Fredericia Musicalteater offentliggør fredag morgen et nyt samarbejde med Østre Gasværk Teater og Musikhuset Aarhus om den skandinaviske premiere på HADESTOWN, den prisvindende Broadway- og West End-succes, der nu kommer til Danmark i en helt ny fortolkning. Forestillingen får premiere på Østre Gasværk Teater den 17. september 2027, fortsætter til Musikhuset Aarhus fra den 5. april 2028 og slutter af på Fredericia Musicalteater fra den 21. april 2028.

I den mandlige hovedrolle som Orfeus står et af dansk scenekunsts og musiklivs mest aktuelle navne lige nu: Søren Torpegaard Lund, der i øjeblikket repræsenterer Danmark ved Eurovision Song Contest i Wien.

»Vi er stolte af at være en del af dette unikke, spirende samarbejde mellem nogle af landets førende musikteaterscener, der sammen skaber musical til hele Danmark. HADESTOWN er en af Broadway og West Ends mest efterspurgte titler lige nu, og at vi får lov til at vise publikum en ny og storslået version, er virkelig specielt,« siger Thomas Bay, teaterdirektør på Fredericia Musicalteater.

Thomas Bay uddyber, hvad samarbejdet betyder for dansk scenekunst.

»Det føles som en kæmpe nyhed for dansk musical. Det er en markant kunstnerisk tillidserklæring til dansk scenekunst og til de stærke kreative kræfter bag forestillingen, især Østre Gasværk Teater med teaterchef Søren Møller i spidsen, som har sikret rettighederne og instruerer forestillingen sammen med Heidi Scheibye,« siger Thomas Bay.

»Jeg tror oprigtigt på, at fremtidens scenekunst i højere grad skal bygges på modige partnerskaber fremfor siloer. Ikke mindre ambition. Mere fællesskab. Det er med til at styrke musicalgenren og scenekunsten i hele Danmark,« siger Thomas Bay.

Eurovision-stjernen vender tilbage til Fredericia

For Søren Torpegaard Lund er der tale om en tilbagevenden til Fredericia Musicalteater efter et ekstraordinært år med en grandprixsejr i særklasse og nu hele Danmarks Eurovision-håb på skuldrene. I aftes sang han sig sikkert videre til finalen ved Eurovision Song Contest i Wien, og i morgen sidder hele Danmark klar foran skærmene og hepper på ham.

»Rollen som Orfeus er en drømmerolle, HADESTOWN en drømmeforestilling, og jeg elskede at være på Østre Gasværk Teater og i Musikhuset Aarhus med De Vilde Kaniner, så det var ikke nødvendigt med mange sekunders betænkningstid, da Østre Gasværks teaterchef Søren Møller ringede. Jeg er så stolt over at være med til at bringe en så unik forestilling til Danmark. Den fortjener at blive set. Jeg glæder mig helt vildt,« udtaler Søren Torpegaard Lund.

At netop han skal stå i front for den store internationale titel, kunne ikke være mere aktuelt, mener teaterdirektøren.

»Og så kunne castingen ikke være mere aktuel. Mens hele Danmark og store dele af Europa lige nu følger ham ved Eurovision Song Contest 2026, kan vi i dag offentliggøre, at han skal stå i front for denne store internationale titel. Timingen kunne næsten ikke være vildere,« siger Thomas Bay.

Som de første i verden: En ny fortolkning

HADESTOWN er skabt af den amerikanske singer-songwriter Anaïs Mitchell og genfortæller den græske myte om Orfeus og Eurydike som en moderne musikalsk fortælling om kærlighed, håb, magt og modstand.

Siden premieren har HADESTOWN taget både Broadway og West End med storm. Forestillingen har modtaget otte Tony Awards, herunder Best Musical, samt en Grammy Award for Best Musical Theater Album, og er blevet hyldet af både anmeldere og publikum verden over. I både New York og London spiller den fortsat for fulde huse og har cementeret sig som en af tidens mest markante og eftertragtede internationale musicalsucceser med mere end fem millioner gæster.

Når HADESTOWN nu kommer til Danmark, bliver det samtidig et særligt internationalt gennembrud og nationalt samarbejde for de tre teatre. Den danske opsætning bliver det første sted i verden, der får lov til at skabe sit eget kunstneriske bud på forestillingen, en såkaldt non-replika, der ikke blot kopierer originalen.

»HADESTOWN er en fortælling om håb, kærlighed og modstandskraft — om at turde synge håbet og kærligheden frem, når frygten fylder. Kan det blive mere relevant i den verden, vi lever i nu,« siger Thomas Bay.

