Ny analyse: Små ændringer kan hjælpe unge ud af afhængighed af sociale medier

0

SPORT. En ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen peger på, at selv små ændringer i unges onlinevaner kan bryde deres automatiske og ofte ubevidste forbrug af sociale medier.

En stadig større del af unges hverdag foregår i dag på sociale medier. For mange bliver det en selvfølge at gribe ud efter telefonen i alle døgnets timer – fra de tidlige morgentimer til sen aften. Fastholdelsen på Facebook, Snapchat, Instagram, YouTube eller TikTok risikerer at gå ud over både trivsel og søvn, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tidligere påvist.

Men en ny analyse fra styrelsen, som offentliggøres i dag, peger på, at enkle designændringer på sociale medier kan hjælpe unge til et mere balanceret forbrug. Det drejer sig for eksempel om korte venteperioder eller planlagt tidsforbrug, der kan reducere unges daglige forbrug markant.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:

»Vi ser igen og igen, hvordan tech-giganterne bevidst fastholder især børn og unge foran skærmen. Det er ikke godt nok. De skal passe bedre på vores børn og unge på deres platforme. Nu kan vi se, at simple tiltag kan hjælpe unge med at styre deres afhængighed – tiltag som tech-giganterne selv bør gå forrest med. Vi skal derfor være langt mere konsekvente over for dem. Det handler ikke om at forbyde sociale medier, men om at sikre, at de ikke manipulerer unge til at scrolle og klikke mod deres vilje. Regeringen vil fortsætte sit arbejde med at tæmme tech-giganterne og sikre, at deres platforme ikke udgør en sundheds- og trivselsrisiko for vores børn og unge.«

Digitaliseringsminister Caroline Stage siger:

»Vi står i en situation, hvor alt for mange børn og unge bruger flere timer foran skærmen, end de selv ønsker. De fastholdes på sociale medier, der er designet til at holde dem fanget – ikke til at sætte dem fri. Det er dybt bekymrende. Undersøgelsen bekræfter ikke bare, at der er et problem – den viser også, at vi med få greb kan begrænse skærmtid og doom-scrolling på sociale medier markant. Det styrker kun behovet for handling. Vi har i mange år været for naive omkring konsekvenserne af sociale medier. Nu er det tid til at tage det lige så alvorligt som andre former for afhængighed. Det kræver benhård regulering af tech-giganterne – herunder aldersverifikation – så vi beskytter børn og unge mod indhold og platforme, de slet ikke er gamle nok til.«

Analysen er gennemført som et seks ugers feltforsøg med 269 unge. Den bekræfter, at de unges forbrug ofte er højt både før og efter skoletid, mens det om natten er lavere.

Dog bruger mange unge i gymnasiet op mod en femtedel af deres skoletid på sociale medier, og fire ud af ti unge tjekker sociale medier mindst én gang i timen i skoletiden.

SÅ klar til livet!

0

ANMELDELSE. Denne årstid sprudler af unge, der afslutter deres uddannelse og må videre i livet, fyldte med glæde, håb og tro på fremtiden. Denne livslyst blev jeg smittet af, trods verdens genvordigheder, da Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet Fredericia og Fredericia Musicalteater havde premiere på Showcase 2025 med ikke mindre end to musicals: ”Usynlig” og ”Heathers The Musical”.

Med humor, humør og hengivenhed håndterer de otte unge dimittender –

Christian Haagen Birkvang, Jens Kau Wahlers Nielsen, Marie Gersholm Baktoft, Nicoline Bonde Wiberg, Noah Vestergaard Johnsby, Sille Højberg Heilmann, Sofie Emma Lohmann og Vito Borggild Gram – aftenens svære emner – spændende fra kærlighed til død – til perfektion.

Som uddannede på ”The School of Multitasking” har man lært at danse, bevæge sig, huske lange tekster, klæde hurtigt om, sminke sig, tale og synge tydeligt og rent og udtrykke alle slags følelser – på samme tid!!! Hold nu kæft, hvor er I dygtige! Man oplever næsten, I kan alt. Kan en nyuddannet lærer, sygeplejerske, SOSU eller tømrer det? Skal man ikke først ud at lære faget i virkeligheden?

