Fredericia bliver kulturknudepunkt: Nye koncerter offentliggøres i et historisk tempo

0

Tøjhuset og Eksercerhuset går ind i 2026 med et af deres mest ambitiøse programmer til dato. Fra julekoncerter med Fallulah og Anne Linnet til nye festivaler, comedy, børneshows og store danske navne afsløres nyhederne i et tempo, der gør Fredericia til et af landets mest levende kulturcentre.

Der er fart på kulturhuset i Fredericia denne vinter. Hos både Tøjhuset og Eksercerhuset vælter nye offentliggørelser ind, og kalenderen for 2025 og foråret 2026 tyder allerede nu på en sæson, der bliver blandt de mest alsidige og omfattende i spillestederne historie. Spillestedsleder og booker Kirstine Uhrbrand beskriver situationen med et smil i stemmen. Hun siger, at det går virkelig stærkt lige nu, for der bliver offentliggjort noget næsten hver dag, og publikum kan godt begynde at glæde sig.

Samtidig er juleprogrammet nu for alvor skudt i gang, og det er her mange publikummer allerede har deres årlige traditioner. Hos Tøjhuset begynder julen i år med koncerten A Very Country Christmas i dag, som udspringer af Nashville Nights-universet. Det er et koncept, der tidligere har været en publikumsmagnet i Fredericia, hvor skiftende amerikanske sangskrivere giver deres bud på både countrymusikken og julestemningen i én og samme pakke. Tre solister står klar på scenen til at indlede højtiden med akustiske fortællinger og smil.

I morgen fredag er det Fallulah, der vender tilbage til Tøjhuset med en julekoncert, som publikum stadig taler om fra sidste år. Det var dengang, hun – helt uofficielt – bagte småkager i køkkenet sammen med de frivillige og skabte en intim atmosfære, som næsten kun kan opstå i et hus, hvor publikum står helt tæt på kunstneren. Kirstine Uhrbrand fortæller, at koncerten var én af de helt store favoritter, og at stemningen dengang føltes fuldstændig unik. Derfor er glæden stor over at få hende tilbage endnu en gang.

Senere i december indtager Anne Linnet Sct. Michaelis Kirke, hvor hun opfører sin julekoncert med sit faste hold af musikere. For Uhrbrand er netop denne koncert noget helt særligt. Hun siger, at Anne Linnet hører til blandt de mest ikoniske danske sangskrivere, og at oplevelsen af hendes stemme i en kirke bliver både rørende og magisk. Kombinationen af klassiske julesange, egen musik og den akustiske klang i kirkerummet giver koncerten en helt særlig karakter.

Julen kulminerer med endnu en lokal begivenhed, når Electric Guitars med Fredericias egen Søren Andersen vender hjem til et brag af en homecoming-koncert kort før jul. Det bliver en aften, der traditionen tro samler både lokale, hjemvendte studerende og publikum, som vil ønske hinanden glædelig jul inden ferien for alvor begynder. Ifølge Kirstine Uhrbrand er der allerede rift om billetterne, og aftenen bliver med garanti en af de mest energiske i december.

Mens juleshowene fylder nu, har billetsalget generelt været stærkt gennem hele efteråret. Uhrbrand fortæller, at huset i lang tid har mærket en stor opbakning fra publikum, og flere koncerter til næste år er allerede udsolgt, inden kalenderbladet overhovedet er vendt. Det gælder både de store stående koncerter i Eksercerhuset og de mere intime aftener i Tøjhuset. Kombinationen af kendte navne, lokale talenter og nye musikalske retninger har ramt noget, som publikum i Fredericia og omegn tager til sig.

De mange nye offentliggørelser peger på et forårsprogram, der rækker bredere end nogensinde før. I februar gæster de unge Middelfart-bands Sprittede og South of Limbo Tøjhuset i en dobbeltkoncert, der viser den lokale musikscene fra sin fremadstormende side. Den dansk-norske trommeslager og kunstner Øyunn kommer lige efter og placerer trommesættet midt på scenen i et show, der både udfordrer og begejstrer. I marts rammer byen Solar Festival, en ny elektronisk festival i Eksercerhuset, der præsenterer et helt andet musikalsk miljø end de traditionelle rock- og popaftener. Og allerede dagen efter står Fredericias egne SYNC klar til at varme op for Iris Gold i Tøjhuset, hvilket giver scenen en stærk lokal forankring.

