Borgmester og formand indviede Tråden: Middelfarts nye kulturelle kraftcenter

Af
Janus Bang
-
0

Fredag den 20. september 2025 vil blive husket som dagen, hvor Middelfart tog endnu et stort skridt i sin udvikling. Byens nye kultur- og samlingssted, Tråden, blev officielt indviet, og både borgmester Johannes Lundsfryd-Jensen og Trådens bestyrelsesformand Per Jørgensen markerede begivenheden med taler, der bandt fortid, nutid og fremtid sammen.

En historisk ramme

Borgmesteren lagde vægt på, hvordan Tråden er opstået i industribygninger, der tidligere summede af liv fra Nordisk Kabel & Tråd.

»Jeg kunne ikke forestille mig noget mere rigtigt til at markere denne milepæl i transformationen af Trafikhaven end Sankt Kårets Skjold, som blev stiftet af arbejdere fra Nordisk Kabel & Tråd for 125 år siden,« sagde han i sin åbning.

Han mindede om, at hvor råstoffer og varer engang flød gennem hallerne, er det nu kultur, musik og fællesskab, der skal præge området.

Fra idé til virkelighed på rekordtid

Per Jørgensen, formand for Tråden, fulgte op med at understrege, hvor hurtigt projektet er blevet til virkelighed.

»Det er et projekt, hvor vi er gået fra handling til opførelse på rigtig kort tid. Det er sket i et stærkt samarbejde med Middelfart X, Erhvervsforum, byrådet og kommunen, som har været utroligt velvillige i forhold til både godkendelser og støtte,« sagde han.

Ifølge formanden startede hele idéen med et ønske om at skabe et sted for byens unge.

»Det har været drivkraften fra starten. Vi havde nogle fantastiske arealer i de gamle haller, og vi kunne dårligt finde en bedre udsigt. Det var et super setup, og derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle skynde os at komme i gang,« forklarede Per Jørgensen.

Et hus bygget på frivillighed

Trådens formand understregede, at alt bestyrelsesarbejde er baseret på frivillighed, og at overskuddet fra huset skal tilbage til unge i Middelfart.

»Jo flere vi kommer herind, og jo mere vi genererer, jo mere kan vi sende tilbage til de unge i byen. Det kan være som økonomisk støtte til aktiviteter og projekter. Det synes jeg er en rigtig fin idé,« sagde han.

Samtidig rettede han en særlig tak til husets direktør, Maja, der har stået i spidsen for de første udfordrende måneder med tre store aktører under samme tag.

Arkitektur med liv i centrum

I sin tale knyttede borgmester Johannes Lundsfryd-Jensen projektet til arkitekten Jan Gehls filosofi om, at man skal skabe liv, før man bygger boliger.

»Kunsten er ikke bare at bygge nyt, men at skabe miljøer, som er rare for mennesker at være i. Det er den filosofi, vi forfølger i byrådet. Og med indvielsen af Tråden skaber vi liv,« sagde han.

Tråden rummer i dag en koncerthal med plads til 2.000 mennesker. På sigt følger en bypark, der skal brede sig ned til Lillebælt med et bassin til badning. Derefter bygges nye boliger, der skal danne ramme om en levende bydel.

Unge i fokus

Borgmesteren rettede samtidig blikket mod unges trivsel.

»For en generation siden var unge de mest lykkelige. I dag viser undersøgelser, at unge er den mindst lykkelige aldersgruppe. Alt for mange bøvler med angst, præstationspres og lav trivsel. Sådan skal det ikke være. Unge skal trives. Vi skal alle sammen trives,« sagde han.

Som svar på udfordringen er Kabel 29, et nyt ungemiljø, etableret i tilknytning til Tråden. Det er i høj grad de unge selv, der har bygget stedet, blandt andet med hjælp fra tømrer­lærlinge fra EUC Lillebælt.

En særlig tak gik til ildsjælen Carla Arvad Meyer, som borgmesteren fremhævede for sit utrættelige arbejde med at samle unge og skabe rammerne for et fællesskab.

Partnerskaber og ildsjæle

Begge talere fremhævede partnerskaberne som afgørende. Både kommunen, erhvervslivet, lokale foreninger og frivillige har løftet i flok.

En central rolle spiller også Gamborg Bryghus, hvis stiftere Stefan, Danny og Jesper nu driver Fyns næststørste spisested i huset.

»I har satset alt på at lykkes. Tak for at give sjæl med ind i Tråden,« lød det fra borgmesteren, da de tre blev kaldt frem til hyldest.

Et kulturelt hjerte i Middelfart

Både borgmesteren og formanden var enige om, at Tråden skal blive et nyt samlingspunkt for hele kommunen.

»Jeg håber, at det her bliver et kæmpe samlingssted for Middelfart – for unge mennesker, for events og for byen som helhed. Det fortjener vi,« sagde Per Jørgensen.

Og borgmester Johannes Lundsfryd-Jensen rundede dagen af med ordene:

»Med Tråden får vi et samlingspunkt, der bliver kommunens kulturelle centrum og endnu et eksempel på, hvordan Middelfart bygger bro – både mellem landsdele og mellem mennesker.«

Thomas Bay fandt hjem i teatret

Af
Andreas Andreassen
-
0

KULTUR. Det begynder ikke i kulissen med en projektør, der tænder. Det begynder i Sverige med en dreng, der flytter igen og igen. Husqvarna. Jönköping. Tilbage til Husqvarna. Nye klasseværelser med nye blikke. Et klaver, der står som en stille ven i hjørnet. En familie, der bærer kultur som andre bærer værktøj. Og en fornemmelse af at høre til et sted, som endnu ikke har et navn.

Faderen er læge og ender med et speciale i kræftsygdomme. Han er fra Vejle og har arbejdet sig op helt nedefra. Selvskabt og stædig på den måde man bliver, når muligheder ikke serveres, men må findes. »Min far kommer fra fattige kår. Han er selfmade og det er hans søskende også. Han er et eksempel på, at man kan forme sit eget liv« siger Thomas Bay. Ordene ligger roligt. De fortæller ikke alt, men nok til at forstå kompasset.