Ok. Det skal I måske også. I hvert tilfælde er I på vej ud i den udfordrende verden, hvor der er mange kampe med sejre og nederlag. Men rygsækken til rejsen er fornuftigt pakket.

Knæk og bræk!

Usynlig

Skolens helt egen kreation musicalen ”Usynlig” omhandlende sårbarheden, tvivlen og troen og ikke mindst kærligheden indledte aftenen. Lynhurtigt blev jeg sendt ud i den himmelske sfære, da hele ensemblet sang Efterklangs lækre Vi er uendelig med vokalarrangement af Kristoffer Nybye. Frydefuld flerstemmighed garneret med fremadskridende replikker. Jeg var henrykt. Flere af de velvalgte numre i Usynlig burde nævnes, men jeg vil fremhæve ide-skaberne: Magnus Berg, Thomas Agerholm, Bjørg Gamst og oversætter Mille Lambert. Det her er altså godtskruet sammen. Jeg så ikke frem til pausen, men tænkte: Bare bliv ved!

Heathers The Musical

Musicalen Heathers The Musical bygger på kultfilmen med Winona Ryder og Christian Slater og er en “dark comedy” om ungdomslivet i 80’erne på en amerikansk high school. Her gælder det liv og død.

Musikalsk temmelig kompliceret – rytmisk som tonalt – hvor de unge performere kastes ud i visse registerudfordringer.

Jeg er nok mest til Usynlig, men har ikke desto mindre større respekt for de unges formåen her i denne vanskelige Off-Broadway (mere eksperimenterende) musical.

Som alle andre år fordeles rollerne og belastningen ligeligt mellem dimittenderne, og da Sofie ikke er så meget på i Usynlig, har hun en fremtrædende rolle som Veronica i Heathers The Musical og får virkelig lov til at brillere. 

Lyd og musik

Lyden var hele forestillingen perfekt afstemt mellem tale, sang og et yderst velspillende orkester. Dog måtte en ufrivillig kort pause klogeligtindlægges, da en mikrofon stod af. Hellere fikse problemet og forsætte optimalt.

Scenografi, lys og kostumer 

En forholdsvis enkel scenografi krydret med et kalejdoskopisk lysunivers og farverige kostumer gav de rette rammer for effektivitet og entusiasme.

Euforisk publikum

Under den i alt tre timer lange musicalaften følte jeg mig flere gange henført til Faxetribunen i Brøndby eller Nedre C i Parken. Ved premieren var AHA-salen fyldt til sidste sæde med familier og venner af de optrædende, tidligere studerende og dimittender, trofaste hardcoresupportere af Musicalteateret, men ikke mindst elever fra VibyEfterskole. De har tidligere på året opført Heather The Musical, og det var tydeligt, de kendte handlingen og vidste, hvad der skulle ske. For medlevende hujen indtraf flere gange før flere episoder og sceneskift. 

Men undervejs var de meget interesserede i forskellene mellem deres egen og denne sublime forestilling.

Der er givetvis nogle herfra, der i fremtiden vil søge ind på Musicalakademiet. 

Urimelige forventninger

Vi kommer vel efterhånden anstigende i teateret med urimelige forventninger, for vi er gennem årene blevet forkælet med performerkunst af ypperste kvalitet. Men atter i år leveres der bare. Man kan kun bukke ærbødigt for akademiets undervisere, ledelse, medarbejdere, der nu gennem snart 25 år har knoklet for Danmarks bedste musicalteater! Tak til alle, der har gjort det muligt – også byens politikere! Måske oprettes der snarligt også en kandidatuddannelse. Hvad skal det dog ikke ende med?!

Første replik var vist denne aften: Jeg er klar til livet. Ja, I otte unge er SÅ klar til livet på scenerne derude omkring!

Seks stjerner. Jeg glæder mig allerede til næste år.