Foråret bringer også store navne som Sanne Salomonsen, der spiller i Eksercerhuset i maj, og en afskedskoncert med Niels Skousen, som mange betragter som en af dansk musiks mest markante fortællere. Nashville Nights vender tilbage i maj, og senere på året kan publikum se frem til Clearwater Creedence Revival, hvor en række internationale rockmusikere giver liv til musikken fra et af rockhistoriens mest ikoniske bands.

Derudover kommer også comedy, hvor Martin Kanstrup allerede har et ekstra show på programmet, og singer-songwriter-koncerter med MC Hansen og Perry Stenbäck. For børnefamilierne er der alt fra Onkel Reje til Sebastian Klein. Det betyder, at både børn og voksne kan finde oplevelser i foråret, der passer netop dem.

Uhrbrand fortæller også, at der om få uger lanceres en ny folkemusik-række i Tøjhuset, og at hele forårsprogrammet bliver endeligt offentliggjort omkring jul. Hun fremhæver blandt andet Alberte Winding, der gæster Eksercerhuset den 30. januar, og som et eksempel på en stærk dansk stemme, publikum kan se frem til.

Midt i denne eksplosion af koncerter ligger der også en åbenlys julegaveidé. At give en oplevelse. For som Uhrbrand påpeger, er der nok at vælge imellem, uanset om man vil give billetter til børnene, bedsteforældrene eller sin partner. Hun nævner også den kommende koncert med Peter Bellis søn, der spiller sin fars musik med et hold danske topmusikere, som en gave, der både rummer nostalgi og kunstnerisk kraft.

Selv om huset oser af aktivitet, er det hele bundet sammen af én fælles oplevelse: At skabe musikalske møder mellem mennesker. Tøjhuset og Eksercerhuset er blevet steder, hvor generationer, genrer og historier mødes i et levende kulturelt fællesskab. Og det er netop dette fællesskab, Kirstine Uhrbrand glæder sig til at videreføre og udvide i det nye år.

Ny endags-musikfestival præsenterer Medina, Gilli, Blæst og Hjalmer i Kongens Have

0

Kongens Have i Odense bliver næste sommer endnu en gang centrum for nogle af landets største musiknavne. Den 14. august løber en helt ny endagsfestival, Kongens Have Live, af stablen med Medina, Gilli, Blæst og Hjalmer som hovednavne.

Festivalen er skabt i et samarbejde mellem H.C. Andersen Festivals og koncert- og eventbureauerne BrandM Live og EventC. Sammen ønsker de at styrke musikprofilen under den store odenseanske bykulturfestival.

»Jeg er rigtig glad for at have indgået samarbejdet med BrandM Live og EventC. Vi har tidligere haft andre samarbejdspartnere omkring musikken i Kongens Have, og nu glæder vi os til sammen med yderligere to stærke aktører at kunne præsentere en ny endags-musikfestival i den smukke, kongelige have,« siger festivaldirektør Peter Bøgholm.

Festivalens nye samarbejdspartnere er vant til at fylde fynske scener. BrandM Live står årligt bag 25-30 koncerter i Odense og på Fyn, og direktør Lars Peter Hermansen ser stort potentiale i det nye format.

»Vi ser i dén grad frem til at bidrage til en styrkelse af musikprogrammet i Odense og på H.C. Andersen Festivals. H.C. Andersen Festivals er en kulturel signaturbegivenhed for Odense, og vi glæder os til med vores erfaring og faglige ballast at være med til at løfte festivalens musikoplevelser.«

Med de fire kunstnere er der lagt op til en bred musikalsk oplevelse. Medina med sine ikoniske hits som Kun for mig og For altid, Gilli med generationens store streamingfavoritter, Blæsts energiske popunivers og Hjalmers nærværende sangskrivning.