Moderen er fra Randers. Grafiker. Datter af en morfar der tegnede togsæt. Hun har det stensikre øje og den rolige hånd. Som ung elev vandt hun en konkurrence med en plakat om de to Lillebæltsbroer. En elev der tegnede sig ind i en historie som andre siden kom til at køre forbi hver dag. »Jeg kommer fra en broget flok« siger han og der er et lille smil i stemmen.

Storebroren er seks år ældre. Han er forsker indenfor biokemi på Göteborgs Universitet og skriver i øvrigt selv musik i sin fritid med sin kone. »Han er den kloge. Jeg er kunstneren« siger Thomas uden mindste spor af mindreværd. Familiebordet har plads til begge veje i livet. Det var varmt derhjemme men skolen var noget andet. »Jeg blev moppet. Jeg blev skubbet ind i en busk. Jeg var tilflytteren. En følsom sjæl, der ikke kunne sige fra. Og jeg sagde det ikke til mine forældre« fortæller han. Det er råt sagt, men uden bitterhed. For der var et klaver.

Klaveret blev et fristed. Et rum, hvor hænder kunne svare igen, når munden ikke kunne. Han gik til undervisning og vandt en klaverkonkurrence. Spillede med broren. Øvede på gehør. Lod musikken bære alt det, der var svært at forklare. »Når jeg ikke kunne svare igen i skolegården, så kunne jeg udtrykke mig ved tangenterne« siger han. Den slags sætninger ligner en nøgle, man kan bære videre i livet.

Ferierne var fyldt med museer, kirker og sange. Smalle franske film i biografen. Korfællesskaber og mandskor i Folkeparken den 1. maj. Medborgerskoler, hvor børn kunne få et instrument i hænderne og mærke at kultur ikke kun er noget, man kigger på, men noget man gør. Moderen tegnede i hånden. Senere kom de første computere og programmerne, der skulle forandre en hel branche. Moderen lærte børnene, hvad en streg kan betyde. Faderen lærte, hvad en indsats kan ændre. Tilsammen er det en ramme, man kan vokse i.

I ottende klasse flytter familien til Odense. Faderen får arbejde på OUH. Det bliver en ny begyndelse for drengen fra Sverige. Han forstår dansk, men taler det ikke flydende og trætheden ligger tungt om eftermiddagen, hvor alt stadig lyder fremmed. »Svensk sarkasme er noget andet. I Danmark tager man pis på hinanden. Jeg skulle lære spillereglerne« siger han. Det bliver Henriette Hørlücks Skole og siden Nordfyns Gymnasium. Han kalder det et bondegymnasium uden fristelser, men med tid. Tid til at læse. Tid til at spille basket og badminton. Tid til musik.

Musikken får ham ind i skolens musical. Han synger. Nogen siger, at det lyder godt. Det er måske det vigtigste nogen kan sige til et ungt menneske, der har været for meget alene. »Jeg havde følt mig forkert hele mit liv. Pludselig stod jeg i et fællesskab, hvor jeg passede ind. Tillid og tryghed gav en opblomstring. Det var magisk« siger han. Derfra går det slag i slag. Sommersang på Sydfyn. En konkurrence i Ikast, hvor han vinder. Samme år en pris i musicalmiljøet. Det er ikke et brag. Det er mere en støt stigning, hvor dørene åbner sig fordi han banker på og nogen hører melodien.

Han tager et år i London, hvor han arbejder på vinbar om aftenen og tager sangtimer om dagen. Han bliver bedre til engelsk. Bedre til at stå i sin egen krop i en by, hvor alle vil noget med scenen. Hjemme i Odense begynder han på SDU, hvor han læser erhvervsøkonomi og organisation. Forældrene ønsker det solide. Sønnen mærker noget andet. »Min far syntes, jeg skulle noget seriøst. Men hjertet var ikke med« siger han. Han søger ind på Musicalakademiet i Fredericia og kommer ind i første forsøg. Forældrene er bekymrede, men støtter. Bekymring er kærlighed i arbejdstøj.

På Akademiet havner han i et hold, der vil mere end at stå på række og vente på at blive valgt. De skriver og prøver og finder på. »Det hele gik op i en højere enhed« siger han. Efter endt uddannelse lander han en sæson på et teater. Og så kommer en mulighed man ikke kan planlægge. Et stipendium i England. En topskole med ganske få pladser de deler ud som små lys i mørke. Han får en af dem. Han tager af sted med sin kæreste, der senere bliver hans hustru. Men verden har besluttet sig for en finanskrise og livet bliver dyrt og fremtiden kort. West End viser sin glitrende facade, men dørene ind bagved er ikke altid til at åbne. De spiller på et operahus. Han er solist ved en stor koncert. Og de vender hver en mønt.

Efter to et halvt år vender de hjem. Bolden begynder at rulle igen. Han underviser. Han akkompagnerer. Han får roller. Han bliver kapelmester og projektleder. Den praktiske side viser sig at være lige så tilfredsstillende som spotlightet. Der er en episode, han fortæller med et grin. Et job kommer med syv dages varsel. Han øver som en besat i en uge. Kommer igennem. Og opdager, at han faktisk er blevet en langt bedre pianist på otte dage, end han selv havde forestillet sig. »Metoden virkede« siger han. Den slags erfaringer gør noget ved troen på egen proces.

Men kroppen sætter grænser og på et tidspunkt skal man lytte. Han bliver påkørt af en cyklist. Lægen siger forstuvning, men det viser sig at være et brud. En skrue og en protese bliver lagt ind i hans hånd. Nogen siger, at han nok ikke kan spille klaver mere. Det er en sætning der kan lukke et rum. Så kommer en hjernerystelse efter en stol i hovedet. Senere en mere efter et cykelfald. Alligevel står han på scenen aftenen efter som rollen kræver. »Men det sled« siger han. Til sidst er beslutningen den eneste rigtige. I 2015 tager han en pause fra scenen. Ikke som resignation, men som bevidst valg. Og så begynder telefonen at ringe med de rigtige klaverjobs. Han savner ikke spotlightet. Han savner arbejdet. Og det får han.

