112-dag er snart tilbage: Brandmanden Andreas vil give Middelfart tryghed helt tæt på

0

EVENTS. Når brandfolkene fra TrekantBrand i Middelfart normalt suser gennem byen med blå blink og sirener, er det ofte med alvoren tæt på. Men én gang om året skiftes udrykningen ud med brede smil, åbne brandbiler og en invitation til hele byen. Sådan bliver det også i år, når 112-dagen vender tilbage med alt, hvad redningskorpset har at byde på af sjov, læring og tryghed.

På brandstationen på Mandal Allé har 112-dagen gennem årene udviklet sig til at være en af årets helt store familiebegivenheder. Lørdag den 6. september gentager succesen sig igen med masser af aktiviteter, der både kan få børnenes øjne til at lyse og måske endda inspirere nogle af de voksne til at overveje en karriere inden for beredskabet.

34-årige Andreas Hansen, der er deltidsbrandmand og deltidsholdleder, er en af dem, der står bag arrangementet. For ham, der selv kommer fra en familie, hvor brandmandsfaget ligger dybt i blodet, er det en helt særlig dag, som handler om meget mere end bare underholdning.

»Det er en festlig tradition, som vi har kørt i mange år. Vi gør det først og fremmest for at åbne op for civilbefolkningen, så de kan få et blik ind i vores verden,« fortæller han og fortsætter:

»Mange har jo nok set os komme kørende med fuld fart gennem byen og tænkt, hvad der mon sker. Nu kan de møde os stille og roligt, se hvad vi laver, og få lov til at prøve tingene helt tæt på. Vi elsker virkelig at vise vores arbejde frem, især for børnene og de voksne, der også stadig har barnet gemt i sig.«

En dag fuld af overraskelser

Hvad der præcist er på programmet til dette års 112-dag, vil Andreas ikke afsløre helt endnu. Men sikkert er det, at dagen som altid vil byde på en række spændende demonstrationer, aktiviteter og oplevelser for hele familien. Besøgende kan regne med at se både brandfolk, ambulancer og vejhjælp i aktion, ligesom der også vil være mulighed for at prøve forskellige ting med egne hænder.

For Andreas selv handler det især om glæden ved at se begejstringen hos de besøgende, når de kommer helt tæt på beredskabets udstyr og køretøjer.

»Det hele er fedt at vise frem, og vi bruger meget tid på at gøre det godt hvert år. Bare det at børnene kan komme helt tæt på brandbilerne og vores grej, mærke det i hænderne og få en helt anderledes oplevelse af brandvæsenet, det betyder virkelig meget. Det er noget af det, jeg personligt glæder mig allermest til hvert år,« siger han.

Fra sidste års populære 112-dag i Middelfart, hvor brandfolkene demonstrerede, hvordan man sikkert slukker en oliebrand. I år lover Andreas Hansen, at der igen vil være masser af spændende demonstrationer og aktiviteter for hele familien.

Men dagen handler ikke kun om oplevelserne. Andreas understreger, at arrangementet også spiller en vigtig rolle i at nedbryde nogle af de myter, der kan opstå omkring brandvæsenets arbejde. Han håber især, at dagen kan efterlade et varigt indtryk hos børnene, så de føler sig trygge, hvis de en dag pludselig står ansigt til ansigt med brandfolkene i en alvorlig situation.

»Vi vil rigtig gerne have, at folk går hjem med en følelse af tryghed omkring os. Måske vil børnene opleve det som mindre skræmmende, hvis vi en dag kommer ud og hjælper dem i en virkelig nødsituation. Hvis vi samtidig kan inspirere de voksne til at blive brandfolk, så er det jo også fantastisk,« forklarer han.

Netop muligheden for at vække interessen hos nye kollegaer er en vigtig sidegevinst ved 112-dagen, som brandstationen hvert år oplever en stigende interesse omkring.

»Vi håber selvfølgelig, at nogen går fra dagen og tænker, at det at være brandmand måske kunne være noget for dem. Om det sker i år eller først om et år eller to, det er ikke afgørende. Bare vi tænder en gnist hos nogen, så har dagen virkelig været en succes.«

At blive brandmand er noget, Andreas også selv har reflekteret meget over. For ham handler jobbet om langt mere end blå blink, sirener og action. Det handler om et særligt fællesskab og ikke mindst om at gøre en konkret forskel for andre mennesker.

