På vej mod det sidste guld i en gylden æra

0
Foto: John Bo Nielsen, 7evenphoto

Nikolaj Jacobsen har vundet fire VM-titler i træk og et OL-guld som landstræner for Danmark. På banen står profiler som Mathias Gidsel og Simon Pytlick, der allerede har været med til at definere en gylden periode i dansk håndbold. Men én titel mangler stadig. Når EM begynder på hjemmebane, jagter Danmark det mesterskab, der kan fuldende samlingen og placere holdet i historiebøgerne som den eneste nation udover Frankrig med alle tre store trofæer på samme tid.

Sneen ligger tungt omkring Hotel Vejlefjord, og mørket har allerede sænket sig over skoven og vandet udenfor. Det er vinter, det er januar, og indenfor i de rolige og luksuriøse rammer har det danske herrelandshold i håndbold siden lørdag været samlet til de sidste forberedelser frem mod et EM på hjemmebane.

Her, langt fra haller, blitzlys og larm, begynder den slutrunde, som rummer både forventninger og historiske muligheder. Danmark går ind til EM som regerende verdensmester efter fire VM-triumfer i træk og med et OL-guld i bagagen. Men én titel mangler stadig i denne æra: EM-guldet, som ikke er blevet vundet siden 2012 – og aldrig under Nikolaj Jacobsen.

Alligevel afviser landstræneren, at slutrunden kan reduceres til et simpelt facit, hvor alt andet end guld nødvendigvis er en fiasko.

»Det kommer sgu an på, hvordan og hvorledes tingene forløber. Hvis vi har spillet rigtig god håndbold og snubler på målstregen eller tæt på, så nej. Har vi spillet dårligt håndbold og ikke levet op til de ting vi kan, og vi ved vi kan, så har det jo været en kæmpe skuffelse og ikke godkendt, men du får mig aldrig til at sige fiasko,« siger Nikolaj Jacobsen.

Han vender flere gange tilbage til sit ubehag ved ordet og den måde, det ofte bliver brugt på i sportsdebatten.

»Det er et ord, som mange gange er svært at beskrive. Hvad betyder ordet fiasko egentlig? Jeg bryder mig ikke om det ord, jeg tror ikke, der er ret mange inden for sportens verden, der gør,« siger han.

Når EM alligevel fylder noget særligt, lægger Jacobsen ikke skjul på. Slutrunden spilles på hjemmebane, og for en stor del af truppen er det netop den medalje, der mangler i samlingen.

»Jeg vil da gerne gå med til, at den her betyder noget særligt. Et er det på hjemmebane, to har jeg og rigtig mange af de spillere, der er med, ikke vundet den,« siger han og fortsætter:

»Og så er den allerstørste motivation for mig, at hvis vi kan sige, at vi har de tre store mesterskaber på samme tid. Det er kun franskmændene, der har været dygtige nok til at gøre det, så kunne man skrive sig ind i historiebøgerne også.«

Hjemmebanen er ikke bare et abstrakt begreb for Jacobsen. Han beskriver det som noget, der mærkes fysisk, allerede når han træder ind i hallen.

»Den der fantastiske følelse af at gå ind i en fyldt hal, der er klædt i rødt og hvidt. At få lov til at spille en slutrunde på hjemmebane. Det er virkelig specielt som idrætsudøver at få lov til at stå i den hal med 15.000 mennesker i ryggen. Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse,« siger han.

Den følelse genkender Mathias Gidsel. For ham står oplevelsen fra sidste slutrunde i Herning stadig tydeligt. Danmark spillede i boksen, men slutrunden kulminerede et andet sted, og det efterlod en fornemmelse af noget uforløst.

»Jeg tror, jeg havde sådan lidt en aha-oplevelse efter den sidste kamp i boksen sidste år, hvor vi skulle videre til Norge. Så sluttede vi sådan lidt. Men vi havde jo ikke vundet noget. Det var lidt som om festen sluttede meget brat,« siger Gidsel.

Derfor fylder tanken om at vende tilbage og få lov til at afslutte det hele samme sted ekstra meget.

»Der tror jeg egentlig gerne, at jeg vil tilbage og kunne få lov til at fejre det lidt mere med boksen,« siger han.

Han beskriver forventningen frem mod EM som noget, der nærmest har fået sin egen kalender.

»Jeg tror mange af os har lidt det som om, det er juleaften den 16. januar, og nu går vi bare og venter.«

Med forventningerne følger også favoritværdigheden, som Gidsel ikke forsøger at løbe fra.

»Nu er vi her. Vi er de bedste. Vi er store favoritter. Det løber vi ikke fra. Og så gælder det om at vinde, når man er der,« siger han.

Samtidig understreger han, hvor små marginaler der kan afgøre en slutrunde – også for et hold, der på papiret står stærkest.

»Jeg ved, at EM bliver afgjort på en stolpe ind og en stolpe ud. Og det kan vi ikke styre. Men vi kan opsøge heldet,« siger Gidsel.