Samtidig sker det vigtigste uden for scenen. Han bliver far i 2012. Igen i 2015. Så i 2021. »Når man bliver forælder får man hovedet ud af egen røv« siger han og ler af sin egen formulering. »Det hjalp mig i et miljø, hvor man nemt bliver egofikseret«. Skæve arbejdstider giver tid hjemme midt på dagen. Børnene lærer, at verden ikke nødvendigvis skal ligge i 8-16. Det er bøvlet med barnepiger og logistik, men det giver frihed. Livet former sig i andre rytmer og musikken følger med.

Så kommer sorgens kapitel. Forældrene var flyttet tilbage til Sverige. Moren dør. Hun lavede keramik i et hus ved en sø i Småland. Der var karantæne og afstand. »Min mor havde ondt i hovedet. Kræften havde spredt sig til hjernen. Det kom som et chok. Jeg savner hende sgu« siger han. Familien fandt ud af, Christina var gravid lige før Thomas’ døde – så deres yngste er født i december, samme år som hun døde, det var svært ikke at tænke på hende og se ligheden, da datteren Andrea kom med sit røde hår, endnu tydeligere nu, når Andrea er blevet større og har samme charmerende gåpåmod, fortæller Thomas Bay. »Hun havde det samme røde hår som min mor. Det var svært ikke at se forbindelsen«. Sørgen bliver ikke mindre, men den får form.

Mellem de store buer af kærlighed og tab finder hverdagen sin målestok. Et job i baren i Cafebiografen i Odense. En følelse af, at et sted kan være fedt ikke kun på grund af opgaven, men fordi mennesker mødes på den rigtige måde. Projekter i Tivoli. Store produktioner, hvor han står som kapelmester. Opgaver, der bygger lag på lag. Et teater, der må bukke under. Økonomi, der skal ligge rigtigt. Et lån, der bliver lagt om i en fart. En bank, der lytter. Coronatidens sære tavshed imellem travle perioder. Og hele tiden netværk og nysgerrighed. »Jeg har ikke haft en forkromet plan. Men jeg har sagt ja, når chancerne dukkede op og jeg har arbejdet hårdt, når de gjorde« siger han.

Fredericia kalder og han siger ja. Byen er ikke den samme som i de tidlige år. Den har strammet snørebåndene og løber nu længere end før. Han søger jobbet som teaterdirektør efter en dramatisk periode. Konkurs. Et navn, der skulle løftes op igen. Et hold, der skulle samles. En tillid, der skulle genvindes. Han beskriver det nøgternt. »Jeg har haft så mange fede muligheder i min karriere, at jeg følte jeg måtte give noget tilbage. Jeg ville være med til at genrejse teatret«. Det lykkes. Teatret kommer på finansloven efter tre års opstart. En sætning som mange læser hurtigt, men som i virkeligheden vejer tungt. Det er fundament. Det er ro. Det er en blåstempling af et sted som mange troede var væk for altid.

Han taler om Fredericia med en kærlig præcision. Om byen som knudepunkt. Om netværket af gode folk, der gør tingene mulige. Om at alt er tæt på. Odense. Vejle. Kolding. Billund, hvor han drømmer om et tog en dag. Aalborg i den anden retning. Han ser for sig en bæredygtig klinge med stærke titler og et stort publikum. Ser genopbygningen fortsætte ind i noget der kan blive permanent. Ikke som i et museum men som i et orkester der spiller i nutid. »Vi kan centrere det omkring Fredericia. Vi kan lave kvalitetsforestillinger. Vi kan samle mennesker. Det er det, vi er gode til« siger han. Det lyder simpelt. Det er det ikke. Men det lyder som en mand, der ikke har brug for store ord for at gøre store ting.

Ledelse fylder mere og mere. Han nævner økonomi og adfærdsøkonomi som felter, der interesserer ham. Mennesker og tal i samme sætning. »Vi er alle kulturbærere i en by. Alle er en del af fortællingen« siger han. Han er 43 og nogen vil måske spørge, hvornår han skal videre. Svaret er lige så klart som, det er roligt. Ikke foreløbig. Nu skal teatret på den helt store klinge igen. Den slags sætninger siges bedst uden trommer. De skal hellere bevises på en spilleplan.

Han vender ofte tilbage til drengen ved klaveret. Ikke for at dyrke smerten men for at huske energien. »Jeg har aldrig haft behov for spotlightet. Jeg har haft behov for at være en kanal for kunsten. Det er det der driver mig« siger han. Der er et princip gemt i den indstilling. At man kan stå midt i noget stort uden at gøre sig selv større. At man kan give uden at kræve mere lys. At man kan lede ved at lytte.

Der er også en kærlighedshistorie midt i det hele. Han og hustruen gik på skolen i Fredericia samtidig men blev først kærester efter. De gik op og ned ad gangene i tre år som venner. Under en juleforestilling ændrede noget sig. Han kalder det en total overscoring og griner af ordvalget. Men alvoren ligger under. »Jeg elsker det, når nogen har noget på hjertet og går efter, det de vil. Det drømmer jeg også om at mine børn oplever« siger han. Den slags ønsker har en far til tre lov at have.

Fredericia er blevet et hjem. Ikke bare en adresse. Han taler om Royal Run i midtbyen og stemningen, når folk mødes. Om at byen ikke er den samme som i 00erne eller 10erne. Om at forudsætningerne nu er til at bygge endnu mere. Men også om, at det kræver, at man lytter. At man åbner ørerne og bygger bro i stedet for mur. Byens udvikling bliver spejlet i teatrets udvikling. Man må se muligheder. Man må sige ja, når chancen banker på. Og man må turde vente, når tiden kræver tålmodighed.

Hvis man leder efter en klar lære i historien om Thomas Bay, så kunne den lyde sådan her. Man kan vokse op som den følsomme dreng der bliver skubbet ind i busken og alligevel finder en vej. Man kan lære, at et klaver kan tale for en indtil stemmen selv bliver stærk. Man kan stå på en scene og senere gå væk fra den uden at miste sig selv. Man kan miste og stadig gå videre. Man kan blive leder uden at glemme at man begyndte som elev. Og man kan blive boende i en by fordi man vælger at tro på det fællesskab der gør det hele muligt.