Fredericia skal være værtsby for stort borgerligt konvent

0

POLITIK. Fredericia bliver i begyndelsen af september det politiske omdrejningspunkt for landets borgerlige kræfter. Den 6. september afholdes det såkaldte Borgerlige Konvent i MesseC, hvor partilederne fra Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti mødes for at drøfte den fremtidige kurs mod et borgerligt flertal og en ny regering.

Konventet er tænkt som en markering af borgerligt fællesskab, hvor værdier og mål diskuteres, især med henblik på at formulere et troværdigt alternativ til den nuværende SVM-regering, som arrangørerne beskriver som både »teknokratisk og værdiforladt«.

Hos Det Konservative Folkeparti i Fredericia er begejstringen stor over udsigten til, at byen skal danne rammen til det store landsdækkende arrangement, hvor landets borgerlige partier vil samles. Partiets gruppeformand og borgmesterkandidat, Tommy Rachlitz Nielsen, mener, at det kommende arrangement bliver en særlig anledning til at vise Fredericias betydning som politisk samlingspunkt, både lokalt og på landsplan.

»Vi er rigtig glade for, at de borgerlige partiledere samles i Fredericia, og vi ser frem til at deltage i arrangementet,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Arrangementet kommer ifølge ham også på et oplagt tidspunkt. Lokalt står Fredericia snart over for et kommunalvalg, og Tommy Rachlitz Nielsen håber derfor også, at Borgerligt Konvent kan fungere som afsæt til yderligere samarbejde mellem byens borgerlige partier samt på landsplan.

»Det er en helt åbenlys mulighed for de lokale medlemmer af Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarks Demokraterne kan møde og styrke vores samarbejde frem mod kommunalvalget hvor vi jo også samarbejder om at få en borgerlig borgmester for et borgerligt flertal, ligesom vi på landsplan skal arbejde for at få en borgerlig regering,« bemærker gruppeformanden.

Han fremhæver i samme åndedrag, at valget af Fredericia som vært for et så markant politisk arrangement næppe er tilfældigt. Han peger her på MesseC’s store erfaring med at afvikle større arrangementer samt kommunens centrale placering i Danmark som afgørende faktorer.

»At mødet placeres i Fredericia er en bekræftelse af vores centrale placering og af de kompetencer som MesseC har til at håndtere store arrangementer,« siger Tommy Rachlitz Nielsen og tilføjer afslutningsvis:

»Vi glæder os meget til at byde vores partifæller og de andre borgerlige partimedlemmer velkomne i vores fantastisk kommune.«

Borgerligt Konvent løber af stablen den 6. september, hvor både partiledere og lokale borgerlige politikere deltager. Arrangementet er åbent for offentligheden og ventes at trække stor opmærksomhed fra hele landet.

Drake vender tilbage til Danmark – giver to shows i Royal Arena med PARTYNEXTDOOR

0

EVENT. Den globale superstjerne Drake har netop annonceret sin længe ventede tilbagevenden til Europa med sin nye arenaturné, $ome $pecial $hows 4 UK EU. Den canadiske rapper gæster Royal Arena i København to aftener i træk, den 24. og 25. august 2025, sammen med R&B-ikonet PARTYNEXTDOOR.

Turnéen markerer Drakes første optræden i Danmark siden 2019, hvor han også besøgte Royal Arena. Denne gang kommer han direkte fra en massiv succes i Australien med sin udsolgte Anita Max Win Tour samt over 80 udsolgte shows i Nordamerika med It’s All A Blur Tour, hvor han blandt andet havde prominente gæster som 21 Savage og J. Cole med på scenen.

Drake, der gennem karrieren har vundet fem Grammy Awards og solgt millioner af albums verden over, er kendt for hits som ”God’s Plan”, ”Hotline Bling” og ”One Dance”. Hans seneste album For All The Dogs fra oktober 2023 debuterede direkte som nummer ét på Billboard 200, og samtlige 23 numre indtog placeringer på Billboard Hot 100.

