EVENTS. Fredericia Kommunes afdeling for Affald & Genbrug slår i dag dørene op og inviterer alle byens borgere til åbent hus på genbrugscenteret på Nordre Kobbelvej 9. Fra klokken 10 til 13 står medarbejderne klar til at vise, hvad der egentlig sker med vores affald, når skraldebilen først er kørt afsted med det.
Arrangementet handler om langt mere end blot affaldssortering og containere. Affald & Genbrug har nemlig gjort dagen til en familiebegivenhed med masser af sjove aktiviteter og spændende oplevelser for både børn og voksne.
For de mindste er der mulighed for at hoppe løs på hoppeborgen, male farverige sten, prøve kræfter med dåsekast eller blive udfordret i en sorteringsleg, der på en sjov måde lærer børnene om genbrug og miljø.
De voksne kan samtidig blive klogere på, hvordan man opcycler brugte tekstiler fra genbrugsbutikken ved en workshop, som genbrugscentret selv står for. Det er en mulighed for både at lære nyt og få inspiration til, hvordan gammelt tøj kan få nyt liv.
Dagen byder også på en mulighed for at komme helt tæt på skraldebilerne og få et sjældent indblik i det arbejde, der ligger bag affaldshåndteringen i Fredericia. Borgerne kan stille spørgsmål og få svar direkte fra medarbejderne, der arbejder med affald og genbrug hver dag.
Der er desuden bagagerumsmarked, hvor besøgende kan gå på opdagelse og måske gøre et kup blandt alt det spændende, der bliver solgt direkte fra bilernes bagagerum. Med andre ord er der lagt op til en hyggelig dag, der kombinerer genbrug, viden og godt samvær.
Så hvis weekenden endnu ikke er planlagt færdig, så er der altså god mulighed for at få et par gode timer sammen med familien, få ny viden om affaldshåndtering – og måske endda gøre en god handel på bagagerumsmarkedet.
EVENTS. Fredag eftermiddag bliver der skruet helt op for festen, når Fredericia hylder byens Superliga-helte med en stor oprykningsfest, og hos Urbania Street Food er de også klar til at fejre oprykningen med et brag af en »Rød Fanzone«.
Urbanias Brian Løkkegaard, er ikke i tvivl om, at det bliver en eftermiddag i byens ånd og et brag af en fejring.
»Jamen, det der skal ske i morgen, er, at vi har oprykningsfest for vores fantastiske fodboldhold her i Fredericia, som er på vej i Superligaen,« fortæller Brian Løkkegaard først og uddyber:
»Dørene åbner allerede klokken 11.30, men det er fra klokken 13, vi for alvor sætter gang i festen, og det er dér, man skal komme ned og være med til at sætte stemningen i gang.«
Urbania har tidligere dannet ramme om flere store arrangementer, og fredag bliver ingen undtagelse, forklarer de. Et af dagens højdepunkter bliver også den lokale DJ Alexander Brown, kendt for hittet »Skub Til Taget«, der overtager pulten klokken 15.00.
»Hvis vejret tillader det, bliver det selvfølgelig udenfor, ellers rykker vi indendørs i tørvejr. Vi ved endnu ikke, om vi er heldige eller uheldige – det ser vi i morgen. Men der bliver i hvert fald endnu et løft opad i den rigtige stemningsretning med Alexander Brown på pladespilleren,« siger Brian Løkkegaard med et smil.
Når Alexander Brown efter en times tid slukker for musikken, bliver festen bestemt ikke mindre. Tværtimod samles alle fodboldfans nemlig til en fælles march mod Monjasa Park, hvor Fredericia spiller sæsonens sidste kamp mod Kolding IF.
På stadion fortsætter festen med gratis fadøl den første time, sponseret af Carlsberg, og masser af musik og stemning frem til kampstart klokken 18.30.
Fredericia fejrer oprykningen, og som Brian Løkkegaard fastslår:
»Vi følger med hele vejen hernede.«
Se videoen fra Urbania Street Food og få hele stemningen med:
SPORT. Efter 24 års tålmodig venten er Fredericia klar til den helt store fodboldfest. Byens nye Superliga-mandskab fra FC Fredericia skal hyldes på Rådhuspladsen, og nu er programmet endelig på plads.