»Jeg tror faktisk, det gælder for alle brandfolk, at vi først og fremmest drives af lysten til at hjælpe dem, der virkelig har brug for os. At kunne gøre en reel forskel i andre menneskers liv er utroligt motiverende,« siger han begejstret.

Og lige fællesskabet på stationen er noget, Andreas fremhæver som helt særligt.

»Det fællesskab, vi har på stationen, er helt unikt. Vi står sammen både i svære situationer, hvor vi virkelig har brug for at stole på hinanden, men også i hverdagene, hvor vi har det sjovt og passer godt på hinanden. Som holdleder nyder jeg især at tage ansvar for mine kollegaer og træffe hurtige beslutninger, når vi står midt i en kritisk situation. Det kræver både overblik, ro og tillid, og det er en rolle, jeg virkelig værdsætter,« forklarer Andreas.

Invitation til lokalsamfundet

112-dagen handler altså i bund og grund om at bringe redningsberedskabet og borgerne tættere på hinanden. For Andreas er det vigtigt, at alle i Middelfart føler sig trygge ved at have et brandvæsen, der altid er klar til at hjælpe.

»Vi vil gerne vise, at vi er helt almindelige mennesker. Vi er ikke farlige, og vores job er heller ikke så farligt, som mange måske tror. Vi er her for jer, og det håber jeg, folk virkelig mærker, når de besøger os,« afslutter han.

Så når portene til stationen på Mandal Allé åbnes op, er det ikke bare en dag med oplevelser, men også en invitation til et fællesskab, hvor hele Middelfart får mulighed for at se, mærke og opleve beredskabets arbejde helt tæt på. Og måske bliver det startskuddet for nogle nye brandfolk blandt byens borgere.

Grøn 2025 takker af med rekordtal – og ekstremt vejr som uventet hovednavn

0

KULTUR. Årets udgave af Grøn-turnéen var historisk på mange fronter. Fra den hæsblæsende billetsalgsstart til vejrets lunefulde temperament, der både gav publikum bagende sol og voldsomt skybrud, blev Grøn 2025 en oplevelse, de færreste nok vil glemme.

Efter bare ét døgn var der afsat imponerende 175.500 billetter, og før turnéen overhovedet begyndte, kunne Tuborg og Muskelsvindfonden hænge “udsolgt”-skiltet op – med en samlet publikumsrekord på 199.000 glade gæster. Dermed har årets Grøn-turné markeret sig som den mest succesfulde i arrangementets mere end 40-årige historie.

Men Grøn 2025 blev ikke kun en historisk succes målt på billetsalget. Vejret sørgede også for at skrive sig ind i festivalens historie med dramatisk blæk. Første halvdel af turnéen var en sand sommerfest under en af de varmeste perioder, Grøn nogensinde har oplevet. Men i Esbjerg slog vejret om med et skybrud, der tvang arrangørerne til at afbryde koncertdagen midt under Pils optræden. En oplevelse, der for alvor satte arrangørernes evner og gæsternes tålmodighed på prøve.

Alligevel var der ingen tegn på opgivelse – tværtimod. Direktør for Muskelsvindfonden, Henrik Ib Jørgensen, understreger, at støtten fra publikum i år har været ekstraordinær og dybt rørende:

»Det har været to meget vilde uger. Selvom vi blev ramt af ekstremt vejr i Esbjerg, kan vi nu alligevel se frem mod et flot overskud. Det overskud er mere vigtigt end nogensinde, fordi vores medlemmer er pressede i hverdagen, og fordi behovet for forskning i muskelsvind aldrig har været større. Derfor er jeg også overvældet af taknemmelighed over den massive opbakning, vi har oplevet.«

Netop koncerten i Esbjerg fremhæves af Muskelsvindfondens indsamlingschef, Theis Petersen, som et vendepunkt, der viste, hvad Grøn og dets publikum egentlig står for:

»Årets turné har været noget af det vildeste, vi har oplevet. Vi gik fra ekstrem varme til et pludseligt skybrud med lyn og torden i Esbjerg, hvor vi blev nødt til at afbryde koncerten. Men måden, publikum reagerede på – hjælpsomt, forstående og solidarisk – viste præcis den styrke og ånd, Grøn handler om.«

Trods udfordringerne i Esbjerg var turnéen tilbage på benene allerede dagen efter, da Grøn besøgte den største plads i Odense med fornyet energi. Den afsluttende koncert i Valby samlede hele 30.500 festglade gæster, som sammen med artister og frivillige satte et festligt punktum for en mindeværdig sommer.