Turnéen med PARTYNEXTDOOR følger op på duoens fælles album $ome $exy $ongs 4 U, som udkom på Valentinsdag 2025 og fik en varm modtagelse fra både anmeldere og fans.

PARTYNEXTDOOR, der også har canadiske rødder, regnes for en af tidens mest betydningsfulde pop- og R&B-kunstnere, kendt for hits som ”Come and See Me” med netop Drake, samt for at skrive store hits til artister som Rihanna og DJ Khaled.

De to koncerter i Royal Arena bliver en del af en større Europaturné, som også besøger byer som Manchester, Amsterdam, Paris, Berlin, München og Stockholm, inden den afsluttes i Hamburg den 23. september 2025.

SIND Fredericia inviterer til åbent hus – håber på mange lokale politikere

0

EVENT. Den frivillige, sociale forening SIND Fredericia holder åbent hus fredag den 6. juni fra klokken 16 til 20 i lokalerne på Danmarksgade 32. Arrangementet er åbent for alle, men foreningen håber især på et stort fremmøde blandt lokale politikere og kandidater til det kommende byråds- og regionsrådsvalg.

Ved arrangementet vil medlemmerne præsentere de mange forskellige aktiviteter, som foreningen tilbyder. Det spænder bredt fra outdoor-aktiviteter og fællesspisning til sommerhusture og politisk lobbyarbejde.

Nye sundhedsråd skærper behovet for dialog

Særligt det politiske aspekt gør, at SIND Fredericia denne gang håber på en god deltagelse fra lokale kandidater. Oprettelsen af de nye lokale sundhedsråd, som både består af kommunale og regionale politikere, betyder nemlig, at beslutningerne om psykiatriområdet nu rykker tættere på.

»Politikerne får en unik mulighed for at lære vores erfaringer og holdninger at kende. Sundhedsrådene får en central rolle i at forme sundhedspolitikken lokalt og regionalt, og derfor vil vi gerne sikre, at psykiatrien får den opmærksomhed, den fortjener,« siger Bjørn Medom Nielsen fra SIND Fredericia.

SIND-Trekanten skal matche politikernes indsats

Det lokale sundhedsråd, som Fredericia er en del af, omfatter også Kolding, Vejle og Middelfart. For at kunne matche denne nye politiske organisering har SIND Fredericia sammen med afdelingerne i Vejle og Kolding oprettet samarbejdet SIND-Trekanten, som skal sikre en stærkere samlet indsats på psykiatriområdet.

»Vi ønsker at stå stærkere, når vi møder politikerne i de nye sundhedsråd. Derfor håber vi, at rigtig mange vil møde op, så vi kan vise, hvor stor opbakning psykiatriområdet fortjener,« fortæller Bjørn Medom Nielsen.

Alle interesserede borgere, brugere, pårørende, politikere og frivillige er velkomne til arrangementet, hvor man kan få indsigt i foreningens arbejde og deltage i debatten om psykiatriens fremtid i lokalområdet.

Malte Ebert træder til på Jelling Musikfestival 2025 efter Lis Sørensens afbud

0

MUSIK. Jelling Musikfestival må undvære Lis Sørensen, men får i stedet glæde af Malte Ebert, som er klar til at overtage lørdagsprogrammet.

Det er altid en ærgerlig nyhed, når en af festivalens kunstnere må aflyse – især når det er en stemme så legendarisk som Lis Sørensens. Men Jelling Musikfestival har hurtigt fået en værdig erstatning på plads: Malte Ebert, der tidligere har vist, at han kan samle både unge og ældre foran scenen.

30-årige Malte Ebert har været en del af danskernes musikalske bevidsthed i snart ti år. Han slog i 2016 igennem med sin satiriske alter ego Gulddreng, hvis syv første singler alle ramte nummer ét på hitlisterne. Siden har han, som solokunstner under sit eget navn, markeret sig med populære numre som danmarkssangen »Kun med dig«, hyldesten til Dronning Margrethe »Kalde Dem for du« og julesangen »Julehjertets hemmelighed«.