Festlighederne starter klokken 14.30, hvor pladsen åbner med aktiviteter for både store og små. De mindste kan glæde sig til både hoppeborg, ballonkunstner og fodboldmål, hvor man kan teste sine egne evner med bolden. De voksne kan nyde kolde øl, lækkerier fra pølsevognen samt fra Den Gyldne Ovn, mens en DJ sørger for den helt rette fodboldstemning.
Klokken 15.00 kan de hurtigste børn desuden sikre sig en gratis slushice – der er 100 styk på højkant.
Men festens højdepunkt indtræffer først lidt senere. Klokken 15.30 ankommer spillerne fra FC Fredericia til rådhuset, hvor de vil blive modtaget af alle de fremmødte. Herefter følger en lokal tradition, når spillerne bydes på de berømte rådhuspandekager i kantinen.
Klokken 16.00 træder spillerne ud på scenen på Rådhuspladsen, hvor de vil modtage byens hyldest. Borgmester Christian Bro (S), formand for Kultur- og Idrætsudvalget Peder Tind (V) samt FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, holder korte taler for at markere den historiske oprykning.
Netop Peder Tind har tidligere beskrevet oprykningen som en begivenhed, der har skabt en helt særlig stemning i byen:
»Jeg har sjældent oplevet noget lignende. Hvor end jeg kommer, møder jeg folk, som lykønsker hinanden og fortæller, hvor fantastisk og fortjent det her er. Stoltheden kan mærkes overalt. Og det er ikke kun her i Fredericia, det tales om – hele landet har bemærket det, og det kan vi være hammerende stolte af.«
Fra klokken 16.15 til 16.40 er der mulighed for, at fans og fredericianere kan komme helt tæt på spillerne og få både selfies og autografer med hjem som minder.
Fejringen rundes af klokken 16.40, hvor borgmesteren afslutter arrangementet med et par ord om den kommende sæson i landets bedste fodboldrække.
Arrangørerne, Fredericia Kommune, FC Fredericia og Fredericia Shopping, håber på stor opbakning og opfordrer alle til at møde op og gøre dagen til en fest, der matcher præstationen på banen.
Programmet i korte træk:
14.30: Festlighederne begynder med aktiviteter for børn og voksne.
15.00: Gratis slushice til de første 100 børn.
15.00-17.00: Ballonkunstner og fodboldaktiviteter.
15.30: Spillerne ankommer til rådhuset og får pandekager.
16.00: Spillerne går på scenen, taler ved borgmester Christian Bro, udvalgsformand Peder Tind og direktør Stig Pedersen.
BAGGRUND. Der er begivenheder, man husker lidt tydeligere end andre. Dage, hvor man selv lang tid efter kan huske præcist, hvad man lavede, og hvem man var sammen med. Den 20. maj sidste år var sådan en dag i Fredericia.
I dag er det præcis ét år siden, at Royal Run kom til byen, og Fredericia trådte ind midt på scenen som hele Danmarks samlingspunkt for en af årets største folkefester i løbesko. Det blev en dag, der stadig bliver talt om med stolthed – og med lidt ekstra lune i stemmen, når snakken falder på, hvor flot byen egentlig tog sig ud.
Dagen begyndte jo faktisk også næsten som taget ud af en fortælling. Kongeskibet Dannebrog gled stille og roligt ind mod Østerstrand, mens kanonsalutten fra Fredericia Vold rungede gennem byen og sendte ekkoer ud over Lillebælt.
På stranden trådte Kong Frederik i land og vinkede smilende til de tusindvis af mennesker, der var mødt op for at tage imod ham.
»Det er en fornøjelse at være i en historisk by som Fredericia. En stolt garnisonsby og en by, hvor historien lever. En smuk by, hvor mange glade løbere og tilskuere er mødt frem. Det gør mig glad,« sagde Kong Frederik og fangede dermed stemningen hos alle dem, der fyldte gaderne den formiddag.
Og med de ord begyndte festen for alvor, og Kongen løb den klassiske One mile.
Glæden var til at få øje på. Fredericia havde fra tidlig morgen pyntet og klædt sig på, næsten som var det byens egen fødselsdag. Flag, bannere, balloner og kongekroner hang fra altaner, vinduer og gadehjørner. Flere steder havde folk været ekstra kreative og lavet deres egne kongelige troner og små podier, hvorfra de kunne kigge ud over gaderne og heppe på de mange grinende løbere, der passerede forbi.