Nu kan Muskelsvindfonden se frem til et solidt overskud, der styrker arbejdet med at skabe bedre liv for mennesker med muskelsvind. Overskuddet går blandt andet til forskning, oplysning og ikke mindst fondens arbejde for et samfund, hvor der er plads til forskellighed.

Og Theis Petersen lægger ikke skjul på, at man allerede nu glæder sig til næste års turné:

»Vi skylder alle involverede en kæmpe tak for den støtte og opbakning, vi har mærket hele vejen rundt. Vi glæder os allerede til at vende tilbage næste år – og ikke mindst til at tage revanche i Esbjerg. Tusind tak for i år!«

90’er-stemningen ruller ind over Fredericia med gratis sensommerkoncerter

0

EVENTS. Nostalgi og sommerstemning bliver nøgleordene, når Urbania Street Food åbner gårdhaven og inviterer byen til tre gratis koncerter i august. Me & My, Cut’N’Move og Blå Øjne indtager scenen og tager fredericianerne med tilbage til 1990’ernes store musikøjeblikke.

Arrangementerne er en del af optakten til musicalen »What is love«, der senere i år kan opleves på Fredericia Musicalteater. Og netop 90’er-stemningen bliver fællesnævneren både på scenen og blandt publikum, når Urbania Street Food byder på en koncerttrilogi, som med garanti vil sætte gang i nostalgien hos mange.

Fredagene 15., 22. og 29. august står i musikkens og fællesskabets tegn midt i Fredericias hjerte. Første koncert er fredag den 15. august med duoen Me & My, der især blev kendt for hittet »Dub-I-Dub«, som stadig kan få selv de mest reserverede til at danse med.

Ugen efter, fredag den 22. august, overtager Cut’N’Move scenen. Gruppen leverede store danske dancehits som »Give It Up« og »I’m Alive«, og er kendt for altid at levere god energi.

Koncertrækken afsluttes fredag den 29. august, hvor Blå Øjne vil give fredericianerne en aften fyldt med pop, energi og store følelser. Her kan publikum blandt andet glæde sig til sangene, der fyldte radioen gennem hele årtiet.

Alle tre koncerter begynder klokken 21.00, men Urbanias gårdhave åbner tidligere på aftenen, hvor en DJ vil sørge for at skabe den rette stemning.

Bag arrangementerne står Urbania Street Food, der ikke alene vil give byen gode musikoplevelser, men også styrke fællesskabet og skabe en hyggelig ramme om sensommerens sidste uger.

»Vi gør det her for fællesskabet og for at skabe stemning i byen. Det er en hyldest til 90’erne – og en appetitvækker til musicalen senere på året,« lyder det fra arrangørerne.

Gæster opfordres til at møde op i god tid og få stillet sulten ved en af de mange madboder, der tilbyder retter fra hele verden. Urbania anbefaler desuden, at man reserverer bord på forhånd via deres hjemmeside, hvis man ønsker at spise før koncerten.

Koncerterne er gratis, og det hele foregår hos Urbania Street Food i Gothersgade.

Praktisk information

Sted: Urbania Street Food, Gothersgade, Fredericia
Tid: Fredag 15., 22. og 29. august. DJ før og efter koncert, koncert kl. 21.00
Entré: Gratis
Mad: Mulighed for at spise før koncert – bordreservation anbefales via Urbania Street Foods hjemmeside.

Det hemmelige selskab for historie er tilbage

0

HISTORIE. Elsker du historie, spændende fortællinger og godt selskab? Så er det måske dig, Fredericia Bibliotek leder efter. Her efter sommerferien vender »Det hemmelige selskab for historie« nemlig tilbage – og alle historieinteresserede er inviteret med til en ny sæson fyldt med gode oplevelser.

Selskabet mødes på Fredericia Bibliotek, hvor deltagerne sammen dykker ned i historiens spændende univers, guidet af nogle af Danmarks dygtigste historikere og forskere, der holder livestreamede foredrag fra hele landet.

Foto: Fredericia Bibliotek

Sæsonen starter med et foredrag mandag den 7. august klokken 16.15. Her vil historiker og forfatter Niels Bo Poulsen tage publikum med tilbage til Anden Verdenskrig, når han stiller spørgsmålet »Hvem var danskerne, der frivilligt kæmpede for Nazityskland?«

Mandag den 4. september følger en debat om vores egen tid. Chefredaktør Erik Henz Kjeldsen fra Lex – Danmarks nationalleksikon – sætter fokus på, om vi stadig har brug for et nationalt opslagsværk i dag.