Hermansen håber, at helheden løfter festivalen frem mod nye musikalske højder.

»Vi er stolte over at kunne præsentere noget af det ypperste fra den danske musikscene. Med de fire kunstnere og Kongens Haves trækroner og charme er jeg sikker på, at ’Kongens Have Live’ kan blive Odenses nye, store endags-musikfestival.«

H.C. Andersen Festivals ser også Kongens Have Live som første skridt i en større musikalsk satsning. Efter sammensmeltningen med Odense Blomsterfestival råder festivalen nu over to weekender i Kongens Have, hvor der er plads til nye koncepter.

»Vi havde lyst til at ryste posen og supplere med nye formater. Vi har samarbejdet med BrandM Live gennem mange år, og derfor tror vi også på, at ’Kongens Have Live’ bliver en succes og et tilbagevendende musiktilbud. Samtidig er det ambitionen, at vi snart kan løfte sløret for andre musiksamarbejder,« siger Peter Bøgholm.

Festivalen støttes desuden af Odense Håndbold, Ticketmaster og Albani.

Billetsalget åbner fredag den 5. december klokken 12.00.

Præsten i Vejlby vender tilbage – nu som uhyggelig krimiforestilling i Fredericia

0

Mandag den 8. december bliver Fredericia Musicalteater centrum for en af dansk litteraturs mest gådefulde fortællinger. Her opføres Præsten i Vejlby, den klassiske kriminovelle af Steen Steensen Blicher, i en ny, mørk teaterfortolkning produceret af Folketeatret.

Inden forestillingen kan publikum dykke endnu længere ned i fortællingens historiske lag. Som noget nyt inviterer Fredericia Bibliotek til et pretalk med litteraturanmelder og foredragsholder Bo Tao Michaëlis, der kalder Præsten i Vejlby verdens første krimi. Pretalket finder sted på Fredericia Bibliotek kl. 18.00–18.45, og arrangementet byder på et glas rødvin og lidt snack. Her er der dog allerede udsolgt.

Præsten i Vejlby bygger på virkelige begivenheder fra 1626 i Vejlby Sogn ved Grenå. Historien begynder, da præstens karl, Niels, forsvinder sporløst efter et skænderi. Den nye og uerfarne herredsfoged – der samtidig er præstens kommende svigersøn – tvinges til at opklare sagen. Men efterhånden som efterforskningen skrider frem, vælter hemmeligheder frem. Gammelt nag, forsmået kærlighed og moralske sprækker afslører et lokalsamfund, der ikke er så fredeligt, som det giver sig ud for at være.

Det er en fortælling, der både rummer true crime-fascination, dramatisk spænding og kulturhistorisk betydning. Novellen fra 1829 er en del af Kulturministeriets Kulturkanon og anses som et af de tidligste eksempler på krimigenren i verdenslitteraturen.

I teatersalen er publikum ikke blot vidner, men måske også deltagere. Forestillingen lover en uhyggelig stemning – og en mulighed for, at publikum kan være med til at påvirke slagets gang. Det store spørgsmål bliver, om man selv kan gennemskue, hvem morderen er.

Præsten i Vejlby opføres i Fredericia Musicalteaters store sal kl. 19.30. Forestillingen varer 120 minutter inklusiv pause. Billetter kan købes her

Fakta
Dato: Mandag 8. december 2025 kl. 19.30
Sted: Fredericia Musicalteater, store sal
Produceret af: Folketeatret
Varighed: 120 minutter inkl. pause
Genre: Drama

IT IS NOT SO RING ENDDA!

0

Fredericia Musicalteaters 2025-udgave leveres af et dreamteam på den lille smukke intime julescene i Lille Sal på Fredericia Musicalteater. Via et gennemtænkt og genialt sammenhængende program bliver alle kroge i publikums følelsesregister aktiveret.