Han formulerer det selv på sin egen nøgterne måde. »Man skal være åben over for læring. Man skal udfordre sig selv. Ellers går man i stå«. Det er en sætning der kunne hænge på en opslagstavle bag scenen. Ikke som parolens plakat, men som en stille påmindelse. Om at alt, hvad vi bygger i kulturens navn afhænger af mennesker, der tør. Mennesker, der stiller sig frem, når det gælder. Mennesker, der tør tage imod, når livet giver en chance. Når lyset falder rigtigt over scenen. Når salen trækker vejret i kor. Når musikken sætter i. Når en by begynder at tro på sig selv igen.

Thomas Bay fandt hjem i teatret. Ikke kun i bygningen. Men i arbejdet. I fællesskabet. I den måde kunst kan forandre et menneske og en by. Det er måske den mest stille og mest stædige form for forvandling. Den der begynder med en dreng ved et klaver. Og ender med en mand der får andre til at spille med.

Lørdag aften har han og teatret premiere på den store forestilling, WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical. Fredericias teaterdirektør drømmer om at løfte byen og nyder hvert et sekund af den drøm.

Ledende sprog

Af
Erik Schwensen
-
0

KUNSTEN AT LEDE. I seneste artikel i serien «kunsten at lede» skrev jeg om META-MODELLEN. Et kommunikationsværktøj som ledere med stor fordel kan anvende, både til indhentning af en mere præcis ledelsesinformation gennem en særlig spørgeteknik og som et kommunikationsværktøj lederen kan anvende i kommunikation af egne budskaber. Godt og præcist anvendt begge veje kan det give uddybende information, viden og svar til gavn for kommunikationen i virksomheden, organisationen etc. og dermed styrke den daglige ledelse, beslutningstagning, udførelse og evaluering.

Et andet effektivt kommunikationsværktøj, kaldet MILTON-MODELLEN, som lederen med stor fordel kan anvende i sin kommunikation af sin ledelse, overvejelser, beslutninger m.v., er en kommunikationsmodel, der ved sine kunstneriske uspecifikke sprogmønstre rammer modtageren på en helt særlig og effektiv måde. Det handler denne artikel om.

MILTON-MODELLEN
MILTON-MODELLEN kan vi betragte som et modsatrettet kommunikationsværktøj i forhold til META-MODELLEN. Hvor META-MODELLEN søger at præcisere vort sprog, søger MILTON MODELLEN at gøre vores bevidst kunstnerisk uspecifikt. MILTON MODELLEN blev ligeledes skabt af Richard Bandler og John Grinder tilbage i 70erne i deres afdækning af, hvilke af de vigtigste sprogmønstre en af datidens dygtigste hypnoterapeuter Milton H. Erickson anvendte med succes. En sprogmodel, som er tilgængelig og effektiv for andre at lære og anvende uden at den bliver for simpel, men bevarer sin kommunikative effekt.

Med MILTON-MODELLENs grundlæggende sprogmønstre gør lederen brug af et mere kunstnerisk uspecifikt og mere hypnotisk lignende sprog. Et sprog og en kommunikation som gør modtageren mere nysgerrig, motiveret og engageret. En sprogmodel som indfanger modtageren i sin egen model af verden og som kan lede modtageren mentalt og tanke- og adfærdsmæssigt i bestemte retninger. Det er et sprog, hvor modtageren har svært ved at lytte til afsenderens budskaber uden selv at søge at give det mening, og dermed danne ”sin egen mening” om det. Det kaldes for en Transderivational Search. Det gælder om bevist – i sproget – at give udvalgte, uspecifikke rammer, som modtageren (lytteren) efterfølgende bliver ledt til selv at fylde meningsfuldt ud.

Ved at anvende det hypnotiske, kunstnerisk uspecifikke sprog kan afsenderen (fx lederen) få modtageren til ”at drømme” og leve sig videre ind i en drøm, hvor modtageren anvender sin egen viden, erfaring, kompetencer og holdninger til selv at bygge videre på drømmen.  Vi kender det fra gode film, hvor vi bliver draget dybt ind i handlingen. Ja, vi identificerer os måske med en af rollerne. Vi kobler det måske endda til andre dele af vores liv i fortiden, netop nu eller et stykke ud i fremtiden.

Jeg lærte MILTON-MODELLEN tilbage i 2007 og har med stort udbytte anvendt det hypnotiske og kunstnerisk, uspecifikke sprog siden. Nogle af mine nærmeste vil måske sige – vel rigeligt. Og det virker.

Inden jeg går videre med et par eksempler, vil jeg dog pege på det etiske ansvar, som du påtager dig, når du anvender det hypnotiske og kunstnerisk uspecifikke sprog. Sprogmodellen er så effektfuld, at dens anvendelse nøje skal være afstemt efter gældende regler og kendetegn for God Ledelse og de samfundsetiske regelsæt, som er gældende i den verden vi lever i. I tidligere artikler har jeg givet mine bud på dette etiske ansvar.

I min tid som regimentschef anvendte jeg ofte det kunstneriske uspecifikke sprog gennem sproglige metaforer og forestillinger om fx ”forskellen på at leve livet som om du sidder i en robåd – kiggende bagud – eller leve dit liv som om du sidder i en kano og kigger fremad”, eller om du bygger ”vindmøller” frem for ”læhegn”, når ”orkaner” raser omkring din virksomhed, eller om du vil være en ”Peter Plys”(optimisten) frem for ”Æsel”(pessimisten)” i din lederstil, eller om ”at placere sig på det rigtige sæde eller bedre skifter sæde undervejs  i ”fremtidstoget” (bagerst (kigger bagud – fortiden), i midten (kigger til siderne – nutiden) eller forrest kigger fremad – fremtiden)).

En anden måde jeg anvender det kunstneriske, uspecifikke sprog på er i forbindelse med forskellige visionsarbejder. Beskrivelsen af rejsen til Det Ønskede Samfund i artiklen ”Den Ønskede By – Byudvikling er Samfundsudvikling” skrevet af Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen i antologien ”Bedre byer – En antologi om byudvikling og byudviklingsledelse” er et eksempel herpå.