Sæsonen afsluttes mandag den 2. oktober, når forskningsleder og udgravningsansvarlig Jens Ulriksen tager deltagerne med på en spændende rejse til Køge, hvor vikingeborgen Borgring er blevet genopdaget.

Det bedste af det hele er, at man hverken behøver at forberede sig eller læse tykke historiebøger hjemmefra. Fredericia Bibliotek opfordrer blot alle til at møde op med nysgerrighed og godt humør – og så sørger biblioteket naturligvis for kaffe og te undervejs.

Vil du sikre dig en plads i selskabet, er tilmelding nødvendig. Man kan tilmelde sig ved at skrive til stine.harlou@fredericia.dk eller ved at ringe på telefon 2293 9971.

Udsolgt kirke klar til De tre kongelige tenorer: »Det her er ikke hverdagskost«

0

KULTUR. Opera-arier, klassiske toner og danske sange af højeste kaliber. Det bliver rammen, når Middelfart Kirke onsdag den 30. juli slår dørene op til en udsolgt koncert med De tre kongelige tenorer. Koncerten, der arrangeres som optakt til Middelfart Jazzfestival, har tydeligvis ramt en nerve hos publikum, for billetterne er revet væk.

»Det er ikke hver dag i Middelfart, at vi har De tre kongelige tenorer til at komme og synge. Det sker faktisk sjældent – især i den genre. Så det er nok lidt det, som folk har reageret på. Det er ikke hverdagskost,« lyder det fra Bent Frandsen, næstformand i Middelfart Jazzfestival og en kendt ildsjæl i det lokale kulturliv.

De tre tenorer består af de erfarne operasangere Sune Hjerrild, Peter Steen Andersen og Lucas Noerbel, som sammen med pianisten Knud Rasmussen og gæstesopranen Signe Sneh byder publikum på en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige. Kombinationen af klassiske arier og et strejf af cabaret har vist sig at være en vinderformel.

Sidste år eksperimenterede festivalen med sangerinden Ann-Mette Elten, som med stor succes optrådte med både danske slagere og lettere operatoner. Succesen gav Bent Frandsen og resten af jazzfestivalens arrangører mod på at prøve kræfter med endnu mere opera og klassisk musik i år.

»Sidste år fik vi rigtig god respons på det klassiske element, og derfor ville vi gerne gå lidt længere ned ad den vej. De, der kommer til koncerten, kan glæde sig til en unik blanding af opera og cabaret – noget, vi bestemt ikke oplever hver dag her i byen,« forklarer Bent Frandsen begejstret.

At koncerten så hurtigt kunne melde udsolgt, kom dog alligevel en smule bag på ham.

»Vi havde måske ikke helt regnet med, at billetterne ville forsvinde så hurtigt, men det er jo fantastisk, når vi laver noget anderledes, at publikum virkelig tager godt imod det,« siger han.

Når talen falder på De tre kongelige tenorer, fremhæver Bent Frandsen især gruppens evne til at appellere bredt med deres særlige kombination af humor, charme og musikalitet. Tenorernes evne til at formidle klassisk musik på en både elegant og uhøjtidelig måde gør, at publikum strømmer til fra både Middelfart, Fredericia og Kolding.

»Jeg tror, navnet ’De tre kongelige tenorer’ trækker i sig selv. Det emmer lidt af noget spansk og italiensk, og det er noget, folk gerne vil opleve. Desuden har de jo turneret i hele landet, så der er en del, der kender dem i forvejen,« siger Bent Frandsen og tilføjer med et lille glimt i øjet, at »i den genre er jeg måske ikke selv den stærkeste, men publikum er virkelig glade.«

Koncerten i kirkerummet spiller også en vigtig rolle for oplevelsen. Det er ifølge Bent Frandsen ikke altid lige let at få lov at afholde koncerter i kirken, så derfor er glæden ekstra stor, når det lykkes. Samtidig fremhæver han, at akustikken i Middelfart Kirke er særlig velegnet til den slags arrangementer.

»Det bliver fantastisk flot med en smuk lyd og en imponerende kulisse. Det passer helt perfekt til netop denne type koncert,« vurderer han begejstret.

At billetsalget er gået så godt, betyder også meget for resten af Middelfart Jazzfestival, som De tre kongelige tenorer er en vigtig del af. Festivalen skal hvert år samle penge ind gennem enkelte betalingsarrangementer, og overskuddet herfra går direkte til de gratis koncerter, som finder sted i festivalens øvrige dage.