Simon Pytlick rammer samme balance mellem ambition og forbehold. Han erkender, at EM-guldet er et mål, men han nægter at gøre slutrunden til et spørgsmål om forventningspres udefra.

»Personligt? Det kommer an på, hvor god håndbold vi har spillet. Hvis vi har spillet god håndbold, og vi har gjort alt, hvad vi kunne, så ville det ikke være en skuffelse,« siger han.

Han peger samtidig på, at feltet er bredt og fyldt med hold, der kan straffe selv små udsving.

»Der er mange utrolig gode andre hold, som vil gøre alt, hvad de kan for at slå os. Hvis vi ikke er gode nok, så kan de godt slå os,« siger Pytlick.

Netop derfor fylder forberedelserne i Vejlefjord mere end bare restitution og taktiske møder. Det handler også om ro, fællesskab og om at ramme det rette mentale niveau, inden det hele begynder.

For Nikolaj Jacobsen handler det ikke om at opfinde noget nyt, men om at holde fast i det, der har bragt holdet hertil.

»Der er ingen grund til at lave noget om. Det har egentlig fungeret meget godt til de to sidste her,« siger han.

Når Danmark snart træder ind i lyset igen, bliver det med et hold, der både bærer historien og forventningerne med sig. Men også med en klar bevidsthed om, at intet er givet på forhånd – heller ikke på hjemmebane.

IKEAs berømte kødbolle kommer i ny mellemøstlig variant

0

Efter 40 år med kødboller udvider IKEA igen sit sortiment i restauranterne. Allerede fra denne uge kan kunderne sætte tænderne i en sprød, plantebaseret falafel med smag af Mellemøsten i anledningen af ‘Grøn januar’.

Fra den 7. januar kan kunderne hos IKEA vælge en ny plantebaseret ret i restauranterne. Som grønt alternativ til den ikoniske kødbolle introducerer IKEA en sprød falafel, der serveres med couscous, aioli og citron og fremover bliver en fast del af menukortet i alle danske varehuse.

Lanceringen sker som en del af ’Grøn januar’, hvor IKEA sætter fokus på den grønne del af menukortet og sænker priserne på de plantebaserede alternativer i varehuse landet over. IKEA mærker generelt en stigende interesse for de grønne retter blandt kunderne.

– Vi har i mange år haft stor succes med vores klassiske kødboller, men i dag vælger flere og flere kunder grønne alternativer. Med falafler på kortet får vi en velsmagende variant, som passer til både vegetarer og alle dem, der gerne vil spise lidt mere plantebaseret og måske tage hul på nye vaner, siger Lasse Møller, Food Manager hos IKEA.

40 år med kødboller – nu i flere varianter
I 2025 er det 40 år siden, at IKEA første gang introducerede sine svenske kødboller, som er blevet synonym med virksomheden. Siden da er udvalget udvidet med varianter baseret på kylling og plantefars i takt med, at flere efterspørger nye, mere plantebaserede madvaner.

Den nye falafel er det seneste bolle på paletten, og den har allerede fået en varm modtagelse i flere andre lande.

– Vi arbejder løbende på at tilbyde endnu flere grønne valgmuligheder. Det handler både om at tage ansvar for klimaet og om at møde kundernes ønsker. Falaflen er et naturligt næste skridt, og vi glæder os til at høre, hvad danskerne synes, siger Lasse Møller.

Falaflen bliver en fast del af menukortet i IKEAs restauranter i landets seks varehuse. I hele januar er der særligt fokus på de plantebaserede retter, blandt andet med en lavere pris på den populære plantebolle.

På globalt plan serverer IKEA hvert år omkring 1,4 milliarder madboller.

Naturvejleder gør status efter ulve-weekend i Fredericia: Ulv bekræftet – men også forveksling med hund

0

En observeret ulv i Fredericia i weekenden satte gang i massiv opmærksomhed, hundredvis af henvendelser og flere myndighedsreaktioner. Mandag blev der samtidig slået alarm om et stort dyr ved en skole – som viste sig at være en hund. Naturvejleder Bjarne Christensen fra Fredericia Kommune gør nu status og slår fast: Der var en ulv i området, men ikke dér, hvor mange troede.

Det begyndte i weekenden med billeder og observationer af et stort dyr i Fredericia-området. En ulv. Observationerne blev delt på sociale medier, og et opslag alene trak omkring 1.600 kommentarer. Siden fulgte dækning i både lokale og landsdækkende medier.

Mandag formiddag kulminerede opmærksomheden, da der kom en melding om et ulvelignende dyr ved en skole og en børnehave i byen. Elever blev sendt ind, og politiet blev tilkaldt.

Naturvejleder Bjarne Christensen fra Fredericia Kommune har mandag brugt det meste af dagen på at gøre status efter weekendens ulveobservationer og den efterfølgende forveksling med en hund.

Men her var der tale om to forskellige hændelser.