Metaforerne kan bruges til at skabe billeder og forestillinger om både fortiden, nutiden og fremtiden. Billeder og forestillinger, som er forklaringer på den komplekse verden, som vi lever i. Forestillinger som samtidig giver mulighed for, at modtageren bliver motiveret og inspireret til selv at skabe og udbygge egne billeder og forestillinger, der ligger i tråd med de anvendte metaforers budskaber.

MILTON-Modellens sprogmønstre kan med stor fordel anvendes i taler, artikler, bøger, som mødeleder, moderator, mødedeltager, interviewer eller i samtaler under de mange tilfældige møder og situationer, som opstår i interaktionen med andre.

Sprogmønstre
Det kunstneriske uspecifikke sprog grupperer sig i tre hovedgrupper: Udeladelser, Generaliseringer og Forvrængninger.

Udladelser
Ved bevidst at udelade bestemte ord eller forhold i dit sprog, kan du vække modtagerens nysgerrighed og motivere til tænkning og handling – at sætte det manglende ord/begreb ind. Det kan både være udeladte ord, anvendelsen af nominaliseringer og uspecifikke verber: Fx ”I er gode” (Til hvad?), ”Hvilke muligheder ser du i forhold til at finde en løsning på dette?” og ”Der åbner sig nye muligheder” (Hvilke, hvordan?).

Generaliseringer
Ved bevidst at indbygge generaliseringer i dit sprog, kan du indfange modtagerens interesse og lyst til at bidrage. Det kan både være universelle generaliseringer, modalverber og manglende kilder: Fx ”Hver eneste idé, der kommer frem, kan være med til at bringe os videre”, ”Du er i stand til at gøre dig gældende” eller ”Mental Fitness giver mental trivsel” (Hvem siger det?).

Forvrængninger
Ved bevidst at indbygge såkaldte forvrængninger i dit sprog kan du lede modtageren i bestemte retninger. Det kan både være tankelæsning, årsag – effekt og kompleks ækvivalens: Fx ”I undrer jer sikker over, hvorfor jeg siger dette netop nu?”, ”Du ser opgaverne foran dig og kan prioritere de vigtigste først” eller ”Det, at du er med til mødet, betyder, at du kan gøre din indflydelse gældende”.

Afrunding
Jeg har kun afdækket et hjørne af MILTON-Modellen mange facetter, og du er selvfølgelig velkommen til selv at lede videre og  finde flere andre eksempler på Ledende Sprog, fx i tidligere artikler og bøger.

Ny anførergruppe hos Håndboldkvinderne

Af
Andreas Andreassen
-
0

SPORT. Når Håndboldkvinderne fredag løber på banen mod Island i en udsolgt Arena Nord i Frederikshavn, bliver det med en ny struktur på ledelsesfronten. Landstræner Helle Thomsen har udpeget Trine Østergaard, Anne Mette Hansen, Mie Højlund og Anna Kristensen til at udgøre en anførergruppe. Dermed går landsholdet fra at have én anfører til et firkløver i spidsen.

»På et landshold kan det være en stor opgave at være anfører alene. Når man har en anførergruppe, kan man dele tingene ud, så den enkelte får nogle ansvarsområder. På den måde kan de også sparre med hinanden. Og hvis nogen stopper eller er fraværende, har vi oplært de næste,« siger Helle Thomsen.

Hun peger på, at de fire spillere tilsammen repræsenterer forskellige styrker og generationer på landsholdet. »Trine Østergaard, Anne Mette Hansen, Mie Højlund og Anna Kristensen rammer bredt i hele truppen. De er forskellige mennesker og bidrager med hver deres – både på og uden for banen. På den måde sikrer vi, at anførergruppen når bredt ud i hele truppen.«

Trine Østergaard har tidligere båret anførerbindet alene, men hun glæder sig til at dele ansvaret. »Det giver rigtig god mening at dele anføreransvaret mellem en gruppe af spillere, og jeg er glad for at skulle være en del af en anførergruppe i stedet for at være anfører alene. På den måde kan vi snakke om tingene, dele erfaringer, og man ved, at man altid har nogen at vende tingene med. Samtidig er det også fedt, at anførergruppen består af forskellige årgange på landsholdet, så vi sikrer os, at vi repræsenterer alle,« siger hun.

Helle Thomsens første kamp som landstræner spilles i morgen klokken 16.00 mod Island. Opgøret kan følges direkte på TV 2.

Fredericia Musicalteater rider videre på bølgen med What Is Love

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

KULTUR. Der er et særligt sus i luften, når et teater rammer en nerve i tiden. Når salen fyldes, telefonerne ringer, og folk på sociale medier spørger efter billetter til netop den forestilling, de bare må ind og se. Sådan er situationen netop nu på Fredericia Musicalteater, hvor premieren på den nye 90’er-musical What Is Love har udløst en billetstorm så massiv, at teaterdirektør Thomas Bay og hans hold måtte åbne for flere spilledage.

»Jeg havde lagt flere forestillinger ud,« siger Thomas Bay med en tilfreds ro i stemmen. Han er ikke typen, der jubler højlydt, men bag ordene ligger en stolthed, der er svær at skjule. »Vi er oppe med en ret stor interesse her. Vi har fyldt det rigtig godt op i starten af perioden. Så det er jo fedt, at folk tager godt imod det, vi laver.«

At kalde interessen stor er en underdrivelse. De første billetter røg hurtigere, end mange havde forventet, og selvom Bay og hans team havde forberedt sig, blev tempoet en positiv overraskelse. »Vi havde sådan siddet og ventet på, hvordan vi skulle gøre det, og så fejrer vi dybest set premieren med, at vi åbner mere op,« forklarer han.

En bølge af begejstring

Forestillingen er et rendyrket nostalgitrip til de vilde 90’ere. Her, hvor Buffalo-skoene klampede mod gulvene, og ghettoblasteren pumpede Snap!, Technotronic, AQUA og Haddaway ud over teenageværelserne. What Is Love tager publikum tilbage til dengang, hvor Beverly Hills 90210 var ugens højeste drama, og man dansede løs til Dr. Alban og Take That med crepet hår og håb i hjertet.