»Det giver os mere sikkerhed, at koncerten allerede er udsolgt. Vi laver det her om onsdagen for netop at skabe et økonomisk fundament for jazzfestivalen. Det samme gælder vores arrangement ’Tosset Torsdag’, som godt nok ikke har så meget med jazz at gøre, men som også er en måde at sikre festivalens økonomi på,« forklarer næstformanden.

Stemningen i Middelfart er i det hele taget god i øjeblikket. Byen har netop været vært for det store sejlskibstræf Fyn Rundt, hvor historiske træskibe lagde til kaj og fyldte havnen med liv. Ifølge Bent Frandsen giver de mange arrangementer i byen tilsammen en fantastisk sommerstemning.

»Vi havde en rigtig god aften med de gamle sejlskibe, og vi nåede vores forventninger til omsætningen, selvom nogle måske holdt sig væk af frygt for regnen. Men der var masser af liv og en virkelig hyggelig stemning på havnen, og vi har fået ros hele vejen rundt. Faktisk synes jeg, det er et af de bedst afviklede sejlskibstræf, vi har haft. Alt det betyder jo også, at vi står økonomisk stærkere, når vi nu tager hul på selve jazzfestivalen, hvor der er gratis adgang torsdag, fredag og lørdag,« siger han tilfreds.

Når De tre kongelige tenorer således indtager Middelfart Kirke, markerer de starten på endnu en uge fyldt med musik, liv og glæde i byen ved Lillebælt. En sommeroplevelse, som med Bent Frandsens egne ord bliver »fantastisk flot.«

Succesrig 1-1-2-dag vender tilbage til Middelfart

0

EVENTS. Trekantområdets Brandvæsen i Middelfart gentager sidste års store succes med den traditionsrige 1-1-2-dag, der hvert år trækker mange hundrede børnefamilier og andre nysgerrige gæster til brandstationen på Mandal Allé 19.

Arrangementet finder sted lørdag den 6. september fra klokken 10 til 14, og ligesom tidligere år byder dagen på en lang række aktiviteter og oplevelser for både store og små. Sidste år satte arrangementet rekord med op mod 4.000 besøgende, som blandt andet fik mulighed for at se og prøve brandstationens imponerende køretøjer, udforske hoppeborge og opleve den populære pedalbilbane.

Et af højdepunkterne sidste år var et spektakulært ildshow, hvor brandfolkene demonstrerede, hvordan man håndterer en brand i en gryde korrekt. Brandmand og holdleder Ann-Catrine fortalte dengang begejstret:

»Vi gør det her for at skabe en sjov, lærerig og spændende dag for familierne. Det er fantastisk at opleve, hvordan børnene og deres forældre engagerer sig, og samtidig lærer de vigtig viden om brandsikkerhed.«

Arrangementet handler dog ikke kun om sjov og underholdning. Brandstationen ser dagen som en oplagt mulighed for at rekruttere fremtidens brandfolk:

»Hvis bare én af de unge besøgende får lyst til at blive brandmand, har vi opnået vores mål,« fortalte Ann-Catrine sidste år.

Trekantområdets Brandvæsen opfordrer allerede nu alle interesserede til at sætte kryds i kalenderen, og lover at offentliggøre et spændende program, når dagen nærmer sig. 

FC Fredericia klar til første udebaneeventyr – nu går fanbussen mod Silkeborg

0

SPORT. Har du endnu ikke lagt planer for den kommende weekend, eller leder du bare efter en særlig sommeroplevelse tæt på hjemme? Så er FC Fredericias første udebanetur i 3F Superligaen måske svaret.

Efter en flot hjemmebanedebut på Monjasa Park søndag, hvor FC Fredericia mødte FC Nordsjælland og tabte knebent med 2-3, er holdet nu opsat på at hente sæsonens første point på udebane. Stemningen var i top blandt de mange fremmødte fans, og opbakningen viste klart, at byen står bag klubben i landets bedste række.

På søndag den 27. juli går turen derfor nordpå til JYSK Park, hvor Fredericia-spillerne skal møde Silkeborg IF. For at sikre maksimal opbakning sender FC Fredericia en officiel fanbus afsted, og interessen for turen er allerede stor. Den første bus er tæt på at være udsolgt, og klubben oplyser, at en ekstra bus vil blive sat i salg, hvis behovet opstår.