Det understreger naturvejleder i Fredericia Kommune, Bjarne Christensen, der mandag brugte det meste af dagen på at håndtere henvendelser, interviews og koordinering.

»Der blev observeret en ulv i weekenden, og det er korrekt. Den observation er efterfølgende blevet bekræftet af ulveeksperter. Men den episode, der mandag skabte alarm ved skole og børnehave, viste sig at være en stor hund,« siger han.

Mandagens alarm: Hund – ikke ulv

Ifølge Bjarne Christensen blev han ringet op mandag formiddag af skoledirektøren, der fortalte, at der var observeret et stort dyr på skolens område. Af hensyn til børnenes sikkerhed blev eleverne sendt ind.

»Jeg tog derud sammen med en afdelingsleder. Da vi går over sportspladsen, kommer der pludselig et stort dyr løbende meget tæt forbi os. Det gav da et chok, fordi vi ikke havde set det komme,« fortæller han.

Dyret bevægede sig mod børnehavens område, og på det tidspunkt var der fortsat usikkerhed om, hvorvidt det kunne være en ulv.

»Det ville simpelthen ikke være acceptabelt, hvis et fritgående rovdyr bevægede sig rundt ved en børnehave. Derfor ringede jeg til politiet,« siger Bjarne Christensen.

Politiet kom hurtigt frem og afspærrede området. Kort efter blev det klarlagt, at der var tale om en hund – en stor hund, men en hund – som ejeren efterfølgende kom og hentede.

»Jeg tog bagefter hjem og sammenlignede billeder fra sociale medier med de billeder, jeg selv havde taget. Og der var ingen tvivl: Det var ikke den samme som ulven fra weekenden,« siger han.

Ulven fra weekenden er bekræftet

Forvirringen opstod, fordi to hændelser lå tæt på hinanden i tid og sted. Men ifølge naturvejlederen er der ikke tvivl om, at der faktisk var en ulv i Fredericia i weekenden.

»Den ulv, der blev set i weekenden, har jeg fået bekræftet af nogle af de mest erfarne ulvefolk, vi har i Danmark. Det var en ulv,« siger Bjarne Christensen.

Ulven er blevet observeret flere steder, men der er ikke tale om et dyr, der har slået sig ned i området.

»Ulve kan bevæge sig meget langt. Op mod en maraton på et døgn. Så det er helt normalt, at den er her den ene dag og væk igen den næste. Der er ikke fødegrundlag nok i Fredericia til, at en ulv etablerer territorium her,« forklarer han.

Annonce

Stor opmærksomhed – også for naturvejlederen

Sagen har udløst massiv opmærksomhed. Ud over lokale medier har både landsdækkende aviser, tv og radio kontaktet kommunen. Mandag eftermiddag skulle Bjarne Christensen også videre til P4 Trekantens dækning.

»Jeg har brugt stort set hele dagen på det her. Det sidste interview var her sidst på eftermiddagen,« siger han med et grin.

Han oplever interessen som forståelig – men understreger vigtigheden af at holde hovedet koldt.

»Ulve er nysgerrige, men de er ikke aggressive over for mennesker. Man skal forholde sig roligt, holde afstand og ikke forsøge at komme tæt på. Har man husdyr, skal de ikke gå frit. Så sker der som regel ikke mere.«

Status mandag aften er derfor klar: Der var en ulv i Fredericia i weekenden. Mandagens alarm ved skole og børnehave skyldtes en hund.

»Det er vigtigt at få skilt de to ting ad, så der ikke opstår unødig frygt. Ulven har været her på visit – og er sandsynligvis allerede videre,« siger Bjarne Christensen.

Kommunen vil fortsat følge situationen og opfordrer borgere til at melde observationer ind – men også til at være opmærksomme på, at store hunde og ulve let kan forveksles på afstand.

Et kærligt og musikalsk blik ind på de brune værtshuse

0

Et morsomt, musikalsk og kærligt portræt af de brune værtshuse rammer Fredericia sidst i januar, når forestillingen Brunos bodega forever gæster Teaterforeningen Lillebælt på Fredericia Musicalteater.

Forestillingen spiller onsdag den 28. januar 2026 klokken 19.30 i Lille Sal og tager publikum med indenfor på Brunos Bodega – en helt almindelig bodega. Her er ingen karikaturer eller skæve eksistenser, men mennesker. Dem, der kommer hver dag. Dem, der er lige så faste som inventaret. Og dem, der deler både drømme, nederlag og små sejre over en øl ved disken.

Publikum møder blandt andre SønderJytte, Klåge og Allan Pisbows. Hverdagslivets drømme og tragedier lever side om side, og selv om irritationerne kan nå store højder, er sammenholdet intakt, når det virkelig gælder. Brunos bodega forever er en forestilling, der med varme, humor og musik giver et genkendeligt portræt af et stykke dansk hverdagskultur.

Forestillingen er musikalsk teater med både grin og eftertanke og opfordrer publikum til selv at kigge indenfor og opleve stemningen. Skål.