I 2024 har Malte Ebert cementeret sin plads i dansk popmusik med singlerne »Mindst ondt«, der er lavet i samarbejde med Svea S, og »Kongen af Danmark«, der begge gik guld. Han har desuden eksperimenteret med koncertformatet ved at hente inspiration fra teatrets verden. Først med Mellem Himmel og Jord – et samarbejde med instruktør Nikolaj Cederholm – og senest med showet Gennemsnitsdansker, der høstede seks stjerner i Gaffa.

Publikum i Jelling kender allerede godt Malte Eberts evne til at levere en mindeværdig koncertoplevelse, da han i 2023 optrådte på festivalens Store Scene. Nu får festivalgæsterne igen fornøjelsen af at opleve den populære popmusiker.

Lis Sørensen skriver selv på sin Facebookside om afbuddet:

»Kære Jelling. Jeg er så ærgerlig over at må skuffe jer, men en fæl halsbetændelse har taget min stemme, og jeg ser mig desværre nødsaget til at aflyse min koncert på Jelling på lørdag, som jeg ellers har glædet mig så meget til. Jeg håber, I som altid får nogle fantastiske dage på Jelling. Kh Lis.«

Fra festivalen lyder der et varmt ønske om god bedring til Lis Sørensen – og en stor tak til Malte Ebert for at træde til med kort varsel.

Jelling Musikfestival løber af stablen fra torsdag til søndag denne uge.

Kongeparret åbner ny udstilling om kongelig barndom på Koldinghus

0

KULTUR. Når Kongen og Dronningen fredag den 20. juni klokken 15 træder gennem porten til Koldinghus, bliver det ikke kun endnu en officiel markering på kongehusets fyldige kalender. Denne gang handler det om barndommen. Om de kongelige børns hverdag gennem tiderne – med leg, læring og store forventninger, men også med alvor og skrøbelighed tæt inde på livet.

Med udstillingen »Kongebarn« stiller Koldinghus skarpt på, hvordan det har været at vokse op som kongebarn i Danmark gennem århundreder. Her kan publikum komme tæt på genstande, der har været en del af danske kongebørns liv, helt tilbage fra Christian 4.s tid og frem til nutiden.

Blandt de udstillede ting kan gæster opleve Frederik 6.s pruttepude, der viser, at selv kongebørn har haft plads til sjov midt i al alvoren. Christian 4.s rejseur viser derimod den omhyggelighed, der altid har fulgt de royale børn gennem generationer.

Men det hele har ikke kun været sjov og leg. Udstillingen viser også den barske side af kongebørnenes tilværelse, hvor genstande som spædbørns dødsmasker og legetøjskanoner vidner om en virkelighed, hvor døden altid lurede tæt på, og hvor barndommens leg allerede havde præg af det store ansvar, som ventede senere i livet.

På Koldinghus har arrangørerne lagt særlig vægt på, at også nutidens børn får noget ud af besøget. Med interaktive elementer og muligheder for fysisk aktivitet kan de yngste gæster mærke historiens vingesus på egne præmisser. De voksne kan så passende følge efter i et tempo, der nok kommer på prøve, når børnene går på opdagelse.

Og netop Koldinghus har en særlig betydning for udstillingen, da det var her, at Christian 4. som blot seksårig satte sig på skolebænken første gang. Nu bliver det historiske slot endnu en gang fyldt med børnestemmer, som skal opleve historien helt tæt på.

I anledning af udstillingen udgiver Den Kongelige Samling og Aarhus Universitetsforlag bogen »Børn som ingen andre«. Her kan interesserede dykke endnu dybere ned i kongebørnenes opvækst og se, hvordan de er blevet dannet til at løfte det særlige ansvar, der fulgte med titlen som royal.

Udstillingen, der åbnes af Kongen og Dronningen den 20. juni klokken 15, kan ses på Koldinghus hele sommeren. Publikum opfordres til at komme i god tid, da der ventes stor interesse for arrangementet.