Der er lagt op til en særlig stemning blandt fansene på busturen mod Silkeborg. Profiler som Gustav Marcussen, der allerede kom på måltavlen mod FC Nordsjælland, står klar til at jagte klubbens første point, mens truppen samlet er fast besluttet på at vise, at FC Fredericia kan bide skeer med de bedste hold.

Turen giver fansene en særlig mulighed for at støtte holdet tæt på banen og opleve Superliga-stemningen på udebane. Samtidig kan det blive en søndag, hvor et lille stykke lokal fodboldhistorie skrives – og måske bliver du en del af den.

Nu er muligheden i hvert fald åben for at tage med bussen mod Silkeborg og bakke FC Fredericia op på klubbens allerførste Superliga-udebanetur.

Sjov krea-station og historiefortælling i Fredericia: Her er tre gratis aktiviteter onsdag

0

EVENTS. Selvom regnen lige nu præger tirsdagen, venter der heldigvis masser af sjov og oplevelser i Fredericia i morgen onsdag, hvor vejrudsigten ser mere lovende ud. Vi har fundet tre gratis aktiviteter frem, som både børn og voksne kan deltage i – lige fra kreativ leg med fisk og vand, til byvandringer med historiske fortællinger.

Byg og fang din egen fisk på Rådhuspladsen

Onsdag formiddag kan både små og store kreative sjæle slippe fantasien løs på Rådhuspladsen midt i Fredericia. Her kan I designe og tegne jeres helt egen fisk ved en særlig krea-station. Når fisken er færdiglavet, skal den naturligvis fanges igen – denne gang i vand. Aktiviteten foregår i en hyggelig atmosfære med musik, plads til leg og masser af gode grin.

Alle fiskere får selvfølgelig deres kunstværk med hjem bagefter, og arrangementet er gratis, fordi byens butikker ønsker at bakke op om lokallivet. Det kreative værksted åbner klokken 11.00 og varer til klokken 14.00.

Tag med på historisk voldvandring

Senere hen på eftermiddagen er der endnu en historisk oplevelse i vente, når Fredericia Bymuseum inviterer på en guidet tur på Fredericia Vold. Med start klokken 14.30 fortæller museets guide om fæstningsbyens spændende historie, mens deltagerne bevæger sig rundt på voldanlægget.

Selvom turen også er gratis, kræver den forhåndstilmelding via mail på booking@museumfredericia.dk.

Historisk aftentur med nattevægteren

Når aftenen falder på, inviterer Fredericias nattevægter til en stemningsfuld vandring rundt i de historiske gader. Turen starter klokken 21.00 ved hovedvagtbygningen på Landsoldatpladsen, og undervejs vil nattevægteren dele historier, anekdoter og sange fra tiden omkring det berømte udfald fra Fredericia i 1849.

Arrangementet kræver ingen tilmelding og er en oplagt mulighed for at opleve byens historie på en anderledes og hyggelig måde. Turen varer cirka en time og egner sig til hele familien.

Dermed er der ingen grund til at lade sig stoppe af det omskiftelige sommervejr – Fredericia byder på masser af oplevelser, som både børn og voksne kan glæde sig til onsdag.

Fyn Rundt tæt på udsolgt – 55 flotte skibe sætter sejl

0

EVENTS. Mandag formiddag den 21. juli lyder startskuddet til en af sommerens største maritime begivenheder, når 55 historiske skibe fra fem lande deltager i Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe. I løbet af ugen vil sejladsen besøge Vejle, Middelfart, Assens, Faaborg, Marstal og Svendborg, hvor tusindvis af nysgerrige tilskuere ventes at møde op for at opleve skibene tæt på.

Fyn Rundt har i år tiltrukket omkring 600 medsejlere, som alle skal sejle den traditionsrige kapsejlads med fokus på venskabelighed og bevaring af maritime traditioner. Blandt feltets deltagere er både klassiske veteraner og nyrenoverede fartøjer, der hver især fortæller deres egen unikke historie.

En særlig opmærksomhed retter sig i år mod den 120-årige skonnert Fionia fra Middelfart, som efter en omfattende renovering står skarp og klar ved sin nye faste plads ud for den globale, danske koncern USTC’s hovedsæde på havnen i Middelfart. Alt renoveringsarbejde er foretaget med respekt for skibets oprindelige karakter, og Fionia deltager for 12. gang i kapsejladsen under skipper Allan Lundgaard fra Rudkøbing.