Men det er ikke bare billig nostalgi. Det er en ny dansk musical, produceret i Fredericia, og den er sat i verden for at skabe mere end en festlig genoplevelse. »Vi er sat i verden for at skabe store musikalske oplevelser og vække følelser i vores publikum, og det er jo så det, vi gør,« siger Thomas Bay.

Hans glæde er ikke kun personlig. Den handler om holdet, som hver dag arbejder på at få scenen til at gløde. »Jeg bliver jo stolt. Men altså frem for alt bliver jeg stolt på vegne af mit team. For det er jo dem, der… det er jo mig, der udtaler mig, men teater er jo alle de mennesker, der lever og ånder for scenekunst og for at skabe de her ekstraordinære, magiske oplevelser.«

Ambitionen om at være et nationalt kraftcenter

Fredericia Musicalteater har i årevis haft ambitionen om at være et nationalt kraftcenter for musicals. What Is Love er et nyt bevis på, at den ambition ikke kun er ord, men handling. »Jeg tror mere på handlingen frem for ord,« understreger Thomas Bay. »Hvis jeg står og siger noget, som jeg ikke agerer på, så er det jo utroværdigt. Men nu gør vi faktisk det, vi siger. Vi talentudvikler, vi værkudvikler, vi innoverer, vi prøver nyt, og vi prøver at give de allerstørste oplevelser til vores publikum.«

Forestillingen er dansk skabt, og scenografien leger med nye greb, som Bay beskriver som noget, ingen andre har prøvet på en musicalscene før. »Det er så også blevet taget godt imod, og vi kan mærke, at folk reagerer positivt. What’s not to like?«

Bag musikken står Chief 1, som har nyfortolket de gamle 90’er-hits, så de både vækker minder og føles friske. Sammen med Riffi Haddaoui, kendt fra Vi Elsker 90’erne-konceptet, har han været med til at definere den lyd, som forestillingen står på skuldrene af. Resultatet er en cocktail af koncertstemning og musicalfortælling.

En historie med både fest og pris

Men What Is Love er mere end et hitparade-show. Den fortæller også en historie om drømme og konsekvenser i 90’ernes pladebranche. »Det er en fin og medrivende historie omkring 90’ernes musikbranche. Både passionen til musikken, men også den her omkostning eller prisen ved en pladebranche, der kan ødelægge ens drømme,« siger Thomas Bay.

Han beskriver forestillingen som en balance mellem det rørende og det energiske. »Der er de her sange, der virkelig får fødderne til at tappe. Der er flere koncertelementer i forestillingen, og det er ret unikt, fordi man føler, at man er en del af musicalen på en mere indlevende måde, end man normalt vil være.«

Publikums reaktioner har allerede bekræftet, at holdet har ramt noget rigtigt. »Folk er glade og synes, det er spændende. Vi havde prøvet at komme ind i fredag eller lørdag faktisk, hvor vi også oplevede den samme store interesse. Nogen, der bare meldte tilbage og sagde, hold kæft, hvor er det godt, og vi er så spændte, og vi vil så gerne. Så ved man jo, at man har ramt et eller andet.«

Et Fredericia i front

For teaterbyen Fredericia betyder succesen med What Is Love endnu et skridt i retning af at sætte sig tungt på musicalkortet. Her, midt i landet, er et helt økosystem af scenekunst, der både udvikler nye værker og uddanner talenter. »Det er i midten af landet, hvor vi ligesom har det her musikalske økosystem,« siger Bay.

Spørger man ham, hvorfor man skal købe billet, hvis man ikke allerede har gjort det, er svaret enkelt og begejstret: »Fordi det er en helt ny dansk musical. Den er rørende, den er energisk, den handler om passion, og den handler om prisen ved at jagte sine drømme. Og så er musikken jo et soundtrack, som en hel generation har danset til.«

Når publikum i disse uger strømmer til Fredericia Musicalteater, er det med både forventning og fest i blodet. Teaterdirektøren ved godt, at man ikke kan planlægge en succes på forhånd. Men man kan forberede sig, tro på sit koncept og være klar til at åbne dørene lidt mere, når publikum banker på. »Det er jo mega fedt,« siger han flere gange under interviewet. Og man forstår ham godt.

For What Is Love er mere end en sangtitel. Det er blevet et svar i sig selv.

Lokalbrag på Monjasa Park: FC Fredericia jagter tre point mod Vejle

Af
Andreas Andreassen
-
0

LIVESPORT. Velkommen til vores livedækning af mandagens store lokalopgør i 3F Superligaen, hvor FC Fredericia for første gang i historien tager imod naboerne fra Vejle Boldklub i landets bedste række.

Monjasa Park meldes udsolgt, og kulissen er sat til et brag af en kamp mellem to klubber, der kender hinanden ud og ind fra mange års rivalisering i 1. division. Fredericia ligger i top seks og vil cementere sin stærke start på sæsonen, mens Vejle jagter vigtige point i bunden. Vi følger kampen minut for minut – følg med her!

Keramik med blik for både skønhed og bæredygtighed

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

KUNST. På Gl. Havn i Middelfart summede der i weekenden af liv, da Lillebæltværftet dannede ramme om årets keramikmarked. Solen skinnede, pølsevognen trak duften af ristede pølser ud over havneområdet, og mellem de mange boder kunne besøgende gå på opdagelse i alt fra unikke skulpturer til brugsting til hverdagens små rum.

Blandt udstillerne stod Lotte Kohl fra Vejle med sine smykker og små hverdagsobjekter, hvor porcelænet er omdrejningspunktet. »Jeg producerer det hele selv. Jeg bruger en støbeleer, en porcelænstøbeleer, og indfarver noget af det. Når det stadigvæk er fugtigt, kan jeg tegne i det, og det er derfor, jeg kan lave de her marmoreringer,« fortalte hun, mens hun viste eksempler frem på bordet.