En musical om håb i en urolig tid

Forestillingen taler ind i en tid, hvor mange oplever verden som urolig, splittet og svær at finde håb i. Den gamle myte om Orfeus og Eurydike bliver til en moderne fortælling om at turde synge håbet og kærligheden frem, når frygten fylder, og at turde forestille sig en bedre verden, selv når systemerne omkring os prøver at bilde os ind, at vi dybest set ikke kan forandre noget.

Forestillingen instrueres af teaterchef på Østre Gasværk Teater Søren Møller sammen med co-instruktør Heidi Scheibye. Yderligere cast og kreativt hold offentliggøres senere.

»Jeg glæder mig enormt til at være en del af samarbejdet med Søren Møller, Østre Gasværk Teater, Musikhuset Aarhus og alle de stærke kunstnere og kreative kræfter bag forestillingen, og til at publikum i hele Danmark får mulighed for at opleve HADESTOWN live. Det er musical i verdensklasse. Lige her i Danmark,« siger Thomas Bay.

Hver uge inviterer vi et menneske, der gør en forskel i Middelfart, til samtale ved kaffebordet på Emmys Kaffebar. Om livet, byen og det, der sker, når man vælger at være til stede dér, hvor man er.

Der er beslutninger, der tager år at tage, og som er vejet og målt og diskuteret over et utal af aftensamtaler ved køkkenbordet, før man til sidst gør det. Og så er der dem, der bare sker. En annonce, en ledig søndag, en kop kaffe i hånden, og et indfald der ikke blev noteret nogen steder, fordi hverdagen tog over. Som man derefter glemmer i tre uger, indtil telefonen ringer. Helle Broen sidder ved bordet på Emmys Kaffebar og ler stille, da hun fortæller om det. Det er en historie, hun har fortalt mange gange, og som hun stadig synes er en smule forrykt. Hun har en ro over sig, som er vundet over tid. En kvinde, der hver dag står på arbejde i en biograf, der lukker først til midnat, lærer hurtigt, at det ikke nytter at haste.

Hun voksede op i Hornslet. Stationsbyen tyve kilometer nord for Aarhus, kendt for Rosenholm Slot og for at være den slags sted, hvor man bliver, hvis man bliver, og rejser, hvis man rejser. Hun blev der til hun var sytten-atten år. »Det er jo meget mindre end Middelfart, så der er jo ikke nogen uddannelsesinstitutioner eller noget. Så rykker man til Aarhus.«

Hun læste til folkeskolelærer, mødte Lars, som senere blev hendes mand og medejer, og tog en lærerstilling, da hun var færdig. Ved siden af studiet havde hun et job i en biograf i Aarhus, et af de tilfældige studiejobs, der lå i baggrunden af selvbeskrivelsen, men som ulmede under huden. Et vennefag, et fritidsfag, et job ved siden af det egentlige. Indtil den der søndag i februar 1995. Det var koldt, det havde regnet, og de sad og bladrede igennem Jyllands-Posten, sådan som man gør, når søndagen strækker sig, og kom forbi de små rubrikannoncer bagi avisen. Der stod biograf til salg i en mindre dansk provinsby. Ikke andet. Ingen by, ingen landsdel, ikke engang Fyn. »Mindre dansk provinsby,« gentager Helle og smiler. »Det er jo lidt et vidt begreb.«

De skrev. Det var lidt for sjov, og det var lidt fordi det kunne man jo altid. Sådan ser vendepunkter ofte ud, lige inden de bliver vendepunkter. Mandag morgen var de tilbage på arbejde, og søndagens lille indfald over avisen var glemt. Tre uger senere ringede telefonen. I den anden ende sad en mand fra Middelfart, der havde læst deres brev og besluttet sig. »Det var ham fra Middelfart,« siger Helle og imiterer den fynske accent. »Jeg havde fuldstændig glemt det.«

De kørte derned med åbent sind, og hun blev grebet af det, lidt mere for hvert kvarter, der gik. De havde tænkt, at det måske kunne blive et par år. Lidt afveksling fra lærerfaget, lidt sjov ved siden af, en lille pause i en ellers planlagt kurs. Det er nu over tredive år siden.

Når man står op om morgenen, ved man aldrig helt, hvad dagen kommer til at indeholde. Det er det der liv og glæde, der gør, at det altid trækker en tilbage.

Babybio

De to år blev til tredive, fordi de syntes, det var sjovt. Fordi der hver dag skete noget. Fordi en biograf, det er bare, viser det sig, et af de steder i en by, hvor mennesker går ind af forskellige grunde og kommer ud af samme. Og det er på en sådan helt almindelig formiddag tre år inde i det hele, at den næste lille sætning bliver sagt over en disk.