På scenen står Lasse Popp, Asger Kjær og Pernille Nedergaard Haugesen sammen med elever fra Limfjordsteatrets toårige talentuddannelse. Pianist er Kasper Vester. Forestillingen er produceret af Limfjordsteatret og har en spilletid på 85 minutter uden pause.

Pressen har taget godt imod forestillingen. Iscene har kvitteret med fem stjerner og kalder persongalleriet i Lasse Popps fortælling ”ganske enkelt herligt” og beskriver forestillingen som ”et morsomt og musikalsk velklingende portræt af et lille udsnit af Danmark”. Også Nordjyske Dato har givet fem stjerner og skriver kort og præcist: ”Det er tragisk og hylesjovt.”

Forestillingen spilles onsdag den 28. januar 2026 klokken 19.30 i Lille Sal i Fredericia Musicalteater, Prinsessegade 29, 7000 Fredericia.

Publikum med høreapparat har mulighed for at bestille teleslynge. Det sker via billet@teaterforeningen.com, hvor der også kan gives yderligere information om ordningen.

Billetter kan købes med rabat ved samtidig køb af medlemskab for sæson 2025-26. Medlemskaber for sæson 2024-25 giver ikke rabat til forestillinger i den kommende sæson. Se mere her

Fra drøm til virkelighed: FC Fredericia skrev klubhistorie i 2025

Efter årtiers målrettet arbejde lykkedes det i 2025 endelig for FC Fredericia at tage det skridt, klubben har jagtet siden grundlæggelsen. Bestyrelsesformand Morten Rahbek ser tilbage på et historisk år – og frem mod et 2026, hvor klubben skal stå stærkere end nogensinde, uanset hvilken række den spiller i.

Når FC Fredericia om mange år ser tilbage på 2025, vil året stå som et afgørende vendepunkt i klubbens historie. Det mener bestyrelsesformand Morten Rahbek, der ikke lægger skjul på, at oprykningen var mere end blot et sportsligt resultat.

»Jeg må bare sige, at 2025 har været et fantastisk fodboldår for FC Fredericia. Det er jo i bund og grund i 2025, at vi får forløst det, vi har kæmpet for, siden klubben blev grundlagt i 1991,« siger han.

Direktør Stig Pedersen og bestyrelsesformand Morten Rahbek ser på. Foto: AVISEN

Efter mere end to årtier i den samme række blev målet endelig nået. Ikke som et forhåndsudset projekt, men som resultatet af en sæson, hvor tingene pludselig faldt på plads.

»Det var egentlig et år, hvor vi ikke nødvendigvis havde forventet at være med helt fremme og spille med om oprykning. Men det blev bare et år, hvor alle de små tandhjul passede sammen, og vi spillede en rigtig flot sæson.«

Annonce

Kontinuitet som fundament

Ifølge Morten Rahbek er der ikke én enkelt forklaring på oprykningen. I stedet peger han på kontinuiteten i klubbens arbejde. »Det handler om trænerstaben og den daglige ledelse, at vi har forfulgt den samme linje i mange år. Og så er det jo bare sådan, at nogle år falder alle de små ting sammen. Man rammer en højere enhed, og man får sammensat et hold, hvor tingene bare fungerer.«

FC Fredericia har tidligere været tæt på, men uden at tage det sidste skridt. I 2025 var det anderledes. »Det sker med jævne mellemrum, at man er tæt på, og nogle gange rækker det ikke helt. Det har vi prøvet før. Men 2025 var året, hvor det skulle være – og det var fantastisk, at vi kunne sikre oprykningen.«

Han fremhæver både spillertruppen og trænerteamets evne til at få det maksimale ud af materialet. »Det var hårdt arbejde, og det fornægter sig ikke. Samtidig havde vi en godt sammensat trup og et trænerteam, der formåede at hive det optimale ud af holdet.«

En sæson med modgang og vækst

Ser man på sæsonen under ét, var det ikke en lige linje fra start til slut. Tværtimod. »Vi er egentlig vokset med opgaven hele sæsonen igennem. Vi sluttede rigtig fint i 2024 og lå godt til, men starten på 2025 var lidt tvivlende.«

De første kampe gav anledning til bekymring. »Vi tabte de første tre kampe, og der var nok mange, der i stilhed tænkte, at nu gik Fredericia ind i et tyndt forår. Men relativt hurtigt fik vi rettet op på tingene.«

Herfra ændrede billedet sig markant. »Der var ikke mange kampe, vi tabte derefter, og resten af sæsonen blev rigtig, rigtig flot. Det blev et stærkt forår efter en lidt tøvende start.«

Mere opmærksomhed end nogensinde

Oprykningen har ikke kun haft betydning på banen. Ifølge Morten Rahbek har 2025 været et år, hvor Fredericia som fodboldby har fyldt mere i offentligheden end nogensinde før.