Hun havde blandt andet porcelænssmykker, urtepotter, skåle og sæbeskåle med, og hun lagde ikke skjul på, at der også er en tanke bag det æstetiske. »Jeg vil jo gerne lave nogle smukke ting til verden, men også ting, der giver mening. Med sæbeskålene kan man slå et slag for at bruge mindre plastik, ved at bruge fast sæbe i stedet for at slæbe store plastikdunke hjem,« sagde hun.

Naturens former spiller en væsentlig rolle i hendes arbejde. »Jeg kigger meget tit på ting ude i naturen. Det kan man se her i de blomsteragtige situationer. Her har jeg været ude og låne fra naturen et blad, som jeg har trykt ned i. Så er idéen at finde den rigtige glasur, der kan fremhæve bladet,« forklarede hun.

For Lotte Kohl handler det også om mødet med publikum. »Det betyder, at man kommer ud og møder kunderne og får lidt respons på de ting, man laver. Det er rigtig fint,« sagde hun.

Det blev tydeligt, at hendes arbejde både begejstrede og vakte genkendelse hos de besøgende. Flere stoppede op for at spørge, hvordan teknikkerne fungerer, eller om de havde set hendes værker før. »Der er mange, der siger, at det er flot, og spørger, hvordan jeg har lavet det. Nogle siger også, at de kan huske mine ting fra tidligere. Og jeg får da også solgt, så det er dejligt,« sagde hun med et smil.

Keramikmarkedet på Gl. Havn, arrangeret i samarbejde med Dansk Pottemagerforening af 1894 og CLAY Venner, blev en weekend, hvor både keramikere og publikum fik mulighed for at mødes omkring håndværket. For Lotte Kohl var det en chance for at vise, hvordan skønhed, funktionalitet og bæredygtighed kan forenes i noget så simpelt og alligevel så komplekst som keramik.

Læs også

Keramikken trak folk til Gl. Havn – marked med både brugskunst og unika

Millionløft til turismen i Kolding

Af
Redaktionen
-
0

POLITIK. Kolding er blandt de kommuner, der kan se frem til nye midler til at udvikle turismen. Regeringen har afsat 43 millioner kroner til turismeudvikling gennem tværkommunale udviklingsplaner, og Østkyst-samarbejdet, som Kolding er en del af, modtager syv millioner kroner.

Midlerne skal blandt andet bruges til at styrke den rekreative infrastruktur og skabe nye rammer for oplevelser i naturen, så turismen kan trække gæster til Kolding året rundt og ikke kun i højsæsonen.

Christian Rabjerg Madsen (S), folketingsmedlem valgt i Kolding, glæder sig over nyheden. »Kolding har masser at byde på – fra fjorden og slotssøen til Trapholt og Koldinghus. Derfor er jeg glad for, at vi nu får nye midler, som kan være med til at styrke de rammer, vi tilbyder turisterne. Det gavner både vores erhvervsliv, vores arbejdspladser og vores by som helhed,« siger han.

Han understreger, at turismen rækker langt ud over hoteller og museer. »Når vi investerer i turisme, investerer vi samtidig i en stærkere lokaløkonomi. For turisterne lægger penge i caféerne, butikkerne og oplevelsestilbuddene. Det betyder mere aktivitet og flere job i Kolding,« siger han.

Selvom dansk turisme allerede slår rekorder, ser han et stort potentiale i at udvide sæsonen. »Det handler ikke kun om flere gæster i sommerferien. Vi skal skabe oplevelser, der trækker folk til Kolding hele året – til natur, kultur og byliv. Det er netop dét, vi nu får mulighed for at styrke med de nye midler,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Ifølge By-, Land- og Kirkeministeriet udgjorde turismeforbruget i Danmark næsten 170 milliarder kroner i 2024. Fokus med de nye midler er at skabe flere oplevelser uden for højsæsonen, blandt andet naturnære overnatningssteder og bedre rekreativ infrastruktur.

»Det er vigtigt for mig, at vi får flere gæster til Kolding. Det betyder, at caféen på hjørnet, den lokale butik eller kulturlivet i midtbyen også har kunder på andre tidspunkter end de travleste måneder. Det giver en mere stabil indtjening og skaber arbejdspladser, som holder hele året.« siger Rabjerg Madsen og uddyber:

»Her kommer de syv millioner kroner, der er blevet sat af, direkte til gode. Når folk besøger os, oplever de både vores natur, vores historie og vores byliv – og mange vender tilbage. Selvfølgelig skal vi værne om koldingensernes trivsel og hverdag, også når vi inviterer flere hertil. Den her investering handler i bund og grund om at skabe rammer, hvor både koldingensere og gæster udefra kan få gode oplevelser sammen. Det er den slags, der er med til at gøre en kommune endnu mere attraktiv at bo og arbejde i.«

Agnete Brinch: Kvindernes stemmer på lærredet

Af
Janus Bang
-
0

Fredericia Kunstforening udstiller i disse dage “Kvinder der forandrer verden 2015-2025” af kunstneren Agnete Brinch. Når man træder ind i et rum med Agnete Brinchs kunst, er det som at blive mødt af blikke, historier og stemmer, der ellers ofte er blevet overset i historien. Den danske billedkunstner har gjort det til sin mission at give plads til kvinder – både nutidens og fortidens – gennem malerier, portrætter og installationsværker, der sætter fokus på identitet, ligestilling og kulturarv.

Kunstner med internationalt udsyn

Agnete Brinch er født i 1970 og er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi. Hun har gennem årene markeret sig som en billedkunstner, der arbejder på tværs af medier, men særligt portrættet har en central plads i hendes oeuvre. Hendes værker er udstillet både i Danmark og internationalt – blandt andet i USA, Italien og Tyskland – hvor hendes kunst har været med til at skabe debat om køn, magt og de skjulte historier i vores kultur.

Foto: AVISEN

Projektet The Female Gaze

Et af Brinchs mest markante projekter er The Female Gaze, hvor hun portrætterer markante kvinder, der har haft betydning inden for kunst, videnskab, politik og kultur, men som ofte har stået i skyggen af deres mandlige samtidige. Med pensel og lærred insisterer hun på, at kvinderne skal huskes og anerkendes.