Der blev smilet, vinket og hilst – også til mennesker, man aldrig tidligere havde mødt. Netop i disse dage taler mange i Fredericia om FC Fredericias oprykning til Superligaen, og om hvordan sådanne begivenheder styrker fællesskabet i byen. På samme måde oplevede mange fredericianere også en særlig sammenhørighed under Royal Run, hvor byen viste sig fra en af sine allerbedste sider.
I gaderne var der en sitrende glæde. Lokale foreninger som Fredericia Håndboldklubs ungdomshold havde taget opstilling langs 6. Julivej med små håndboldmål og kastede boldene frem og tilbage, mens løberne kom forbi. Byens spejdere, gymnastikforeninger, sportsklubber og hundredvis af frivillige delte vand, frugt og opmuntringer ud langs ruten.
Men det var ikke bare i gaderne, Fredericia blev vist frem. Også i hele landet kunne man opleve Fredericias stolthed. For hjemme i stuerne blev fjernsynene tændt, og Danmark kunne opleve byen set fra oven. Dronebillederne gled henover Den Tapre Landsoldat, voldanlægget, Østerstrand og byens hyggelige gader, alt sammen badet i en varm maj-sol.
Stemmen, der fortalte hele Danmark om Fredericia, tilhørte ingen ringere end Ulla Therkelsen. Med sin velkendte, let hæse og maleriske stemme fortalte hun om byen, som kun hun kan gøre det. Hun beskrev Fredericia, som var hun vokset op bag voldene, og for et kort øjeblik virkede det, som om Ulla Therkelsen solgte byen til hele Danmark, som lokal ejendomsmægler.
På voldene og på stranden kunne man knap finde plads til at sætte sig. Mere end 21.000 mennesker befandt sig i byen i den mest travle time – næsten 200 procent flere end på en almindelig fridag, som teleselskabet 3 senere kunne dokumentere. Fredericia var bogstaveligt talt blevet hele Danmarks midtpunkt.
Ét år efter står minderne stadig klart for mange i Fredericia. Royal Run-dagen har sat sit præg på byen. Det var dagen, hvor Fredericia viste sig frem fra sin bedste side, og hvor store dele af Danmark fik øjnene op for byens skønhed, dens historie og især måske dens sammenhold.
Nu, hvor foråret igen vender tilbage, blomstrer byen op på ny, og minderne om den majdag for et år siden bliver igen levende. Kongeskibet, der gled mod Østerstrand, kanonsalutten, de glade løbere, fællesskabet og Ulla Therkelsens karakteristiske stemme, der med stolthed fortalte hele landet, at lige præcis dén dag, var Fredericia det allerbedste sted i verden at være.
EVENTS. Når det tredje officielle DM i Drejning løber af stablen hos CLAY Keramikmuseum i Middelfart den 24. og 25. maj, kan man være sikker på underholdning af den fineste slags.
Denne gang har arrangørerne nemlig hentet forfatter og tv-personligheden Carolyne Kaddu Rasmussen, kendt fra dokumentarserien »Helt Sort« med sønnen Melvin Kakooza, ind til at åbne mesterskaberne. Her vil hun selv få fingrene i leret og under kyndig vejledning prøve kræfter med kunsten at dreje.
Selve konkurrencerne foregår begge dage fra klokken 10 til 17 i museets park, hvor nogle af landets absolut bedste keramikdrejere skal kæmpe om at skabe det bredeste fad, den højeste cylinder og det smukkeste værk, som de selv forestiller sig det. Sidstnævnte bedømmes af et dommerpanel, mens gæsterne kan stemme på deres favorit til Publikumsprisen.
Helt nyt i år er muligheden for, at amatørdrejere kan prøve deres evner af på scenen mellem hovedkonkurrencerne. Man kan tilmelde sig på dagen i kategorien »letøvede« og her få chancen for at arbejde med to kilo ler. Og som en ekstra lille finurlighed er der i år oprettet en kategori for »Gnavpotter«, der skal prøve kræfter med en hemmelig model med en god del år på bagen.
Keramikmarked og rakubrænding
Udover konkurrencerne byder weekenden også på et keramikmarked, hvor publikum kan købe værker direkte fra deltagerne. Man kan desuden selv forsøge sig med rakubrænding og glasering af en lille skål eller prøve kræfter med en gammeldags sparkeskive.
Arrangørerne har også sørget for god stemning med mad og drikke fra lokale kræfter: Gamborg Bryghus sørger for lækker øl, mens JaTaco serverer mexicanske specialiteter.