Der appelleres til intellektet og alle sanser. Ja, med skønsang af ypperste kvalitet, musikalitet og indlevelse vil man på mirakuløs vis også smage og lugte julen. Man får noget i nuet og med hjem til eftertanke. Fredericia Musicalteater burde modtage en klækkelig donation fra Novo Nordisk Fonden, for her finder man den ultimative kur mod hardcore mavesur julefornægtelse.

Juleminder

Julekalenderen åbnes og ud springer 24 stykker varieret musikalsk julekonfekt. ”Life is like a box of chocolates. You never know what you´re gonna get.” Det overordnede tema er juleminder, som i løbet af året er indsamlet blandt publikum. Med disse input kædes forestillingen magisk sammen til en helstøbt oplevelse. Hvad føler og tænker mennesker i denne højtid.

Ja, hvad kommer man igennem i løbet af livet. Dage med svigt, savn, sorg, vrede, ufred og ensomhed. Men også fællesskab, fred, forventning, glæde, morskab, tro, håb og kærlighed.

The dreamteam

Der var lagt op til noget stort, da holdet til ”Jul på Teatret 2025” blev præsenteret. Men som i sportens verden kan selv stjernehold skuffe. Men her vises individuel og holdmæssig kvalitet. Med afstemt rollefordeling og en god forberedt taktik spiller det bare!

Hvad vil man sige, hvis man som cheftræner trykker på knappen til en timeout? Ja, bliv ved! I synger spiller og leverer uden sammenligning.

Vokalpolitiet kan muligvis finde få feinschmecker fejl-pitch, når to fremragende sangere i Maria Carrie højderne duellere/chaser, men sådan er liveperformance. Nærværende, sårbar og upoleret levende musik! Kom selv og oplev det!

Man kan sagtens komme og blive underholdt – men også tage med sig, at her ligger der holdning under! Alle fire personligheder synger så underfuldt rent både i top og bund. Enkeltvis lækkert, men man frydes især, når alle erobrer scenen med flerstemmig sang. Artikulationen er så perfekt, at enhver fatsvag og halvdøv får alle ord med.

De fire stjerner skinner i mørket. Ja – ”englene synger højt i kor”!

Medvirkende

Maria Skuladottir:

Maria udfylder rollen som den sikre trygge stemme, der med en tindrende klar røst, som en stjerne i en frostklar vinternat, lyrisk fortolker enhver sang, så man virkelig også lytter og opfatter teksten. Flere sange får tilført nye dimensioner og efterlader en stjerneregn af tanker hos den enkelte.

Mads Æbeløe Nielsen:

Den enestående musikalske og tekstmæssige unike musicalkreatør beviser sin alsidighed. Krænger sjælen ud af sin musikalske slanke statur (det må man vel godt sige om en mand?) i de mere vilde og soulede og rytmiske sange, så man rystes og imponeres!

Cecilie Thiim:

Gud, hvor jeg dog elsker denne dejlige gakkede kvinde på en scene! Selv om hun hovedsagelig har rollen som den morsomme, falder hun ikke i ”Dirch Passer-fælden”. Hun bliver taget alvorlig, når det ér seriøst og alvorligt! Alle klapper jo nok heftigst efter sjove vilde numre, så derfor fik Cecilie i My simple Christmas wish fortjent det største bifald efter optrinet, hvor hun aggressivt stolpede rundt i et storladent Disney-skrud.

Med ordene ”Jeg vil være rig, berømt og magtfuld” kunne jeg ikke undgå at skæve lidt til de talrige byrødder, der på premiereaften sad i salen.

Lars Mølsted:

Indtager i nogle numre rollen som den sårbare bløde mand. Hvor er han dog nær med sin vokal og indlevende emotionelle mimik og tolker det følsomme og umiddelbart stillestående tomrum med pause og ro til eftertænksomhed.

Brillerer især i Joni Mitchells ”River”. En sang med en smertefuld rørende bagvedliggende virkelighed.   

Tårer hos den grådlabile

Kunst har kun en vision, hvis den berører beskueren eller lytteren.  Jeg blev berørt flere gange. Måtte også knibe en tåre, fordi udførelsen var så fyldt med kvalitet og professionalisme. Tanker i hovedet poppede op. F.eks. med minder om dem, der ikke er her mere eller påmindelse om krigen i Ukraine.

