opsætning er et godt udgangspunkt for et arrangement, foreningen kun sjældent kaster sig ud i. Det er nemlig blot anden gang i dens historie, at den holder åbent hen over sommeren. Sidste år var det med en udstilling af Albert Bertelsen, og den satte tydelige spor. »Sidste år havde vi Albert Bertelsen, og der kom 800 besøgende. Det håber vi selvfølgelig på igen. Per Kirkeby er et mere kendt navn på landsplan, så jeg tror også, der kommer flere udenbys fra,« siger Poul Bernstorff Jakobsen.

Forventningen om mange gæster følges op af noget blivende fra udstillingen. I forbindelse med ferniseringen udgiver foreningen et prospekt med billeder af alle 48 værker. Og fordi det har været en bekostelig affære at låne samlingen, bliver det samtidig en af de få gange, foreningen tager entré. »Det skyldes, at det har været ret omkostningsfuldt at låne samlingen. Derfor skal ikke-medlemmer betale 50 kroner for at komme ind, mens medlemmer har gratis adgang og gerne må komme igen,« forklarer formanden.