»Fredericia har sjældent – hvis overhovedet nogensinde – været så meget på landkortet som i 2025. Det kan vi se i de nationale medier, og interessen for klubben er blevet markant større.«

Interessen voksede allerede op mod oprykningen. »Allerede før oprykningen kunne man mærke, at folk tænkte: Okay, nu kan det her godt blive til noget spændende. Og efterfølgende er interessen bare vokset.« Det har haft direkte betydning for klubben. »Vi er blevet mange flere fans, og forhåbentlig bliver vi endnu flere med tiden.«

Superliga-faciliteter i Fredericia

Et vigtigt element i udviklingen har været samarbejdet med Fredericia Kommune, som har muliggjort en markant opgradering af klubbens rammer.

»Det er fantastisk, at vi i samarbejde med Fredericia Kommune har fået Superliga-faciliteter i byen. Det er til glæde for klubben – men også for omgivelserne og vores fans.«

Ifølge bestyrelsesformanden er faciliteterne ikke kun et spørgsmål om komfort, men om fremtid. »Det giver et helt andet afsæt for klubben og gør det muligt at tænke mere langsigtet.«

Målet er et stærkere FC Fredericia

Når Morten Rahbek ser fremad, er fokus ikke snævert bundet op på, hvilken række FC Fredericia spiller i næste sæson.

»Det væsentlige for os som ledelse er, at når vi kommer frem til sommeren 2026, så skal klubben befinde sig et markant bedre sted, end den gjorde i juni 2025.« Det gælder uanset udfaldet.

»Det er sådan set uanset, om det hedder Superliga eller en lavere række. Klubben skal stå stærkere.« Han peger på flere områder, hvor udviklingen allerede er i gang. »Vi har markant bedre faciliteter. Vi har gjort fodbolden mere interessant i byen. Og vi har fået et sportsligt setup, der er væsentligt styrket.«

Udviklingen skal også forankres økonomisk og organisatorisk. »Vi arbejder hele tiden på at styrke klubben yderligere. Og i takt med at vi bliver en mere attraktiv samarbejdspartner for byens erhvervsliv – og også for nationale sponsorer – får vi bedre muligheder for at udvikle klubben.« Her ser han et stort potentiale.

»Jeg tror, der er rigtig gode chancer for, at vi kan løfte FC Fredericia endnu mere de kommende år.«

Annonce

Et travlt 2026 venter

Indgangen til 2026 har været alt andet end rolig for organisationen. »Organisationen har haft usædvanligt travlt. Der har været rigtig mange ting, der skulle falde på plads – både med ombygning af stadion, opgradering af forholdene og sammensætning af et sportsligt setup, der kan være konkurrencedygtigt.«

Sportsligt er situationen udfordrende her og nu. »Lige nu ligger vi i bunden af rækken, og vores fornemmeste opgave på den korte bane er at se, om vi kan rette op på det og bevare vores status.«

Men perspektivet rækker længere. »Uanset hvad, så skal klubben stå stærkere, når vi når frem til sommeren 2026, end den nogensinde har gjort.«

For Morten Rahbek er 2025 derfor ikke kulminationen – men begyndelsen på et nyt kapitel.

»Det var året, hvor vi fik forløsningen. Nu handler det om at bygge videre.«

Valdemar Birksø vender hjem til FC Fredericia

0

FC Fredericia har sikret sig målmand Valdemar Birksø på en permanent aftale. Den 24-årige keeper vender hjem til Monjasa Park efter et ophold i udlandet og har skrevet under på en kontrakt, der løber de næste 3,5 år.

Den 24-årige keeper kender klubben særdeles godt efter flere ophold i FC Fredericia, og gensynet med Monjasa Park er glædeligt for begge parter. Birksø vender tilbage efter et ophold i udlandet og har underskrevet en 3,5-årig aftale med klubben.

Valdemar Birksø har tidligere spillet en markant rolle for FC Fredericia i 1. division, hvor han gennem flere sæsoner leverede stabile og stærke præstationer og var en vigtig profil i oprykningen.

Direktør og sportslig ansvarlig, Stig Pedersen, er glad for, at det er lykkedes at hente Birksø hjem.

»Vi er meget tilfredse med, at der opstod en mulighed for at hente Valdemar hjem igen. Vi kender ham rigtig godt efter at have haft ham her i flere år, og udover at være en fantastisk dygtig målmand er han også en stærk holdkammerat, som bidrager positivt til stemningen i truppen,« siger Stig Pedersen og fortsætter:

»Han passer rigtig godt ind i den gode og balancerede trup, vi har, og derfor giver det rigtig god mening for os at få ham tilbage.«

Birksø er uddannet i FC Midtjylland, men har haft størstedelen af sin seniorkarriere i Fredericia og vender nu tilbage til velkendte rammer.

For Valdemar Birksø har gensynet med klubben stor betydning.