Humor – rent grineren

Modsat er her også meget skæg og ballede. Som nævnt i My simple Christmas wish, i Gnags’ julesang og ikke mindst i et forrygende medley med sange fra De Nattergales The Julekalender.

Salmer og fællessang

Man kan frygte, når en salme er på programmet. Bliver det en plat afliring? I Jul på Teatret får alle sange og salmer mening og betydning. Selv Et barn er født i Betlehem, som længe har hængt mig ud af halsen, har jeg efter denne aften taget til mig igen. Det skyldes fremførelsen, hvor indlevende sang og det musikalske velarrangerede akkompagnement løfter det hele. Så det blev en nærværende og intim oplevelse, da performerne kom tæt på publikum, og vi alle blev medvirkende i en fælles sang!

Kapelmester: Thomas Møller, som vel skal akkrediteres for skønne rytmiske  arrangementer krydret med spændende modulationer. (På premieredagen jonglerede Teaterdirektør Thomas Bay grundet sygdom på tangenterne, og han kan i fremtiden også besmykke sig med kælenavnet ”Vikaren fra himmelen”!)

Bas: Søren Østergaard Pedersen
. Det er nu dejligt med en velspillende gulvbas frem for en elbas. Den giver sangere mere fylde og intimt nærvær.

Trommer: Frederik Larsen. Velafstemt slagtøj – her bliver der ofte anvendt de mere afdæmpede whiskers? Så afdæmpet at jeg først fik øje på Frederik til slut.

Lysdesigner Martin Jensen,
lyddesigner Peter Løvenhardt, Susanne Morthorst Staal (kostumer), scenograf Jonas Vestergaard
 og ikke mindst instruktør Liv Stevns
 kan jeg kun applaudere for sammen med alle medvirkende at levere en visuel og lydmæssig oplevelse. 

Nu må der da snart være en tv-kanal, der i juledagene viser Jul på Teatret, for det findes ikke bedre!

GUD, hvor en himmelsk aften. NU glæder jeg mig da virkelig til jul! Spilleperiode: 27.11.2025 – 14.12.2025

Guitarvirtuosen Robben Ford gæster Vejle Musikteater med nyt album

0

KULTUR. Vejle Musikteater får internationalt besøg, når den anerkendte guitarist Robben Ford den 14. oktober indtager Store Sal med sit kommende album Two Shades of Blue. Publikum kan se frem til en koncert, hvor kreativitet, følelser og teknisk overskud går op i en højere enhed.

Robben Ford beskrives som en musiker, der formår at skabe en helt særlig stemning, så snart han slår den første tone an. Koncerterne er kendt for at være både dybt tilfredsstillende og udfordrende, og Ford regnes verden over for en mester på sit instrument.

Karrieren strækker sig over mere end fem årtier, hvor han har spillet med nogle af musikhistoriens største navne. Listen tæller blandt andre Joni Mitchell, Miles Davis, George Harrison, Bonnie Raitt, Bob Dylan, John Mayall, Larry Carlton, Mavis Staples og mange flere.

Det nye album Two Shades of Blue, der udkommer til foråret, er optaget gennem to forskellige studiesessioner. Den ene er skabt i samarbejde med Larry Goldings, Darryl Jones og Gary Husband som en hyldest til Jeff Beck. Den anden består af fem indspilninger med Robben Fords engelske band og har et mere vokal- og bluesorienteret udtryk. Albummet indeholder også en nyfortolkning af John Lennons klassiker Jealous Guy.

Live er Robben Ford kendt for sin intense tilstedeværelse og evnen til at spille direkte på publikums energi – og samtidig sende musikalske overraskelser af sted, når man mindst venter det. Koncerten i Vejle Musikteater bliver en sjælden mulighed for at opleve guitarmesteren i intime omgivelser.

Billetter kan købes fra tirsdag den 2. december klokken 10.00 via vejlemusikteater.dk.

