FILM. Den Gamle Lillebæltsbro fylder 90 år, og i Panorama Biograferne ved Lillebælt markeres jubilæet med en helt særlig filmvisning. Biografen viser nemlig dokumentaren »Broens bygning«, som fortæller den imponerende historie om, hvordan broen blev opført – nærmest med håndkraft.
I samarbejde med Bridgewalking Lillebælt og Middelfart Lokal TV har Panorama arrangeret en række visninger af dokumentaren, hvor gamle stumfilmsklip fra 1930’erne er blevet digitalt restaureret og suppleret med fortællestemme. Filmen tager publikum helt tæt på processen – fra produktionen af sænkekasserne og nedboringen i Lillebælt til opførelsen af broens karakteristiske ståloverbygning.
Helle Broen fra Panorama Biograferne opfordrer varmt både middelfartere og fredericianere til at opleve filmen og mærke historiens vingesus.
»Det er en helt vildt fascinerende fortælling, fordi man simpelthen ser, hvordan folk har stået med en god gammel skovl og skovlet jord op fra bunden, simpelthen med håndkraft har bygget den her bro. Det er så imponerende,« siger Helle Broen og fortsætter:
»Så det er virkelig sådan et historisk vingesus, som jeg synes, at alle burde gå ind og se.«
Den Gamle Lillebæltsbro blev indviet den 14. maj 1935 med festligheder, hvor også de kongelige deltog sammen med borgere fra både Middelfart og Fredericia.
Panorama Biograferne håber samtidig, at fremtiden også byder på en dokumentar om Den Nye Lillebæltsbro, som publikum kan se direkte fra biografens foyer.
»Her fra vores lille udsigtsspot i Panorama kan man jo kigge direkte over på Den Nye Lillebæltsbro, og vi håber da også, at vi en dag kan vise en film om, hvordan den blev til,« siger Helle Broen med et smil.
Filmen vises i Panorama Biograferne flere gange i maj måned.
Se videoen nederst i artiklen, hvor Helle Broen selv fortæller mere om filmen og dens fascinerende historiske billeder fra broens opførelse:
MUSIK. Den canadiske sanger og sangskriver Jake Vaadeland har med lynets hast markeret sig som en af de mest lovende og markante stemmer på den internationale bluegrass-scene. Sammen med sit band The Sturgeon River Boys har han på rekordtid opbygget en dedikeret fanskare – og nu vender han tilbage til Danmark.
Jake Vaadeland er blot 21 år, men hans talent, karisma og retro-inspirerede tilgang til musikken har allerede gjort ham til et fænomen i hjemlandet Canada, i USA og senest også i Europa. Med en unik blanding af klassisk bluegrass, rockabilly og oldschool rock’n’roll leverer han og bandet koncerter, der vækker begejstring, danselyst og anmelderroser.
På sidste års Tønder Festival leverede Jake Vaadeland & The Sturgeon River Boys en af de mest omtalte koncerter. Deres optræden i det store Telt 2 blev et musikalsk overrumplende festfyrværkeri, der sendte bølger af energi gennem hele teltet – og næsten løftede teltdugen. Publikum blev mødt af et band med både teknisk overskud og spilleglæde, og Vaadeland selv charmerede alt og alle med sin sceneoptræden og dybe respekt for genrens rødder.
Festivalen kvitterer i år med en ny invitation, og Jake Vaadeland & The Sturgeon River Boys spiller igen på Tønder Festival 2025. Derudover kan publikum også opleve dem på Tønder Festivalens scene i København i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival i juli.
Med sit særlige udtryk, talent og tidløse musikalske univers er Jake Vaadeland godt på vej til at skrive sig ind i moderne bluegrass-historie – og danske koncertgæster får nu endnu en mulighed for at opleve det helt tæt på.
EVENTS. Paraplyer og regntøj prægede gadebilledet, da Tarteletfestivalen i weekenden vendte tilbage til Fredericia. Trods vådt og gråt majvejr var humøret højt, og fredericianerne mødte stadig op på J.B. Nielsens Plads for at nyde sprøde tarteletter, kolde fadøl og populær livemusik.