DM i Drejning arrangeres i samarbejde mellem CLAY Keramikmuseum og Dansk Pottemagerforening af 1894 med støtte fra Middelfart Sparekasse. Præmierne leveres af Cerama, og leret til konkurrencerne er sponsoreret af Sorring Lervarefabrik.
KONCERT. Hvis du elsker ægte countrymusik, dybe stemmer og musikalsk autenticitet, så kan du godt sætte kryds i kalenderen. The Tennessee Four fra Nashville kommer nemlig til Fredericia med forestillingen »Johnny Cash – The Legacy Continues«, hvor Johnny Cashs eget barnebarn, Thomas Gabriel, er med som frontfigur.
Johnny Cash er mere end en legende – han er selve definitionen på en musikalsk epoke. Født John Ray Cash i 1932, skrev han sig ind i musikhistorien som en af country- og rockmusikkens mest ikoniske skikkelser. Hans mørke tøj gav ham tilnavnet »The Man in Black«, og hans stemme gav ham plads i millioner af hjerter verden over.
Med klassikere som »Folsom Prison Blues«, »Ring of Fire« og »I Walk the Line« skabte han musik, der både kunne fortælle barske historier fra fængselslivet og ramme lige ind i hjertekulen med kærlighedens komplikationer. Cash mestrede kunsten at lade humor, smerte og social indignation smelte sammen i en lyd, som stadig er aktuel og bevægende den dag i dag – mere end 20 år efter hans død.
Nu bæres arven videre med både respekt og sjæl af bandet The Tennessee Four fra Nashville, som har turneret verden rundt for at hylde Cashs imponerende livsværk. Bandets absolutte omdrejningspunkt er Johnny Cashs ældste barnebarn, Thomas Gabriel, der med en stemme næsten skræmmende tæt på sin berømte morfars, bringer Cashs musik til live med en autenticitet, der får publikum til at føle, at manden selv er genopstået.
Med sig på scenen har Thomas Gabriel et erfarent hold af musikere:
Kerry Marx på guitar: Marx har tidligere optrådt med nogle af verdens største navne – Johnny Cash selv, Bob Dylan og Taylor Swift. Han kalder stadig Cash den mest sympatiske superstjerne, han nogensinde har delt scene med.
Tim Kristensen på bas: En sand mester i Johnny Cashs repertoire, efter mange år som ankermand i bandet Johnny Horsepower. Han spiller med en præcision og loyalitet, der matcher Cashs egne musikalske dyder.
Paul Leim på trommer: En eftertragtet trommeslager med erfaring fra alt lige fra The London Symphony Orchestra til verdensstjerner som Shania Twain og Kenny Rogers. Han bidrager med en autentisk rytmesektion, der understøtter bandets troværdige lyd.
The Tennessee Four er meget mere end et tribute-band. De er en levende påmindelse om, hvordan Johnny Cashs musik fortsat lever og ånder i nye generationer. Med Thomas Gabriel i front får publikum en musikalsk oplevelse, der ikke kun er en hyldest, men også en autentisk videreførelse af en af historiens største musikalske legater.
Billetsalget åbner tirsdag den 20. maj klokken 10.00.
SPORT. Danmarks håndboldherrer har fået en spændende, men overkommelig lodtrækning til næste års EM-slutrunde, der bliver spillet i Danmark, Sverige og Norge. Ved lodtrækningen, som fandt sted i Herning onsdag aften, blev det klart, at Danmark skal møde Portugal, Nordmakedonien og Rumænien i det indledende gruppespil.
Landstræner Nikolaj Jacobsen var til stede ved lodtrækningen sammen med bagspilleren Simon Pytlick, og begge udtrykte glæde over især én ting: Danmark får hjemmebane i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor både indledende runde, mellemrunde, semifinaler og finalen skal afvikles.
»Det er en svær pulje, som vi glæder os til at tage hul på, men først og fremmest glæder vi os utroligt meget til at skulle spille på hjemmebane. Det er nærmest det vigtigste for os,« lød det fra Simon Pytlick.
Genkendelige og nye modstandere
Portugal bliver uden tvivl den største udfordring i gruppen. De to nationer mødtes senest i VM-semifinalen i januar, og selvom Danmark trak det længste strå dengang, er portugiserne kendt for deres fart og tekniske spil. Nordmakedonien og Rumænien er på papiret mere overkommelige modstandere, men Nikolaj Jacobsen vil ikke tage noget for givet.