Historiske Michael Hansen forlænger med FC Fredericia

0

FC Fredericia fortsætter samarbejdet med cheftræner Michael Hansen, der nu har sat sin underskrift på en ny aftale frem til sommeren 2028. En aftale, der sikrer kontinuitet omkring manden, som har været med til at definere klubbens sportslige udvikling siden 2020.

Hos direktør Stig Pedersen har ønsket om en forlængelse været udtalt gennem længere tid – også midt i en periode, hvor resultaterne har været udfordrende. »Vi har forhandlet igennem længere tid og der har været et stort ønske fra klubbens side om at forlænge med Michael Hansen. Selvom vi resultatmæssigt er inde i en svær periode, som vi havde forudset ville komme,« siger Stig Pedersen.

Michael Hansen har skrevet sig ind i klubbens historiebøger. Først med en række markante sportslige løft – og siden som træneren, der førte FC Fredericia op i landets bedste række for allerførste gang. Det står centralt i klubbens vurdering af ham. »Michael har leveret store resultater i sine første fem år og vi er overbevist om at Michael har både færdigheder, vilje og lyst til fortsat at skabe flere store resultater i samarbejde med det øvrige trænerteam,« siger Stig Pedersen.

For Michael Hansen er beslutningen tæt knyttet til klubbens identitet og projekt. Han fortsætter, fordi rejsen ikke er færdig. »Jeg er stolt af den rejse, vi har været på sammen, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet. FC Fredericia betyder utrolig meget for mig, og jeg føler mig privilegeret over at være en del af denne klub,« siger han.

Han peger på, at holdet stadig befinder sig i en udvikling, hvor potentialet ikke er foldet helt ud endnu. »Sportsligt er vi i en udvikling hvor vi ikke har set vores topniveau endnu. Jeg glæder mig utroligt meget til at se både trænerteamet og truppen udleve det enorme potentiale som jeg ved der er og vi er godt på vej,« siger Michael Hansen.

Michael Hansen blev ansat i FC Fredericia den 30. august 2020. Med den nye aftale er han bundet til klubben frem til 30. juni 2028 – og fortsætter dermed som en af de mest markante skikkelser i FC Fredericias nyere historie.

Flere danskere skal kunne se store sportsbegivenheder på tv

0

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil sikre, at markante sportsøjeblikke i fremtiden bliver tilgængelige for langt flere danskere. Derfor forbereder han nu en ny sportsliste, der udvides med både Tour de France, kvindefodbold og de paralympiske lege. Udspillet kommer efter flere år, hvor store slutrunder kun har været tilgængelige på kanaler, som en mindre del af befolkningen har adgang til.

Da kvindelandsholdet spillede EM i juli, kunne kun et mindretal følge med på TV3 og TV3+. Tilsvarende er herrernes VM-kvalifikationskampe blevet sendt på Discovery og Kanal 5, som kun kan ses af en begrænset del af danskerne. Ved OL i Tokyo i 2021 var senderettighederne delt mellem DR og Discovery, og det betød, at kun halvdelen af sportsgrenene blev vist på landsdækkende tv. Det er den udvikling, ministeren nu vil ændre.

Bekendtgørelsen, der sendes i høring, foreslår, at de tv-kanaler og tjenester, som mindst 60 procent af danskerne bruger hver måned, får førsteret til at byde på rettighederne til de store sportsbegivenheder. Det betyder i praksis, at DR og TV 2 får en klar fordel i budrunden.

Derimod siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt:
»I en polariseret og usikker verden med krig og kriser er det vigtigt, at vi kan samles om større sportsbegivenheder som OL, paralympiske lege og fodbold- og håndboldslutrunder. Der er desværre mange danskere, som ikke har mulighed for at juble med, når begivenhederne løber henover skærmen. Med en ny sportsliste vil jeg gerne give de tv-kanaler, som danskerne bruger mest, en forlomme. Det betyder forhåbentlig, at flere sportsbegivenheder bliver tilgængelige for danskerne.«

Udspillet ligger i forlængelse af medieaftalen for 2023-2026, hvor det allerede er besluttet, at der skal indføres en ny sportsliste. Rettighederne vil dog fortsat blive forhandlet på markedsvilkår, og der er ingen garanti for, at DR eller TV 2 ender med rettighederne.