YouTube-fænomenet Husum på vej til Fredericia: »Kom og få en high five«

0

EVENTS. Det er ikke hver dag, man kan møde en YouTuber med næsten en halv million følgere – men på fredag klokken 12.00 kan du få både et billede, et kram og måske endda et grin direkte fra Alexander Husum, når han og makkeren Eiqu Miller åbner årets Sommerrock på Rådhuspladsen.

Og han har selv sendt en hilsen ud til fredericianerne og fans:

»Jeg kommer til Sommerrock på Fredericia Rådhus den 30. maj kl. 12 til Meet & Greet og et lille show. Så hvis du kunne tænke dig en high five eller billede, så kom derhen kl. 12. Jeg glæder mig meget til at se jer i Fredericia til Sommerrock.«

Alexander Husum er mest kendt fra en skærm, hvor han med humor, hurtige klip og høj energi har fået hundredtusindvis af unge til at klikke, grine og følge med. Men på fredag møder han dem ansigt til ansigt midt i Fredericia.

Sammen med sin fredericianske makker Eiqu Miller giver han et kort show, inden han bruger et par timer på at hilse på de mange fremmødte.

Tjek videohilsnen ud fra Alexander Husum og vores SoMe-kreatør Sasha lige her:

Detailsalget steg i april – især internethandlen går frem

0

BUSINESS. Detailsalget steg med 0,4 pct. fra marts til april 2025. Fremgangen skyldes især salget af andre forbrugsvarer, mens salg af tøj og fødevarer gik tilbage. Samtidig boomer internethandlen.

Det samlede detailsalg steg med 0,4 procent fra marts til april i år, når der korrigeres for prisudvikling og sæsonudsving. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.

Fremgangen skyldes udelukkende en vækst i varegruppen »andre forbrugsvarer«, som steg med 1,3 procent i perioden. Omvendt faldt salget af beklædning med 2,9 procent, mens salget af fødevarer og dagligvarer gik marginalt tilbage med 0,2 procent.

Internetbutikker i fremgang

Særligt detailhandel via internettet oplever stor fremgang. Denne branchegruppe udgør omkring 15 procent af salget af »andre forbrugsvarer«, og her var omsætningen 6,9 procent højere i perioden januar til april sammenlignet med samme periode sidste år.

Den kraftigste vækst ses inden for internetsalg af tøj, sko og lædervarer, hvor salget steg med 11,8 procent, og salg af elektronik og elektroniske apparater, hvor salget steg med 9,6 procent.

Eneste nedgang i internethandlen var bøger, musik og kontorartikler, der faldt med 2,4 procent i årets første fire måneder.

Det skal bemærkes, at brancher med primært fysiske butikker, der også har internethandel, ikke er med i denne opgørelse, selvom deres online-salg også kan være betydeligt.

Flere handler på nettet

Den samlede omsætning af andre forbrugsvarer – hvor internethandel er en stor faktor – steg med 5,2 procent fra januar til april sammenlignet med samme periode i 2024.

Tallene i detaljer

Den positive udvikling i april følger efter en svag nedgang på 0,1 procent fra februar til marts. Tidligere på året steg detailsalget med 0,8 procent fra januar til februar.

Dermed er detailsalget samlet set på vej frem efter en periode med ujævne udsving, men det er især internethandlen, der driver væksten i øjeblikket.

Over halvdelen af landets grundskoler synger nu morgensang

0

KULTUR. Da kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Phillip Faber i august sidste år lancerede deres morgensangsmission med det ambitiøse mål, at mindst en fjerdedel af landets grundskoler skulle synge morgensang ved skoleårets afslutning, blev de advaret om, at de måske havde sat barren for højt. Nu viser det sig, at missionen ikke blot er lykkedes – den er langt overgået. Mere end halvdelen af landets grundskoler synger nu morgensang.

Rundt om på skolerne i hele landet fylder fællessangen nu lokalerne om morgenen, hvor elever, lærere og pædagoger samles til en stund med musik og fællesskab. Skolerne har ivrigt grebet muligheden for at få støtte fra morgensangspuljen, der hjælper dem med at anskaffe instrumenter, sangbøger og tilbyde efteruddannelse, så det pædagogiske personale er bedre rustet til at stå for morgensangen.