Helle har nemlig den slags fortælling, som de fleste har, om en dag, hvor noget bare gled på plads. Hos hende er den fra 1998. En kvinde fra København var flyttet til Middelfart og kom ofte i biografen. Hun blev gravid, og en dag stod hun ved billetlugen og spurgte halvt for sjov, halvt fortvivlet, hvad hun skulle gøre, når babyen kom. Helle svarede sådan, som man gør, når man bare siger noget. At hvis kvinden kunne samle en mødregruppe eller to, så ville Panorama gerne lave en forestilling for dem.

Det var alt. En sætning sagt over disken, og en uge senere stod hun på redaktionen hos Fyens Stiftstidende, der dengang lå lige ved siden af biografen, og fortalte dem, at de holdt babybio på fredag klokken ti. Hun tænkte ikke videre over det. Avisen satte det ind, og så hentede Ritzaus Bureau notitsen, fordi det var verdens første. Den fredag var Panorama Middelfart på forsiden af Berlingske Tidende. Femten journalister mødte op. Jyllands-Posten kom, TV2 kom, DR kom, TV3 kom, hvilket var en ting dengang. »De synes bare, det var det bedste,« siger hun, og ryster stadig på hovedet over, hvad fem sekunder ved en billetluge kunne sætte i gang.

Konceptet bredte sig. Til hele landet, ud over grænserne, og tilbage igen via venner, der havde været i Holland og fortalte begejstret, at de havde set noget, der hed babybio. Hvortil Helle roligt kunne meddele, at det startede her i Middelfart. I 1998. Selve ordet babybio står i dag i den nudanske ordbog. Det er der ikke mange middelfartere, der kan sige om en sætning, de fandt på i et øjeblik ved billetlugen.

Det er et af hendes hjertebørn, fortæller hun. Babybio kører stadig, og publikum er længe siden vokset ud over de småbørnsforældre, det startede med. Der kommer også ældre damer om formiddagen, fordi de synes, det er hyggeligt. Det er kommet vidt fra fem sekunders samtale ved en disk.

Sådan er det med det meste hos Helle. Det starter et sted, og det vokser til noget andet. En tilfældig bemærkning blev til et koncept, der spredte sig ud over grænserne. Et lærerjob blev til en biograf. Og en biograf blev til to.

Skal vi afvikle, eller skal vi udvikle? Det var jo trods alt sjovere at udvikle.

Fredericia

Imellem Middelfart og det, der senere blev til endnu en biograf, blev deres datter født i 2002. Helle søgte og fik en lærerstilling det første år, hun havde hende, fordi hun tænkte, det måske kunne være nemmere arbejdsmæssigt med et lille barn. Det viste sig at være en omvej. Drivet i biografen var det, der trak. »Når man står op om morgenen, ved man aldrig helt, hvad dagen kommer til at indeholde. Det er det der liv og glæde, der gør, at det altid trækker en tilbage.«

Datteren voksede op med en mor og en far, der altid var i biografen. Tiderne blev indrettet efter spilletiderne. En af dem sprang ned og hjalp, hvis det var nødvendigt. Helle kalder det selv en livsstil. Og livsstilen voksede. I 2010 åbnede de en biograf til, denne gang på den anden side af Lillebælt. Det blev til af samme grund som den første. Telefonen ringede.

I Fredericia havde der været en biograf, men ejerne fra Vejle havde nedprioriteret den, og folk i byen savnede liv. Nogen ringede og sagde, at de manglede nogle med krudt i, og at de allerede havde sat byggeri i gang ved Føtex, og at det ville være rart, hvis Helle og Lars var med til at udvikle det. Imens den nye biograf blev bygget, drev de en lille biograf i Fredericia midtby. De kendte ikke Fredericia rigtigt endnu, og det er pinligt at sige, indrømmer Helle, men det var sandheden. Hvis man skal lave en biograf for en by, må man kende byen. Så drev de den lille i et år eller to og lærte byen at kende. Lærte ansigter at kende. Lærte hvilke film der trak, og hvilke der ikke gjorde. Og så rykkede de ned i den nye, store biograf på fire sale.

Corona og nye stole

Vi spørger, om det så bare er kørt lige ud af landevejen lige siden. Hun siger ikke ja, hun ler kort og ryster på hovedet. »Corona har jo været en kæmpe bump.«

Underskud i flere år, sale tomme i månedsvis, streamingtjenester der spirede frem i hver eneste stue, og filmproduktioner der gik i stå, fordi der ikke kunne optages noget. Og selv da biograferne fik lov at åbne igen, var der ikke film at vise, fordi det tager år at lave en stor film. Helle og Lars sad og trykkede opdater på finansministeriets sider og ventede på politiske beslutninger, og imens forsvandt publikum ind i streamingen. Spørgsmålet var, om de nogensinde kom tilbage.