»For mig giver det rigtig god mening at vende tilbage til FC Fredericia. Det er en klub, jeg kender rigtig godt, og et sted, hvor jeg har haft nogle gode år – både på og uden for banen. Derfor føles det også som at komme hjem,« siger Birksø og fortsætter:

»Min ambition er at bidrage med kvalitet og stabilitet og være med til at løfte holdet i jagten på overlevelse og fremadrettet. Jeg glæder mig til at spille Superliga med FC Fredericia. Jeg har fulgt med hele efteråret og nåede også at se årets sidste hjemmekamp på Monjasa Park.«

»Derudover glæder jeg mig enormt til igen at mærke opbakningen fra fansene og byen. Det er noget helt særligt i Fredericia.«

Med hjemkomsten af Valdemar Birksø får FC Fredericia en målmand ind, som fra første dag er kender kravene, kulturen og ambitionerne i klubben.

FC Fredericia byder Valdemar Birksø varmt velkommen hjem.

Museum Odense satte besøgsrekord i 2025: 430.000 gæster lagde vejen forbi

0

2025 blev et rekordår for Museum Odense. I alt 430.000 gæster indløste billet til et af museerne – 50.000 flere end året før. Direktør Henrik Harnow peger på nye udstillinger, flere årskortholdere og et stærkt H.C. Andersen-år som de væsentligste forklaringer.

2025 vil blive husket som et særligt år for Museum Odense. Med i alt 430.000 besøgende nåede museerne under paraplyen et nyt højdepunkt og slog dermed besøgsrekorden fra 2024 med hele 50.000 gæster.

Det fremgår af en status, som museumsdirektør Henrik Harnow har delt ved årsskiftet, hvor han samtidig sender en tak til både gæster, medarbejdere og samarbejdspartnere.

»2025 blev et helt fantastisk år for Museum Odense. 430.000 gæster indløste billet til et af vores museer – og det er hele 50.000 flere end i 2024,« lyder det fra direktøren.

H.C. Andersens Hus ligger midt imellem den gamle historiske bydel i Odense og den nye bydel. Foto: Museum Odense

H.C. Andersens Hus trak mange gæster

En væsentlig del af fremgangen kan ifølge Museum Odense tilskrives H.C. Andersens Hus, som alene nåede op på 220.000 besøgende i løbet af året. Det er 20.000 flere end året før.

Her har både nye udstillinger og et markant internationalt fokus været med til at løfte interessen. Særligt den nye familievenlige udstilling har ifølge museet haft stor betydning, ligesom Odense bys samlede markering af Andersen Forever – 150-året for digterens død – har trukket både danske og udenlandske gæster til.

Flere årskort og flere aktiviteter

Museum Odense peger på flere forklaringer på den markante fremgang. En af dem er, at flere gæster har valgt at købe årskort og dermed vender tilbage flere gange i løbet af året.

Samtidig har museerne øget aktivitetsniveauet med flere arrangementer, events og tilbud, som har udvidet målgruppen og givet gæsterne flere grunde til at lægge vejen forbi.

En anden væsentlig faktor har været den store særudstilling om Anne Marie Carl-NielsenTID – Museum for Odense, som ifølge Museum Odense har tiltrukket nye kunstinteresserede besøgende.

Nye interaktive udstillinger i H.C. Andersens Hus har været med til at trække gæster til Museum Odense i 2025. Foto: Museum Odense

International interesse

Ud over det lokale og nationale publikum har Museum Odense i 2025 også oplevet en stigende interesse fra udlandet. Flere udenlandske turister har besøgt H.C. Andersens Hus og de øvrige museer, hvilket har været med til at løfte de samlede besøgstal.

Ifølge direktøren er ambitionen fortsat at sikre museernes relevans – både for borgerne i Odense og for de mange turister, der hvert år besøger byen.

»Vi fortsætter selvfølgelig arbejdet med at fastholde museernes relevans for både borgerne i Odense og for de tusindvis af danske og udenlandske turister, der hvert år besøger os,« lyder det.

Klar til 2026

Selvom 2025 bød på rekorder, er ambitionsniveauet ikke blevet mindre. Museum Odense varsler allerede nu nye tilbud og aktiviteter i det kommende år.

»Vores ambitioner er ikke blevet mindre, og vi glæder os til at se gæsterne igen på et eller flere af museerne i det nye år,« siger Henrik Harnow.

Dermed går Museum Odense ind i 2026 med både medvind og forventninger – og med et klart mål om at bygge videre på det stærkeste år i museernes historie.

Kæmpe sportsfest i Herning: Michael Mørkøv optaget i Sportens Hall of Fame

0

Der var galla, store følelser og stående applaus i Jyske Bank Boxen, da SPORT 2025 hyldede både elite og bredde. Aftenens højdepunkt blev optagelsen af Michael Mørkøv i Sportens Hall of Fame, mens Mathias Gidsel og en række frivillige ildsjæle også blev hædret.