Ifølge høringsoplægget lægges der op til, at følgende begivenheder fremover bliver omfattet af sportslisten: sommer- og vinter-OL, de paralympiske lege, alle Danmarks kampe ved VM- og EM-slutrunder i både fodbold og håndbold for herrer og kvinder, kvalifikationskampene til disse turneringer samt Tour de France. Det betyder en markant udvidelse, som skal sikre, at store sportsbegivenheder i højere grad bliver fælles nationale øjeblikke.

Suset 2026 løfter sløret for de første 10 musiknavne

0

KULTUR. Der bliver både pop, rock, hiphop og nye stemmer på programmet, når Suset til august vender tilbage til Esbjerg for tredje gang. Festivalen kan nu præsentere de første 10 navne til Suset 2026, og øverst på plakaten står en af landets mest folkekære artister, Rasmus Seebach, der for første gang i 13 år vender tilbage til Esbjerg.

Det er ikke småting, festivalgæsterne kan se frem til. Blandt de øvrige offentliggjorte navne finder man Benjamin Hav & Familien, Dizzy Mizz Lizzy, Guldimund, Drew Sycamore, Katinka, Rune Rask, Soleima, URO og Zar Paulo. Tilsammen tegner de et program, der spænder bredt og viser, at Suset fortsat satser stærkt på at bringe nogle af landets mest markante musikere til byen.

Festivaldirektør Tobias Kippenberger lægger ikke skjul på, at årets første offentliggørelse er noget ganske særligt for arrangørerne. Han siger »Vi er enormt glade og stolte over, at vi har fået mulighed for at bringe Rasmus Seebach tilbage til Esbjerg for første gang i 13 år. Seebach har været soundtracket for en hel generation, og hans seks arenakoncerter i dette efterår har kun understreget, at han er mere populær end nogensinde før. Dagens 10 navne repræsenterer et bredt udsnit af det allerbedste fra den danske musikscene med noget for enhver smag, som jeg er sikker på, vil være med til at gøre Suset 2026 til den hidtil bedste udgave af vores unge festival. Og der er meget mere på vej, når vi den kommende tid kan præsentere endnu mere musik – både til hovedscenerne og til den nye, mere intime scene i Byparken«.

Offentliggørelsen kommer blot en uge efter, at Suset annoncerede en markant udvidelse af festivalområdet, hvor Byparkens grønne rammer fremover bliver integreret med festivalens rå havnemiljø. Dermed får både musikere og publikum endnu mere plads at udfolde sig på.

Rasmus Seebach bliver uden tvivl et af de helt store trækplastre. Han har gennem mere end et årti været en af Danmarks mest populære sangere og vender nu tilbage med både nye sange og velkendte hits. Det bliver første gang siden 2013, at han går på scenen i Esbjerg.

De ni øvrige navne giver et bredt indblik i den danske musikscene anno 2026. Benjamin Hav & Familien fortsætter med deres energiske og humoristiske liveshows. Dizzy Mizz Lizzy tager deres rockklassikere med til havnen. Guldimund kommer med nyt materiale og sin karakteristiske blanding af sårbarhed og styrke. Drew Sycamore er tilbage med sit fjerde album og Danmarks mest spilletidssikrede popsange. Katinka, Rune Rask, Soleima, URO og Zar Paulo fuldender en varm og alsidig første offentliggørelse, der rammer både de store følelser, den rå energi og de helt nye tendenser.

Billetterne til Suset 2026 er allerede sat i salg på suset.dk, hvor priserne afhænger af kategori og tidspunkt for køb. Festivalen finder sted 21.–22. august 2026 på Esbjerg Havn og i Byparken. Arrangørerne lover, at flere musiknavne er på vej de kommende uger – og at årets program kun lige er begyndt at tage form.