De kom tilbage, om end i et mindre antal og med en lidt anden tilgang. I 2019 blev der solgt tretten millioner biografbilletter i Danmark. I 2024 var det ni og en halv. De kom tilbage, men det krævede mere end at trække vejret igen. Det krævede en beslutning.

I april i år tog Helle og Lars en beslutning, der havde stået og puttet sig i halvandet år. Billetsalget havde været en lille smule tilbage efter corona, og analyserne fra branchens andre biografer var ærlige. Det var stolene, der gjorde det. Dem, der havde skiftet til luksusstole, gik frem. Dem, der ikke havde, gik tilbage eller stod stille. Hos Panorama Middelfart var det blevet status quo, mens hele branchen i 2025 var gået næsten femten procent frem. Spørgsmålet, som Helle stillede sig selv og Lars, lød tørt og uden omsvøb.

»Skal vi afvikle, eller skal vi udvikle?« For hende lå svaret lige for. »Det var jo trods alt sjovere at udvikle.«

Det startede med en låge. Slidte betræk på de gamle stole, der nu havde været der siden 2005. Hvis man begynder at male en køkkenlåge, ender man med at male hele huset, smiler hun, og det blev en passende beskrivelse for projektet. Begge sale skulle have ny lyd og nyt lys, podierne skulle bygges om fra bunden, og 350 stole skulle skrues løs og bæres væk. Helle stod selv forrest med skruetrækkeren sammen med familie og venner i koldt aprilsvejr. De bedste af de gamle stole forsvandt ikke. De blev kørt over Lillebæltsbroen og sat ind i salene i Fredericia, hvor de venter på næste forestilling. Resten gik til Strib Idrætsefterskole og gymnasiet, fordi der var mange, der gerne ville have dem.

Da det nye var pakket ud og sat på plads, var sal 1 blevet til en sal med reclinere, hvor man kan lægge ryggen ned og få fodskammel op, og schaslonger på første række. Sal 2 var blevet en intim sal med VIP-stole og parborde. Lyset kan nu skifte farve efter filmen, og til galla-forpremieren på The Devil Wears Prada blev salen rød. Helle sidder med et stille smil over den nye biograf, som hun stadig ikke helt har vænnet sig til.

Holger

Det er biografen, hun fortæller om med liv, og det er biografen, hendes liv mestendels består af. Derfor spørger vi, om der findes noget, hun er stolt af, som ligger uden for det. Hun tøver. Nævner sin familie, sin datter, Lars. Det er en kort opremsning, sagt med varme. Og så kommer der noget, hun selv falder over. Det handler ikke om biografen denne gang. Det handler om en hund.

Holger er Helles hund, og siden oktober er han uddannet læsehund på Middelfart Bibliotek. Hun lagde et opslag på Facebook, da han var blevet uddannet, og skrev, at man kunne læse med ham. »Jeg blev nærmest kimet ned. Der var virkelig mange, som gerne ville.«

Hun fortæller, hvad det handler om, og det er her, læreren træder frem igen. Det handler om børn, der har mistet modet på læsningen, der er blevet rettet for ofte, der har fået at vide, at de skal lyde sådan og sådan, og som er begyndt at lukke bogen, hver gang en voksen kigger med. »Det handler først og fremmest om tryghed. Når børn læser for en hund, er der ingen, der retter dem,« fortæller hun.

Det er måske den linje, der ligger under det hele. Babybio i 1998, hvor moderen kunne komme i biografen igen uden at skulle skamme sig over en grædende baby. De unge medarbejdere, som hun holder af, lytter til, og lader være klogere end hende selv på det digitale, fordi det er sådan man lærer. Holger, der ligger ved siden af et barn på biblioteket og lytter til en historie, som ingen kommer til at rette. Og hvis vi vender tilbage til biografen igen, så er der nu også sal 2, hvor man kan sidde i et eget lille rum og se en film. Den uddannede lærer er nok aldrig holdt op med at være lærer. Hun har bare bygget et større klasselokale.

Det handler først og fremmest om tryghed. Når børn læser for en hund, er der ingen, der retter dem.

Og hvis hun skulle hviske noget i øret af den unge lærerstuderende, der bladrede i avisen den søndag i 1995, hvad ville det så være? »Det er svært at forestille sig, hvor man var endt henne, hvis vi var blevet på den skole, jeg sad på dengang.«

Det er ikke et råd, snarere en stille glæde over, hvor det førte hen. Men hvis hun virkelig skulle give sig selv et råd nu, så ville det være noget med tid. At blive lidt bedre til at strukturere den. At lave plads til mere fritid, fordi det er der, alle dage løber sammen, når en virksomhed bliver til en livsstil. Hun siger det stille og helt uden løftet pegefinger, som en kvinde der ved, at hun selv aldrig kommer til at gøre det, og som godt kan se, at hun er lidt sent ude med rådet til de femogtyveårige.