Der var gylden løber, fuld galla og store følelser, da SPORT 2025 lørdag aften løb af stablen i Jyske Bank Boxen. Her blev både danske sportsstjerner og frivillige ildsjæle fra hele landet hyldet ved det årlige sportsshow, der blev vist live på DR.

Et af aftenens mest bevægende øjeblikke kom, da den tidligere cykelrytter Michael Mørkøv blev optaget i Sportens Hall of Fame. En tydeligt rørt Mørkøv modtog hyldesten foran et fyldt arena-gulv og stående applaus.

Samtidig kunne håndboldstjernen Mathias Gidsel lade sig kåre som Årets Sportsnavn, mens frivillighed og foreningsliv også fyldte markant i prisuddelingen. Blandt andet modtog Roxana Bayati prisen som Årets Frivillig for sit arbejde i Dalum IF, hvor hun har startet og træner otte pigefodboldhold.

Formand for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, glædede sig over både stemningen og bredden blandt prismodtagerne:

»Det var endnu en fantastisk og festlig aften, hvor der var plads til både den store begejstring og de rørende øjeblikke. Det siger meget om, hvad sporten og idrætten kan – uanset om det er bredde eller elite,« sagde han fra scenen i Herning.

Også Team Danmark’s formand Lars Krarup lagde vægt på sportens samlende kraft i sin tale til de fremmødte.

Aftenen bød desuden på musikalske indslag fra Medina, Mumle og Aphaca, men fokus var – som altid – på dem, der året igennem har leveret præstationer og engagement på og uden for banen.

Alle prisvindere ved SPORT 2025

  • Sportens Hall of Fame: Michael Mørkøv
  • AP Pension og DIF’s Årets Idrætsforening: IF Bytoften
  • AL Sydbank og DIF’s Årets Frivillig: Roxana Bayati, Dalum IF
  • DIF og Grundfos Fondens Idrættens Sociale Pris: Høje-Taastrup Bokseklub
  • Fremtidens Idræt for Børn og Unge – Årets Holdkammerat: Freja Matthisson Sejersen, TSG Floorball Fighters (Guldborgsund)
  • Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn: Mathias Gidsel
  • Toyotas Intet er umuligt: Herrelandsholdet i ishockey
  • Bravida, DIF og Team Danmarks Årets Hold: Herrelandsholdet i håndbold
  • Go Nordic Cruiseline og Team Danmarks Årets Træner: Linus Mernsten, landstræner i Bordtennis Danmark
  • Kulturministerens Parasportspris: Lisa Schlage, Egmont Højskolen
  • Årets mål: Nadia Nadim, HB Køge

SPORT 2025 satte dermed endnu en gang punktum for et sportsår, hvor både elite og bredde blev fejret side om side – til jubel, applaus og blanke øjne i Herning.

Mathias Gidsel kåret som Årets Sportsnavn 2025

0
Mathias Gidsel og resten af Håndboldherrerne har i den grad begejstret publikum i Jyske Bank Boxen. Foto: Nebojsa Tejic / kolektiff

Efter et historisk håndboldår kan Mathias Gidsel nu kalde sig Årets Sportsnavn 2025. Prisen blev uddelt ved DR’s store sportsgalla SPORT 2025 i Herning, hvor den danske verdensstjerne endnu en gang blev hædret for sine ekstraordinære præstationer.

Mathias Gidsel tilføjede lørdag aften endnu en fornem titel til sit allerede imponerende håndbold-CV, da han blev kåret som Club La Santa, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark’s Årets Sportsnavn 2025.

Kåringen fandt sted ved DR’s sportsshow SPORT 2025 i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor Gidsel modtog prisen foran tusindvis af tilskuere og endnu flere tv-seere.

Prisen gives på baggrund af et enestående 2025, hvor Mathias Gidsel satte et markant aftryk på international håndbold. Allerede som 26-årig har han opnået resultater, som kun de færreste når i løbet af en hel karriere. I 2025 blev han for andet år i træk kåret som verdens bedste håndboldspiller.

Ved verdensmesterskabet var Mathias Gidsel en helt central figur, da Danmark sikrede sig endnu et VM-guld. Han sluttede turneringen som suveræn topscorer med 74 mål og blev samtidig kåret som VM’s mest værdifulde spiller.

De imponerende præstationer fortsatte på klubniveau, hvor han leverede mål på samlebånd og sluttede sæsonen som Champions League-topscorer med hele 135 mål.

Team Danmarks formand Lars Krarup peger på Gidsels evne til at vinde, når det gælder.

»Når Mathias Gidsel stiller op, så har han det med at vinde. Verdens bedste håndboldspiller, verdensmester, topscorer og MVP er prædikater, der klæber til ham, og derfor er jeg glad for og stolt over, at vi nu kan give ham endnu et eftertragtet prædikat som Årets Sportsnavn 2025,« siger Lars Krarup.

Også hos Danmarks Idrætsforbund er der stor anerkendelse af Gidsels præstationer. DIF’s formand Hans Natorp fremhæver både det sportslige niveau og den rolle, Mathias Gidsel spiller uden for banen.