Også det schweizisk-flagede fartøj Emma, med hjemmehavn i Ærøskøbing, sejler med for første gang. Emma er en moderne replika inspireret af amerikanske kystfiskerskonnert fra slutningen af 1800-tallet, bygget i Sillerslev på Mors og leveret for cirka fem år siden.

Sejladsens største skib bliver tremasteren Northern Grace fra Aarhus. Den blev bygget i 1942 på det anerkendte Ring-Andersens Værft i Svendborg, hvor den også for nylig har gennemgået en større renovering.

Starten går fra Vejle, hvorefter sejlskibene sætter kurs mod Middelfart, Assens, Faaborg og Marstal. Fredag den 25. juli ankommer flåden til Svendborg, hvor kapsejladsen afsluttes med en præmiefest i Rundbuehallen.

Undervejs vil sejlskibene kunne opleves fra mange udsigtspunkter, ikke mindst fredag, hvor ruten går øst ind i Svendborgsund og derfor giver flot udsyn fra Rudkøbing, Langelandsbroen, Troense og Christiansminde.

Stævneleder Jan Jay Brun Jensen fra Svendborg fortæller, at mange af skibene har charter-gæster med ombord, og tilføjer, at arrangementet er tæt på udsolgt.

Mixed Media – Kreativitet i tre Generationer

0
Udsnit af de 69 udstillede værker. Her Rosa Engelbrechts fotos med temaet vand og et hjørne af de 53 bogtitler som er med på udstillingen. Foto: Rosa Engelbrecht.
Mixed Media - Kreativitet i tre generationer. Udsnit af de 69 udstillede værker. Her Rosa Engelbrechts fotos med temaet vand og et hjørne af de 53 bogtitler som er med på udstillingen. Foto: Rosa Engelbrecht.

Familien Engelbrecht udstiller i Kongens Portvagt

Fra søndag den 20. juli, kl. 11.30 forvandles Kongens Portvagt, Øster Voldgade 1 i Fredericia til et kreativt familievirke i fuldt flor. Her åbner udstillingen Mixed Media – Kreativitet i tre generationer, hvor otte familiemedlemmer fra Engelbrecht-Flintholm-slægten præsenterer deres værker – fra broderi til fotojournalistik, fra maleri til tekstilarbejder, fra historiske udgivelser til moderne refleksioner.

Udstillingen er åben frem til og med søndag den 3. august, på hverdage kl. 13-17 og i weekenden kl. 11-16. Ferniseringen finder sted den 20. juli kl. 11.30-16.00, hvor pressefotograf Peter Honoré holder åbningstalen. Der er fri entré hele vejen igennem.

Det er ikke en klassisk gruppeudstilling. Det er en familiehistorie, fortalt med pensel, kamera, nål og ord.

En port mod fortid og fremtid
Bag udstillingen står Rosa og Anders Engelbrecht, bosat i Fredericia, og det er deres børn, svigerbørn og børnebørn, der fylder rummene med personlige udtryk. Hverdagens udvikling i et spænd over 60 år spejler sig i udstillingens rammer – ikke kun i værkerne, men også i de ord, de har skrevet som en slags introduktion og refleksion over de forandringer, livet og samfundet har bragt gennem et langt ægteskab.

De beskriver barndommens nøjsomhed, ungdommens danmarksbillede, de første skridt som ægtepar i Dronningensgade og overgangen til en digital tid, hvor alt – og alle – kan spores på nettet. Der er varme i erindringerne, men også bevidsthed om, at nutiden er rig på muligheder, hvis man husker at bruge dem klogt.

Kunst og håndværk i familieform
Værkerne spænder vidt.

Anders Engelbrecht (f. 1942) har gennem sit virke på Fredericia Museum og egne udgivelser været en central stemme i formidlingen af byens historie og sine historiske samlinger og udgivelser – bl.a. den markante udstilling om DDR, som i sin tid blev vist både i Fredericia og på Lolland-Falster. Hans kone Rosa (f. 1945), tidligere ansat på Keramikmuseet Grimmerhus, har arbejdet med dokumentarisk og kunstnerisk fotografi siden 60’erne – og er også boglayouter og forfatter til en langt række lokalhistoriske og andre bøger. Sammen driver de Forlaget Skribenten.

Anne-Mette Engelbrecht (f. 1966) bidrager med malerier inspireret af naturen i Thy – landskaber malet med følsomhed og dragende stilhed.

Søren Engelbrecht (f. 1968) viser fotografier, der skildrer mennesker og miljøer med respekt og blik for det særlige i det almindelige.