Men hun vågner stadig op om morgenen og ved aldrig præcist, hvad dagen kommer til at indeholde. Det er måske den bedste grund af alle til at blive ved. »Så bliver det aldrig kedeligt.«

Udenfor vinduet på Emmys Kaffebar ligger Middelfart stille hen i formiddagslyset. Et stykke nede i Havnegade ligger KulturØen i forpatineret zink, og i Panorama på første sal venter de nye stole i den røde sal på næste forestilling. Et sted på biblioteket ligger Holger og lytter til et barn, der læser højt om noget, ingen kommer til at rette. Og et sted dybt nede i Det Danske Filmarkivs digitale gemmer ligger der stadig et fjernsynsklip fra 1998, hvor en ung kvinde fortæller en journalist fra TV3 om en fredagsforestilling, hun har fundet på.

Hun rejser sig fra bordet og skal videre. Det er onsdag, og der er forestilling klokken sytten. Den evige hverdag, der aldrig blev kedelig.

Han ringede til Lars i vinterferien. Det var sidste år, en dag der lignede de fleste andre dage, bortset fra at Michel Belli havde en tanke, der havde ligget og ulmet i ham siden september 2023, og som han nu var bange for selv at undersøge. Så han ringede til en, der kunne se på den udefra. Lars Skjærbæk har spillet med Peter Belli i årtier. Han kendte pappaen, han kendte sønnen, og han kendte de sange, Michel ikke kunne slippe.

»Jeg ringede til Lars og spurgte, om det var en dårlig idé, jeg havde fået,« fortæller Michel Belli. »Og så sagde han, at han syntes, det var en god idé, og derfra tog det egentlig ret hurtigt fart.«

Den idé, han havde fået, er nu blevet en turné. Otte koncerter i maj, fra Holbæk til Aalborg, med Eksercerhuset i Fredericia som det syvende stop fredag den 8. maj. »Belli synger Belli« hedder det, og titlen er så enkel, som familiens historie er kompliceret. Peter Belli, Ulven Peter, en af de stemmer der har ligget i den danske folkesjæl siden 1960’erne, gik bort den 8. juni 2023. Ni måneder senere, den 20. marts 2024, døde hans kone June, Michels mor, og tilbage stod sønnen med et bagkatalog på over 40 studiealbums og den følelse, enhver der har mistet kender, af at der var mere at sige.

Det bemærkelsesværdige er, at Michel Belli i over tredive år bevidst ikke gik den vej. Han voksede op i familiens campingvogn, sov under scenekanter, tog lydprøver for sin far, når stemmen skulle spares, og sad under spisebordet, når bandet øvede. Han kendte turnélivet fra indersiden, før han kunne skrive sit eget navn. Men da han selv stod på scenen som ung, først med egne bands fra 1996, siden med solodebuten »The Reason I’m Not Evil« i 2007 og fra omkring 2013 med beatorkesteret Den Syvende Søn, valgte han konsekvent at gå uden om pappaens sange. Han havde sine egne.

Da pappa gik på pension

Da Peter Belli gik på pension i 2017, var der flere der spurgte Michel, om han ikke skulle tage farens katalog op. Svaret var det samme hver gang. Michel husker sin egen afvisning meget tydeligt. »Man kan finde gamle klip fra min fars afskedskoncert, hvor jeg står og siger, at jeg aldrig ville komme til at synge hans sange,« siger han og tilføjer så: »Det var bare noget andet på det tidspunkt. Der var han her, og jeg havde mine egne.«

Afskedskoncerten var i Amager Bio den 28. december 2017. Peter Belli var 74 år, tæret af sygdom efter et halvt århundrede på landevejen, og han sagde i nekrologernes sprog »nu skal jeg hjem og sidde i sofaen«. Opvarmningen den aften var Michel og Den Syvende Søn. Far og søn, side om side, på samme scene, i samme rum, den ene på vej ud, den anden på vej ind i sin egen vej.

Han siger det samme sted, hvor han knap seks år senere, i september 2023, skal modtage Dansk Rockakademis hæderspris på sin fars vegne. Pappa var død tre måneder forinden. Burnin’ Red Ivanhoe havde stået klar til at bakke ham op på scenen til prisfesten, men det blev en anden søn, der stod der nu, og han sang et par af Peter Bellis store hits. Samme lokale, samme scene, samme mikrofon. »Da jeg stod der, føltes det så rart og så rigtigt,« har han sagt om den aften til HER&NU. »Min mor var der også. Hun var meget skrøbelig og meget rørt. Det var så smukt og selvfølgelig sørgeligt, at pappa ikke selv kunne opleve branchens hyldest af ham. Oplevelsen har siddet i mig siden.«

Det tog halvandet år, har han fortalt, før oplevelsen fandt sin form. Halvandet år hvor også moderen June forsvandt, og hvor Michel og Den Syvende Søn indspillede »Når Mængden Svinder Ind« (2024) og siden »Ti Skridt Fra Livet«, der udkom den 17. april i år, altså kun tre uger før, han sætter foden på Tøjhusets scene.