Regeringen vil slå hurtigere ned på bankers ulovlige gældsinddrivelse

0

POLITIK. Stoler man på sin bank, skal man kunne regne med, at de krav, man får, også er korrekte. Men en række sager de seneste år har vist, at flere af landets største banker har opkrævet gæld fra kunder, som slet ikke skyldte pengene. Nu vil regeringen stramme reglerne markant, så ulovlig gældsinddrivelse kan stoppes langt hurtigere.

Både Danske Bank og Nordea har tidligere været i centrum for omfattende fejl, hvor henholdsvis omkring 355.000 og 154.000 inkassosager har været berørt. Finanstilsynet har allerede udstedt 22 påbud til fem banker i forbindelse med sagerne. Men fremover skal tilsynet have skarpere redskaber til at gå direkte efter de banker, der fortsætter med at inddrive gæld, selv om de ved – eller burde vide – at den er forkert opgjort eller forældet.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger »Man skal kunne stole på sin bank. Desværre har vi set slemme eksempler på, at helt almindelige danskere har fået opkrævet penge, de slet ikke skyldte, fordi nogle af vores største banker ikke har haft styr på deres systemer. Nu sikrer vi, at der handles hurtigere i fremtiden, hvis bankerne opkræver gæld ulovligt fra deres kunder. Samtidig har Finanstilsynet tydeliggjort, hvad de forventer af bankerne på det her område. Derfor ser vi forhåbentlig ikke flere sager, hvor sagesløse bankkunder får opkrævet gæld i strid med dansk lov«.

Regeringen foreslår, at Finanstilsynet fremover får mulighed for straks at politianmelde en bank, der systematisk inddriver gæld, som banken burde have vidst var forkert. I dag kan tilsynet kun politianmelde, hvis et tidligere påbud ikke bliver fulgt. Derudover lægger regeringen op til, at bankernes ledelser får et skærpet ansvar for at sikre, at sager om ulovlig gældsinddrivelse bliver håndteret korrekt og rettidigt. Finanstilsynet skal løbende have indblik i, hvordan oprydningen skrider frem.

Som led i indsatsen har Finanstilsynet netop udsendt en vejledende udtalelse, der præciserer kravene til bankerne. Kombinationen af de nye initiativer og tilsynets retningslinjer skal være med til at forhindre, at helt almindelige bankkunder igen ender i situationer, hvor de modtager krav på gæld, de aldrig har haft.

Mathias Gidsel i eksklusivt selskab

0

SPORT. Håndboldprofilen Mathias Gidsel er nu officielt blandt kandidaterne til prisen som Årets Sportsnavn. Det står klart, efter Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark har offentliggjort alle 15 nominerede til den prestigefyldte hæder.

Nominationen kommer efter et år, hvor Gidsel igen har leveret præstationer i absolut verdensklasse. For andet år i træk blev han kåret som verdens bedste håndboldspiller, og hans 2025-sæson bød desuden på titler som den mest værdifulde spiller ved både VM og i Champions League. I begge turneringer sluttede han også som topscorer.

Med landsholdet sikrede han sig VM-guldet, mens han i klubtrøjen hos Füchse Berlin kunne løfte pokalen som tysk mester. Også her blev han hædret som sæsonens bedste spiller.

Blandt de øvrige nominerede finder man markante navne som Holger Rune, Jonas Vingegaard og Anders Antonsen, der tilsammen tegner et stærkt felt på tværs af dansk elitesport.

Prisen som Årets Sportsnavn har været uddelt siden 1991, hvor håndboldens profiler fem gange har løbet med titlen. Senest i 2023, hvor herrelandsholdet modtog hæderen.

Fremover gives prisen udelukkende for individuelle præstationer, mens holdpræstationer belønnes med den nye pris Årets Hold.

Vinderen afsløres ved sportsgallaen Sport 2025 i Jyske Bank Boxen i Herning lørdag den 3. januar 2026. Her vil en dommerkomité pege på, hvem af de 15 nominerede der får årets største danske idrætstitel.