»Jeg ser mine malerier som en platform, hvor kvinders historier kan komme til orde. Det handler ikke kun om at male ansigter, men om at formidle erfaringer, styrke og liv,« har Brinch tidligere udtalt i et interview.

Et blik ind i historien

Brinchs portrætter er kendetegnet ved intense øjne og stærke udtryk. Hun maler ikke polerede idealer, men mennesker, der bærer både sårbarhed og styrke. Det gælder alt fra portrætter af kvindelige pionerer til malerier af nutidige stemmer i ligestillingsdebatten.

For Brinch handler kunst ikke kun om æstetik, men om at skabe forandring:
»Kunsten kan noget, som politik og debat ikke altid kan – den kan ramme os følelsesmæssigt og åbne for refleksion. Jeg vil gerne skabe et rum, hvor vi ser hinanden og især ser de kvinder, vi alt for ofte overser,« fortæller hun.

Foto: AVISEN

Aktuelle projekter

I de seneste år har Agnete Brinch også arbejdet med udsmykninger i det offentlige rum og har deltaget i samarbejder, hvor hendes kunst er blevet sat i dialog med historiske bygninger og byrum. Hun er samtidig aktiv i debatten om kunstens rolle i samfundet og om behovet for at give kvinder og minoriteter større plads i kulturhistorien.

Kunst med samfundsansvar

Agnete Brinch repræsenterer en generation af kunstnere, der ikke er bange for at blande sig i de store spørgsmål: Hvem skriver historien? Hvem har taletid? Og hvordan kan kunsten bidrage til at skabe mere lighed?

Hendes værker er derfor ikke blot portrætter, men også samtalestartere, der udfordrer vores blik på fortiden og nutiden.

Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN

What is Love – Chief 1’s 90’er-liv bliver til musical

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

KULTUR. Når en idé fødes på et stykke papir i et rodet studie, er der sjældent nogen garanti for, at den nogensinde ser dagens lys. Men tre et halvt år efter at Chief 1 fik tanken om at omsætte sit eget 90’er-liv til en musical, står forestillingen klar. What is Love har premiere i næste uge, og for idémanden, produceren og musikeren selv er det en oplevelse, der griber dybt.

»At sidde og se de første gennemspilninger med kostumer og scenografi og så tænke, at det hele begyndte som en idé for tre et halvt år siden. Det er mindblowing,« siger Chief 1.

Han understreger, at musikken ikke er hans egne gamle hits, men at han har produceret, genfortolket og nyarrangeret 90’ernes ikoniske dansemusik, suppleret med nye numre skrevet særligt til forestillingen. »Historien er baseret på mit liv, men selvfølgelig krydret med mere dramatik. Det er en fortælling, der skal have krop og puls på en scene.«

Glansbilleder og bagsider

90’erne var en tid, hvor dansk dansemusik voksede frem fra soveværelser og kældre. Pludselig kunne unge mennesker skabe beats og melodier på egne præmisser. Men ifølge Chief 1 havde medaljen en bagside.

»Vi troede, vi var frie, fordi vi kunne lave vores egen musik. Men mange af os skrev under på elendige kontrakter og blev kørt rundt af kyniske forretningsfolk. Jeg kender piger, der fik at vide, at de skulle tabe sig eller lyve om deres alder. Så bag den lyserøde facade var der mange, der betalte en høj pris,« siger han.

For ham er moralen klar. »Uanset hvor hårdt det var, så blev der skabt noget musik, som stadig står. Og i dag, når man ser de gamle navne til Vi Elsker-koncerterne, så kan man mærke, at det, vi lavede dengang, faktisk satte sig i folk.«

En talentmasse i topform

Chief 1 har fulgt prøverne tæt. Han har set dansere, sangere og skuespillere bringe hans idé til live. Og han er overvældet. »Jeg kan næsten ikke beskrive det. Når jeg har set danseprøverne, har jeg siddet med åben mund. Når jeg har hørt sangene, har jeg tænkt, at vi har en ufattelig talentmasse i Danmark. Og skuespillerne er både søde, disciplinerede og vanvittigt dygtige. Jeg er imponeret over alt,« siger han.

For ham er det en åbenbaring at opleve en generation af unge kunstnere, der vil stå på en scene med professionalisme og ambition. »Da jeg startede i 90’erne, var der næsten ingen, der kunne synge eller performe ordentligt. Det var bare ikke en del af kulturen. I dag er der masser, der drømmer om at leve af det her, og det kan man mærke på energien.«

En musical med original historie

Når premieren ruller i gang, bliver publikum vidner til noget, Chief 1 selv kalder banebrydende. »Det er den første musical i verden, der handler om 90’erne. Det er ikke en Grease eller en Fame, man har set før. Det er en original historie med original musik og et originalt univers,« siger han.

Forestillingen er fyldt med energi, men den rummer også eftertænksomhed. »Det handler om kompromiser. Om hvordan man risikerer at miste sig selv i jagten på succes. Når man først har solgt sin sjæl for billigt, er den svær at få tilbage. Forestillingen viser, hvordan unge musikere kan blive fanget i en grådig fabrik, men også hvordan de kan slippe ud igen – dog med ar på sjælen.«

Personlig resonans

Chief 1 lægger ikke skjul på, at det har kostet følelser at åbne de kapitler fra sit liv. »Der er meget, der har ramt mig. Det var en tid med store oplevelser, men også et nervesystem, der blev slidt ned. Jeg håber, at publikum både ser festen og eftertanken.«

Han glæder sig til at stå i salen og mærke reaktionen, når musikken brager, og historierne folder sig ud. »Jeg tror, folk vil opleve en energi, der vælter ud over scenen. Og jeg håber, de går derfra med både smil og stof til eftertanke.«

For Chief 1 er What is Love mere end en musical. Det er en musikalsk bekendelse, en hyldest til en epoke og en advarsel pakket ind i pumpende beats og koreografi. »Det handler om at stå ved sig selv, selv når verden vil trække dig i en anden retning,« siger han.

1...333435...53Side 34 af 53