Valget af sange

Når han fortæller om valget af sange, bliver hans stemme konkret, næsten håndværksmæssig. Der er mange studiealbums at tage fra, og han har ikke søgt det oplagte. »Det har været en vild proces for mig at gå igennem det bagkatalog,« siger han. »Jeg var ret klar på, hvad jeg gerne ville. Der er selvfølgelig nogle sange, man ikke kommer udenom, og heldigvis er det nogle af dem, jeg selv godt kan lide. Men jeg har primært valgt ud fra, hvad der har betydet noget for mig. Det var den eneste rigtige måde at gøre det på. Hvad har jeg et særligt forhold til.«

Han taler om arbejdet med bandet på samme måde, uden store ord. De øver i hverdagene, og han er forsigtig med ikke at ville efterligne. Det er sjovt nok den letteste del, siger han. »I virkeligheden er det jo ikke så svært. Jeg skal bare gøre det, jeg gør. Jeg skal ikke prøve at lyde som min far. Vi skal gøre det, som vi gør, og vi arbejder med, hvad vores lyd er i det her. Man skal lade være med at tænke så meget over det og bare gøre det. Og holde fast i det, vi synes er fedt.«

Det er, fristes man til at sige, Michel Bellis filosofi i én sætning. Hold fast i det, du synes er fedt. Det er en erklæring, der ligeså godt kunne stå som en rygstøtte i et terapirum. Men det er også den eneste farbare vej for en mand, der skal synge sin fars sange uden at blive sin fars skygge.

Brødrene Skjærbæk

Bandet på turnéen er valgt med omhu. På scenen står rutinerede musikere, der alle har spillet med Peter Belli gennem årene. Kernen er de to brødre Skjærbæk, Lars på guitar og Troels på bas, og selve turnéplanen er lagt efter, hvornår netop de to kunne, ikke omvendt. »Jeg ville kun gøre det, hvis Troels og Lars var med,« fortæller han. »De har meget stramme kalendere, noget vildere end min, må man sige. Så derfor ligger turnéen nu. Det var der, de to kunne.«

Det er også et menneskeligt valg. Michel Belli, Lars og Troels Skjærbæk er venner, private venner, og familierne kender hinanden. Koner der er veninder. Børnefødselsdage. Det dagligdags vævede net, som holder en mand oprejst, når han synger sin fars sange foran tusind mennesker. »Jeg tror simpelthen ikke, at jeg kan undgå at blive rørt. Og det gør virkelig ikke noget, for sådan er det bare. Men trygheden i at stå med nogen, der ved, hvorfor jeg bliver rørt, og som også kendte min far, den gør det nemmere at være i. Og nemmere at komme videre, så jeg kan koncentrere mig om at synge, så folk får nogle sange og ikke en, der står og flæber på scenen,« siger han med et lille grin.

Det er måske der, nøglen til hele projektet ligger. Ikke i hyldesten, ikke i arven, ikke i genkendelsens glæde, men i det helt enkle, at musikken skaber et rum, hvor tabet bliver bærbart. Og når vi spørger ham, hvorfor han alligevel står der, aften efter aften, med de sange der først gør ondt og siden gør godt, svarer han stille. »Jeg kan ikke lade være. Det føles rigtigt. Og tiden er rigtig til det.«

Han tilføjer, at det var sangene, han sang til prisuddelingen i Amager Bio, der vendte det hele. »Så stod jeg der og sang, og så kom den der følelse. Det her, det var godt nok rart. Det føltes rigtigt, og det er egentlig bare det, der er vokset i mig siden. At der var en lejlighed, hvor det gav mening at synge dem. Og da jeg havde gjort det, tænkte jeg, at det her er jeg nødt til at gøre igen.«

Lune og varme

Det er også den følelse, han har taget med ind i valget af sange. Repertoiret bliver ikke afsløret i forvejen, men når vi beder ham vælge én sang, der forklarer hvem Peter Belli var som menneske, ikke nødvendigvis som scenestjerne, tøver han et øjeblik, før han lægger ud. »Det er svært at sige, men der er jo helt klart nogle signatursange. Ulven Peter er oplagt. På mange måder repræsenterer den ham meget godt. Der er det glimt i øjet, den flabbethed og en enorm lune og varme. Når du spørger på den måde, så rammer den det meget godt ind.« Lune og varme. Det er ord, han bruger igen og igen, når han taler om sin far.