»Mathias Gidsel repræsenterer det ypperste inden for dansk idræt. Han formår igen og igen at løfte sit spil, når presset er allerstørst. I 2025 har han ikke bare vundet titler og sat rekorder, han har også været en rollemodel, der har inspireret rigtig mange mennesker,« siger Hans Natorp.

Prisen blev overrakt af tidligere vinder Pernille Blume, som fra scenen i Jyske Bank Boxen overrakte det synlige bevis på hæderen.

I finalen om prisen var også cykelrytterne Mads Pedersen og Jonas Vingegaard, men det var Mathias Gidsel, der løb med en af gallaaftenens største priser.

Med kåringen som Årets Sportsnavn 2025 cementerer Mathias Gidsel sin position som en af de største danske idrætsprofiler i nyere tid – og som en bærende figur i dansk håndbolds fortsatte storhedstid.

Håndboldherrerne kåret som Årets Hold 2025

0

De danske håndboldherrer kan føje endnu en hæder til en allerede historisk periode. Lørdag aften blev herrelandsholdet kåret som Årets Hold 2025 ved DR’s store sportsshow SPORT 2025 i Herning.

De danske håndboldherrer er Årets Hold 2025. Med landstræner Nikolaj Jacobsen i spidsen blev herrelandsholdet lørdag aften hædret med den nystiftede pris, som uddeles af Bravida, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.

Prisen blev overrakt ved DR’s sportsshow SPORT 2025 i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor håndboldherrerne var i konkurrence med herrelandsholdet i ishockey og 4 km-holdet i banecykling.

Baggrunden for hæderen er først og fremmest den kollektive præstation, der i 2025 sikrede Danmark sit fjerde VM-guld på stribe. En bedrift, der skrev international håndboldhistorie, da ingen nation tidligere har formået at vinde verdensmesterskabet fire gange i træk.

Prisen blev overrakt af cykelrytterne Kasper Asgreen og Michael Valgren.

Team Danmarks direktør Peter Fabrin fremhæver holdets betydning – både sportsligt og som samlingspunkt for nationen.

»Stort tillykke til håndboldherrerne, der med deres fjerde VM-guld i træk satte en tyk streg under deres utroligt høje niveau. De formår om nogen at samle og begejstre os alle sammen og er en uvurderlig kilde til inspiration for hele dansk eliteidræt,« siger han.

Det er første gang, prisen Årets Hold uddeles, og ifølge Team Danmark kunne den næppe have fået en stærkere start.

»Med de tre kandidater kunne prisen næsten ikke være kommet bedre fra start. De har hver især skrevet dansk sportshistorie og vist, hvad der gør dansk eliteidræt særlig. Vi har verdensklasse, når vi løfter i fællesskab,« siger Peter Fabrin.

Skarp konkurrence

Håndboldherrerne var nomineret sammen med herrelandsholdet i ishockey, som ved VM i 2025 sensationelt besejrede Canada og spillede sig frem til semifinalen, samt 4 km-holdet i banecykling.

Banecykelholdet leverede i 2025 en række markante resultater, herunder EM-guld i Belgien og senere VM-guld i Chile – den tredje VM-titel på stribe.

Også hos Danmarks Idrætsforbund var der ros til både vinderne og de øvrige nominerede. DIF-direktør Morten Mølholm understreger fællesskabet som den afgørende faktor.

»Det er på hver deres felt tre stærke kandidater, og fælles for dem er en unik evne til at stå sammen som hold. Stort tillykke til håndboldherrerne, som gang på gang formår at begejstre og samle nationen bag sig,« siger han.

Han peger på, at holdets styrke netop ligger i samspillet mellem store individualister.

»Det er stærke individualister, der tilsammen udgør et fællesskab ud over det sædvanlige, og med deres smittende indsats på banen er de en inspiration for hele idræts-Danmark.«

Også ros fra erhvervslivet

Bravidas administrerende direktør Christian Alsø, som også har været en del af dommerkomiteen, fremhæver parallellen mellem sport og erhvervsliv.

»Et kæmpestort tillykke til håndboldherrerne med titlen som Årets Hold. De har leveret en fuldstændig enestående holdpræstation med fire VM-guldmedaljer på stribe, som meget velfortjent sikrer dem denne prestigefyldte titel,« siger han.

Han understreger, at succes – både i sport og erhverv – bygger på fælles mål, tillid og viljen til at lykkes sammen.

Fokus mod EM

Mens hæderen stadig er frisk, er blikket allerede rettet fremad. Det danske herrelandshold forbereder sig i disse dage til det kommende EM, hvor Danmark senere i januar spiller sine indledende kampe netop i Jyske Bank Boxen i Herning.

Med kåringen som Årets Hold 2025 går håndboldherrerne ind i mesterskabet som både regerende verdensmestre og som et hold, der igen har markeret sig som et samlingspunkt for dansk idræt.