Derudover har mange skoler tilmeldt sig morgensangsmissionens konkurrence, hvor udvalgte skoler har fået besøg af populære musikere fra det morgensangskorps, som kulturministeren har etableret sammen med Phillip Faber.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt glæder sig over resultaterne:

»Jeg er kisteglad for, at skolerne med åbne arme har grebet morgensangen. Da Phillip Faber og jeg satte målet om, at en fjerdedel af skolerne skulle synge morgensang, inden skoleåret var omme, blev vi advaret om, at vi var for ambitiøse. Men vi har sammen med morgensangskorpset gjort tvivlen til skamme. Tænk sig, at over halvdelen af landets skoler nu synger morgensang. Det er jo fænomenalt, for fællessang skaber trivsel og fællesskab, og det er om noget, hvad verden har brug for endnu mere af. Så tak til skolerne for deres engagement, tak til det skønne morgensangskorps, og tak til alle ildsjæle, som er med til at løfte morgensangsmissionen.«

Morgensang styrker sammenhold og trivsel

Phillip Faber, der er leder af morgensangskorpset, har med glæde besøgt skoler rundt omkring i landet, hvor han har oplevet værdien af morgensangen på nært hold. Han fremhæver, hvordan morgensangen giver børn og unge en følelse af samhørighed og fællesskab:

»Det er helt vidunderligt, at så mange skoler har taget del i missionen og vil være med til at oprette den kulturbærende praksis, som morgensang er. Morgensangen skaber sammenhængskraft, styrker elevernes trivsel og følelsen af at høre sammen og høre til. Det har jeg også set på de skoler, jeg selv har besøgt for nylig,« siger Phillip Faber.

Landsdækkende korps med populære musikere

Morgensangskorpset, som Phillip Faber leder, består af 18 af landets mest populære musikere fordelt på ni landsdele. Korpsmedlemmerne har besøgt skoler og stået for morgensang med eleverne, og samtidig konkurrerer de om at få flest skoler med på morgensang i deres område. Blandt de populære kunstnere i Trekantområdet finder man Malte Ebert og JJ Paulo.

De øvrige medlemmer af morgensangskorpset er:

  • København: Oh Land, Christopher
  • Fyn: Prisma
  • Midt- og Vestjylland: Guldimund, Stine Bramsen
  • Nordsjælland og Bornholm: Katrine Muff, Pil
  • Nordjylland: Jonah Blacksmith, Pernille Rosendahl
  • Sjælland og Lolland-Falster: Katinka, Sigurd Barrett
  • Syd- og Sønderjylland: Rikke Thomsen, Thomas Buttenschøn
  • Østjylland: Dopha, Shaka Loveless

Morgensang som politisk indsats

Der er afsat i alt 15 mio. kroner til morgensangsmissionen, som er et led i en politisk prioritering af trivsel, fællesskab og kultur i skolerne. De midler skal blandt andet sikre efteruddannelse af lærere og pædagoger, støtte til skolernes indkøb af instrumenter og sangmaterialer samt afholdelse af morgensangsevents på skolerne.

Morgensangspuljen er åben for ansøgninger frem til den 1. juni, og skoler kan stadig nå at få del i midlerne, hvis de ønsker at styrke morgensangen yderligere.

Fakta om morgensangsmissionen:

  • Morgensangsmissionen blev lanceret af kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Phillip Faber i august 2024.
  • Målet var oprindeligt, at mindst 25 % af grundskolerne skulle have morgensang ved skoleårets slutning.
  • I dag synger over halvdelen af landets grundskoler morgensang.
  • Morgensangsmissionen understøttes af en pulje på 15 mio. kroner.
  • Læs mere og ansøg om støtte her:
    Morgensangspuljen – Ansøg her

Læs mere om morgensangskonkurrencen og tilmeld din skole her:

Morgensangskonkurrence