Og den varme følger ham med på vejen. I maj krydser han landet i tætpakket rytme, og han har spillet i Fredericia før, både som solist og med Den Syvende Søn. Når han ser byen på turnéplanen, lyser stemmen op. »Det er ved at være mange år siden, jeg sidst var i Fredericia,« fortæller han. »Jeg har nogle rigtig gode oplevelser fra tidligere, både med Den Syvende Søn og helt tilbage fra min solokarriere. Så det glæder mig meget at komme tilbage.«

Den 8. maj ligger midt i turnéens mest tætpakkede uge. Aftenen før spiller han i Herning, fire dage efter i DR Koncerthuset, og han har to dage til Odense. Ind imellem spiller Den Syvende Søn de sidste af deres egne koncerter. Derfor ordet han bruger om foråret. »Det har været helt vildt dejligt, men ekstremt hektisk, vil jeg sige.« Han har ventet et år på at komme ud. Det er længe at gå og glæde sig. »Jeg har gået og ventet i et år, så nu glæder jeg mig helt sindssygt til at komme ud og gøre det.«

Hvad han håber, publikum tager med hjem fra Eksercerhuset den aften, svarer han enkelt på. »Jeg håber, de går hjem og synes, de har haft en fantastisk aften. Jeg er jo musiker, så jeg håber altid, de går hjem og tænker, at de spillede fandme godt. Men mest af alt håber jeg, at de har nydt det, vi præsenterer for dem. Og hvis vi rigtig er heldige, går de måske også hjem og tænker, åh, den sang fik jeg, det var lige den, jeg ventede på.«

Det er det, sønnen nu kommer med. En stemme, der ikke er pappaens, men som bærer slægtskabet tydeligt. En aften, der ikke skal være en mindehøjtid, men en fest. Otte år efter han havde sine egne, og tre år efter den prisfest der tippede ham. Han står i sin egen historie nu, på en scene i Fredericia, den 8. maj, med sin fars sange og sin egen stemme, og med musikere der kender begge dele.

Og et sted, kan man forestille sig, sidder Peter Belli med det der glimt i øjet, som sønnen talte om, og nyder, at nogen stadig gider at synge hans sange.

Regnen kom og gik fredag eftermiddag, og et sted imellem vejret stak en enkelt solstråle hovedet frem. I Kunstsalene på Kongensgade 111 var der til gengæld ingen tvivl om stemningen. Fredericia Kunstforening havde slået dørene op til fernisering, og folk var mødt frem for at tage imod Jesper Hintze.

Hintze selv var forhindret i at komme, men hans værker talte for sig selv. 57 malerier fra perioden 2018 til 2026 fylder salene — lag på lag af collage, akryl og tegning på brugte lærreder, figurer med dyrehoveder og medicinnavne som titler, farveeksplosioner der ved første blik ser kaotiske ud, men som ved nærmere eftersyn bærer på tydelige budskaber.

Kunstneren, der er født i 1969 og uddannet grafiker, begyndte først for alvor at male på egen hånd i 2018. Siden har han opbygget et sammenhængende univers af serier: Medical, Treatment, Rainbow Machines, Food Objects og Election Posters — alle forbundet af den samme grundtanke om mennesket under pres, i system, bag facade.

Billeder i billedet

1. viceborgmester og formand for Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget Susanne Eilersen stod for den officielle åbning. Hun er selv medlem af kunstforeningen og havde nået en hurtig runde i salene, inden folk fyldte lokalerne. Noget havde fanget hende. »Jeg kan godt se, når nogen gerne vil fortælle noget med det, de laver. Og det synes jeg er interessant,« sagde hun.

Det, hun havde fået øje på, var det, som enhver besøgende opdager efter nogle sekunder foran Hintzes værker. Der er billeder i billedet. Lag under lag. »Nogle slås med ting, de måske gemmer bag noget andet. Men de vil gerne ud i sin historie,« sagde viceborgmesteren.

Hun trak en linje til Fredericia som by — stor nok til store oplevelser, tæt nok til at kulturen føles nær. »Det er plads til både store fortællinger og store oplevelser. Og vi er her i mange størrelser og former,« sagde Eilersen. »Kunsten er en rigtig hyggelig del af det.« Med de ord erklærede hun udstillingen for åben.

Lørdag den 11. april løftede Teaterforeningen Lillebælt sløret for sæson 2026-27 ved Panorama Biograferne i Fredericia. Programmet byder på 15 forestillinger inden for drama, komedie, musikteater, dans og børneteater, fordelt på spillesteder i Fredericia og Middelfart.

Det var skuespillerne Lisbeth Kjærulff og Rasmus Krogsgaard, begge kendt fra Figaros, der præsenterede programmet og underholdt de fremmødte ved det gratis arrangement.