Pia Flintholm (f. 1967) præsenterer broderi, der forener tradition og aktualitet – blandt andet fra en tidligere udstilling på Trapholt, hvor dataspor blev omdannet til tekstile billeder.

Her ses Søren Engelbrecht Flintholms sort-hvide portræt at et kærestepar på stranden ved siden af datteren Astas maleri af tilsvarende motiv og moderen Pia Flintholms stoflige gengivelse af Gustav Klimts ”Kysset”. Foto: Rosa Engelbrecht.
Her ses Søren Engelbrecht Flintholms sort-hvide portræt af et kærestepar på stranden ved siden af datteren Astas maleri af tilsvarende motiv og moderen Pia Flintholms stoflige gengivelse af Gustav Klimts ”Kysset”. Foto: Rosa Engelbrecht.

Barnebarnet Asta Engelbrecht Flintholm (f. 2004) viser stærkt følte portrætter, hvor ansigterne taler med øjnene.

Barnebarnet Anya Engelbrecht (f. 1993) bidrager med en fotojournalistisk fortælling fra Aarhus Studenter Roklub – en personlig og samtidig almengyldig beretning om fællesskabets betydning.

Udsnit af Anne-Mette Engelbrechts malerier fra Limfjorden i Thy og datteren Anya Engelbrechts Fotojournalistiske beretning om fællesskabet i roklubben. Foto: Rosa Engelbrecht.
Udsnit af Anne-Mette Engelbrechts malerier fra Limfjorden i Thy og datteren Anya Engelbrechts fotojournalistiske beretning om fællesskabet i roklubben. Foto: Rosa Engelbrecht.

Og den yngste udstiller barnebarnet Anton Engelbrecht Flintholm (f. 2008), bruger gamle tekstiler og inspiration fra YouTube til at skabe sin egen tøjstil og visuelle fortælling.

De to ældste er ikke bare arrangører, nej, de deltager sandelig også. Rosa udstiller kunstfotografi og bidrag til bogproduktioner. Anders har medbragt litteratur om sine historiske samlinger og udgivelser – bl.a. den markante udstilling om DDR, som i sin tid blev vist både i Fredericia og på Lolland-Falster.

Udsnit af de 69 udstillede værker. Her Rosa Engelbrechts fotos med temaet vand og et hjørne af de 53 bogtitler som er med på udstillingen. Foto: Rosa Engelbrecht.
Mixed Media – Kreativitet i tre generationer. Udsnit af de 69 udstillede værker. Her Rosa Engelbrechts fotos med temaet vand og et hjørne af de 53 bogtitler, som er med på udstillingen. Foto: Rosa Engelbrecht.

Det fælles rum
Udstillingens titel Mixed Media dækker ikke blot over teknikker – men over livssyn. Her står maleri ved siden af broderi, faglitteratur ved siden af tøjdesign, sort-hvid-foto ved siden af farverig tekstilkunst. Der er ikke tale om en kuratelet ensretning, tværtimod. Snarere et net af tråde, hvor hver deltager bidrager med sit – og samtidig knytter sig til de andre.

I centrum står familien. Ikke som nostalgi, men som levende fællesskab. En familie, der ikke blot deler måltider og minder, men også materialer, idéer og processer. Her udveksles ikke bare gaver juleaften – men også metoder, kritik og inspiration.

Og netop dét gør udstillingen særlig. Den bliver et billede på noget større end blot de enkelte værker: den viser, hvordan kreativitet kan gå i arv. Ikke som en skabelon, men som et rum, hvor hver generation kan finde sit eget udtryk – og samtidig tale sammen på tværs af tid, sted og erfaring.

En gave til publikum
Mixed Media – Kreativitet i tre generationer er en sjælden mulighed for at få lov til at kigge ind i et familiealbum, der både rummer stof og sjæl. Det er en udstilling, der inviterer publikum med ind – ikke blot som beskuere, men som medmennesker. For hvem kender ikke følelsen af at ville forstå sine forældre – eller håbe, at ens børn engang vil forstå én selv?

Udstillingen er en hyldest til den menneskelige skabertrang – og til det, der binder os sammen, når vi vælger at skabe noget sammen.

Udstillingen er åben fra søndag d. 20. juli frem til og med søndag den 3. august, på hverdage kl. 13-17 og i weekenden kl. 11-16. Ferniseringen finder sted den 20. juli kl. 11.30-16.00, hvor pressefotograf Peter Honoré holder åbningstalen. Der er fri entré hele vejen igennem.