»Jeg er fint tilfreds. Vi vidste jo godt, at vi ville få et stærkt hold fra Gruppe 2, som blev Portugal, og så er det også fint med de to andre lande, som vi ikke har mødt på det seneste. Jeg glæder mig til at dykke ned i noget nyt,« sagde landstræneren.
Potentielt gyser i mellemrunden
Skulle Danmark gå videre som forventet, kan der vente et veritabelt håndboldbrag i mellemrunden. Her er nogle af de potentielle modstandere stornationer som Spanien, Tyskland, Frankrig og Norge – alle med medaljeambitioner og stærke generationer.
»Det bliver en sjov og spændende mellemrunde med seks vanvittigt stærke hold,« vurderer Nikolaj Jacobsen.
Han hæfter sig dog mest ved den unikke mulighed for at spille hele turneringen hjemme i Boxen.
»Det bliver fedt. Og særligt med tanke på, at guleroden er, at både semifinalen og finalen bliver spillet her i Herning. Det giver lidt ekstra at kunne få lov til at spille semifinalen og finalen i Herning, og det er det, vi går efter,« slutter han.
Grupperne ved EM 2026:
🔹 Gruppe A: Tyskland, Spanien, Østrig, Serbien
🔹 Gruppe B (Danmarks pulje): Danmark, Portugal, Nordmakedonien, Rumænien
🔹 Gruppe C: Frankrig, Norge, Tjekkiet, Ukraine
🔹 Gruppe D: Slovenien, Færøerne, Montenegro, Schweiz
🔹 Gruppe E: Sverige, Kroatien, Holland, Georgien
🔹 Gruppe F: Ungarn, Island, Polen, Italien
EM 2026 begynder i januar, og Danmark åbner turneringen på hjemmebane i Herning. Drømmen om endnu en stor slutrunde på dansk jord lever.
FILM. Når man hedder Tom Cruise, kan man åbenbart stadig klare ærterne, selvom fødselsattesten siger 1962. Nu trækker den ikoniske actionhelt endnu engang i arbejdstøjet som agent Ethan Hunt – og det går bestemt ikke stille for sig.
Det sker i Panorama Biograferne ved Lillebælt, der allerede i weekenden åbner dørene op for forpremiere på »Mission: Impossible – The Final Reckoning«, den ottende og sidste film i den hæsblæsende actionserie.
Helle Broen fra Panorama Biograferne kan næsten ikke vente med at vise filmen for publikum, og hun lover, at det bliver en oplevelse, der giver publikum præcis det, de forventer af Cruise:
»Vi glæder os helt vildt til weekenden, fordi vi har forpremiere på Mission: Impossible – The Final Reckoning. Og det er jo ottende gang, at Tom Cruise skal redde hele verden fra alle de onde, som vil springe tingene i luften,« smiler hun og fortsætter:
»Denne gang får den også hele armen, der er både noget med, at han skal ned i u-både og han skal op og flyve. Imponerende, at den mand fra 1962 stadigvæk kan redde os alle sammen.«
Filmen, der har premiere den 22. maj, byder endnu engang på masser af action, vilde stunts og drama med Cruise i hovedrollen, flankeret af blandt andre Hayley Atwell, Ving Rhames, Simon Pegg og Vanessa Kirby. Bag kameraet står Christopher McQuarrie, som dermed for tredje gang styrer løjerne som instruktør.
Men det er ikke kun filmoplevelsen, der får en opgradering i Panorama Biograferne. Biografen har også haft huset fyldt med teknikere, som knokler med at installere helt nye sodavandstårne.
»I dag har vi simpelthen huset fuld af teknikere. Vi har simpelthen en masse rør her, som skal skiftes ud. Vi er i gang med at få lavet nogle nye sodavandstårne, så man kan tanke sin sodavandparade. Og vi glæder os til at præsentere alt den nye lækre sodavand, I kan få,« siger Helle Broen.
Filmen varer hele to timer og 49 minutter, så der burde være rig mulighed for at få afprøvet biografens spritnye sodavandsanlæg.
Så spænd sikkerhedsselen, hent popcornene og gør klar til at opleve Tom Cruise redde verden – én sidste gang.