Sæsonen åbner med gadeteater

Allerede den 16. august sættes der gang i sæsonen i Teglgårdsparken i Middelfart, hvor forestillingen »De røde løbere« opføres som gratis gadeteater for hele familien. Forestillingen er en del af den årlige festival Sindsyg god Søndag, der sætter fokus på mentalt helbred, og opføres netop i den historiske park, der tidligere husede Middelfarts sindssygehospital fra 1888 til 1999. I samme park åbner Danmarks nye psykiatrihistoriske museum, MIND, sine døre i maj 2026.

Store navne fra Det Kongelige Teater

To af sæsonens forestillinger kommer fra Det Kongelige Teater. I december bringer de forestillingen »Familien Hassan« til Fredericia Musicalteaters store sal. Det er en dramatisering af Steffen Stubagers bog om Yahya Hassans familie, der for første gang fortæller om opvæksten i boligkvarteret Trillegården ved Aarhus. Forestillingen instrueres af den prisbelønnede irakisk-danske instruktør Sargun Oshana, og der afholdes pretalk med digteren Mads Mygind, der var personlig ven med Yahya Hassan, i samarbejde med Fredericia Bibliotek.

I februar følger Christian Lollikes aktuelle drama »Far, far krigsmand«, der undersøger det danske forsvar, oprustning og den nationale identitet i en tid, verden er blevet farligere. Lollike har to år i træk modtaget Årets Reumert for bedste forestilling.

En sæson med bredde

Sæsonen rummer både tungt drama og let underholdning. Iben Hjejle og Alexander Bryld Obaze var planlagt til »Endnu en dag i Guds skaberværk«, og Mette Rønne spiller samtlige roller i soloforestillingen »De uskrevne«, en bearbejdning af Pirandellos klassiker, der spilles på KulturØen i Middelfart i november og modtog fem stjerner af anmelderne ved premieren.

I foråret 2027 kan Fredericia og Middelfart byde på Holstebro Dansekompagnis danseforestilling »Faust«, instrueret af Thure Lindhardt, og Figaros vender tilbage med operetten »Frøken Nitouche laver halløj i klostret« i store sal på Fredericia Musicalteater. Til de mindste er der julebørneforestillingen »Den store nisseprøve« på KulturØen i december, og i marts 2027 spiller Louise Schouw Teater »Sallys far«, baseret på Thomas Brunstrøms populære børnebøger, på Fredericia Musicalteaters store sal.

Programmet starter midt på eftermiddagen og fortsætter til langt ud på aftenen, og publikum kan bevæge sig mellem scenerne i takt med, at musikken skifter karakter.

Pop og blues på samme tid

Klokken 15.00 åbner Rådhusscenen med Morten Münster og Tobias Bjerre. Morten Münster er kendt som en af Danmarks mest fulgte YouTubere, hvor hans humoristiske og energiske videoer har samlet hundredtusindvis af følgere. Sammen med Tobias Bjerre, der har skabt sig en plads på den danske popscene med sin moderne lyd og vokal, åbner de festen med både underholdning og musik. Der er meet & greet for fans efter koncerten.

Samtidig, klokken 15.00, går H. P. Lange på scenen i Tøjhuset i en koncert præsenteret af Bluesklubben Double Trouble. H. P. Lange er en skikkelse på den danske bluesscene, og hans soloperformance med vokal og guitar foregår i de mere intime rammer i Tøjhuset, mens festen kører ude på Rådhuspladsen.

Lokale navne fortsætter eftermiddagen

Klokken 16.15 indtager Split:ted Rådhusscenen. Bandet har gjort sig bemærket med energiske liveoptrædener og en lyd, der balancerer mellem det rå og det melodiske. En halv time senere, klokken 17, fortsætter festen ved scenen i Gothersgade, hvor SYNC går på. SYNC er et lokalt navn med en moderne pop-rock-lyd og henter inspiration fra både pop og rock.

Østkyst Hustlers som aftenens hovednavn

Klokken 20 går Østkyst Hustlers på Rådhusscenen, og det er aftenens hovednavn. Gruppen har spillet dansk hiphop siden 90’erne, og hits som »Han får for lidt« og »Penge ind på kontoen« har plads i dansk musikhistorie. Deres liveoptrædener er kendt for fællessang og engagement fra publikum.

Midt om Natten lukker aftenen

Klokken 22 lukker Midt om Natten festen på Rådhusscenen. Med folkekære Kim Larsen-klassikere som omdrejningspunkt sluttes aftenen med fællessang. Sommerrock er bygget op om at flytte musikken ud i gaderne. Med fem scener placeret rundt i Fredericia kan publikum vælge sin egen rute gennem dagen, og gaderne mellem scenerne bliver en del af oplevelsen. Det er gratis at bevæge sig mellem scenerne.