Se videoen fra SoMe-teamets besøg hos Panorama Biograferne ved Lillebælt med Helle Broen lige her:
Når svenske Lisa Ekdahl onsdag den 21. maj indtager scenen på Ekscerhuset i Fredericia, bliver det med en af den slags koncerter, der mærkes helt ind i sjælen. Denne aften lægger hun alt overflødigt til side og vender tilbage til kernen af det, der gjorde hende til en af Skandinaviens mest elskede musikalske stemmer: enkeltheden, nærheden og ærligheden.
I centrum står Lisa selv med sin guitar og den stemme, der siden debuten i 1994 har bjergtaget publikum med en lethed og klarhed, som få sangere evner at mestre. Hun får følgeskab af sin faste producer og musikalske medspiller, Mathias Blomdahl, der med sit arsenal af instrumenter – lige fra loop-pedaler, samplere og synths til akustiske guitarer – tegner de musikalske rammer om Lisas poetiske og følelsesmættede univers. Sammen vil de to skabe en stemning, hvor nuancerne får plads til at folde sig ud, og hvor afstanden mellem scenen og publikum bliver opløst.
Lisa Ekdahls musikalske rejse begyndte for alvor med det ikoniske debutalbum, der for 30 år siden gjorde hende til en stjerne fra den ene dag til den anden. Albummet markerede begyndelsen på en karriere, hvor jazz og svenske musiktraditioner blev smeltet sammen med en finesse og lethed, som stadig står klart i hukommelsen hos et stort publikum.
For Ekdahl er det netop denne lethed, der altid har været ambitionen. Evnen til at gøre det svære enkelt – og dermed nå direkte ind til folks hjerter.
Lisa Ekdahl fortæller selv om forholdet til det danske publikum:
»Danmark har en helt særlig plads i mit hjerte. Sådan har det været lige fra begyndelsen. Jeg føler mig altid hjemme og tryg her, og det giver plads til, at jeg kan levere mine sange med en helt særlig nærhed. Mathias og jeg har en musikalsk kemi, der nærmer sig telepati. Derfor tør jeg godt love, at publikum vil få en levende og ægte oplejvelse.«
Koncerten i Ekscerhuset bliver et unikt møde mellem Lisa Ekdahl og hendes publikum – tættere, mere ærligt og mere levende end nogensinde før.
Arrangementet finder sted onsdag den 21. maj klokken 20.00 i Ekscerhuset i Fredericia. Dørene åbner kl. 19.00, og billetter kan købes i forsalg til 385 kroner. I døren vil prisen være 410 kroner, og garderobe er obligatorisk.
KULTUR. Trapholt Museum i Kolding tager nu hul på en historisk udvidelse. Tirsdag blev en vigtig kontrakt underskrevet med arkitektfirmaet 3XN/GXN, der tidligere vandt arkitektkonkurrencen om at stå i spidsen for museets transformation og udvidelse.
Projektet skal sikre, at Trapholt kan nå sit fulde potentiale og fremtidssikre museet med hensyn til kapacitet, tilgængelighed og bæredygtighed. Udvidelsen forener arkitektonisk styrke, hensyn til landskabet og en klar bæredygtighedsstrategi.
Direktør for Trapholt, Karen Holdaway Grøn, glæder sig over aftalen:
»Vi er utrolig glade for og spændte på at kunne realisere denne mangeårige drøm sammen med 3XN. Vinderforslaget viser stor forståelse for Trapholts DNA, arkitektur og beliggenhed, og vi glæder os til at udvikle projektet i tæt samarbejde. Det her bliver et markant løft for Trapholt, vores gæster og Kolding.«
Seniorpartner hos 3XN GXN, Audun Opdal, ser også frem til at føre visionerne ud i livet:
»Vores vision for det nye Trapholt tager udgangspunkt i dets oprindelige koncept, nemlig at det kan forgrene sig og vokse med tiden. Udvidelsen giver museet en ny indgang, aktiverer det smukke parkområde og skaber et flow mellem inde og ude. Trapholt har en helt særlig plads i det danske kulturliv – berømt for sine udstillinger og sin ikoniske arkitektur med udsigt over Kolding Fjord – og vi er stolte over at bidrage til dets næste kapitel.«
Projektet er blevet muligt med støtte fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Villum Fonden og Kolding Kommune. Tegnestuen Mejeriet har fungeret som bygherrerådgiver i hele forløbet og vil også fremover spille en væsentlig rolle i projektet.