Festivalen, arrangeret af Urbania Street Food i samarbejde med Café MUMS, bød også på musikalsk underholdning. Allerede om eftermiddagen kunne de fremmødte opleve Kandis-forsanger Johnny Hansen, som gav en gratis koncert klokken 14.00, mens aftenens underholdning var lagt i hænderne på Frank Clifforth, kendt fra X Factor, som gik på scenen klokken 20.00.
Gæsterne kunne vælge mellem to perioder med tarteletter ad libitum, og trods de ihærdige regnbyger blev skåle og borde hurtigt fyldt op med den populære spise, mens der blev skålet lystigt i ølkrusene under de mange telte.
Fredericia AVISENs SoMe-team var på pladsen og har fanget festivalens bedste øjeblikke – fra de musikalske højdepunkter med Johnny Hansen og Frank Clifforth til de mange glade ansigter og den hyggelige stemning omkring tartelet-bordene.
Se med i videoen nederst i artiklen, og mærk festivalstemningen fra Fredericias våde, men festlige weekend.
EVENTS. Når det internationale Melodi Grand Prix den 13. maj finder sted i Basel, bliver det med en særlig dansk gæsteoptræden. Det er nemlig 25 år siden, at Brødrene Olsen skrev dansk Eurovision-historie med hittet Fly on the Wings of Love – eller på dansk Smuk som et Stjerneskud – og det markeres med, at Jørgen Olsen optræder i semifinalen med en ny jubilæumsversion af sangen.
Jørgen Olsen får ved Eurovision selskab af dette års danske deltager, Sissal, som sammen med Olsen har udgivet en særlig jubilæumsudgave af nummeret. Sangen bærer temaet United by Music, som netop er titlen på Eurovisions musikalske fejring i år.
»Jeg håber, at sangen kan være med til, at musikken bringer os tættere sammen,« fortæller Jørgen Olsen i forbindelse med udgivelsen af sangen.
Jubilæumsturné med stop i Middelfart
Efter optrædenen i Basel går turen hjem til Danmark, og Middelfart kan altså se frem til et helt specielt besøg. Allerede den 15. maj står Jørgen Olsen nemlig klar med en stor musikalsk aften på Restaurant Marsvinet.
Her vil den folkekære sanger sammen med musikerne Benni Christiansen (bas) og Lars “DK” (keyboards) tage publikum med på en musikalsk rejse gennem hans lange karriere, der i øvrigt også markerer hans 75-års fødselsdag.
Jørgen Olsen lover et varieret program med både egne klassikere som Angelina, San Francisco, Marie Marie og naturligvis vindersangen Smuk som et Stjerneskud, krydret med internationale hits fra blandt andre Elvis og Cliff Richard.
Mad, musik og anekdoter
Koncerten begynder klokken 20, men allerede klokken 18 bydes der på en 2-retters menu på Restaurant Marsvinet. Undervejs i koncerten vil Jørgen Olsen dele sjove historier og særlige oplevelser fra sin lange musikkarriere, hvor særligt episoder med Cliff Richard og ABBA fremhæves som noget, publikum kan glæde sig til.
Dørene åbnes klokken 17.45, og der er stadig mulighed for at sikre sig billetter til en musikalsk og nostalgisk aften i selskab med én af dansk musiks helt store profiler.
KULTUR. Fredericia Musicalteater og AHA Creations er klar med en helt ny single til den kommende musical WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical. Singlen hedder LEGENDER, og bag mikrofonerne står det unge stortalent Mary Jean Moore samt Dr. Alban, der især huskes fra ikoniske 90’er-hits som It’s My Life og Hello Africa.
Nummeret er skrevet og produceret af Chief 1 i samarbejde med Laurits Emanuel fra duoen Fyr og Flamme, og det hylder en epoke præget af ukuelig optimisme, ungdomsoprør og svedige hitlister. Med LEGENDER tager Chief 1 publikum tilbage til en tid, hvor lavalamper lyste op i stuerne, og hvor ungdommen skabte sin helt egen musikrevolution.
Tidligere på året offentliggjorde Fredericia Musicalteater, AHA Creations, Vi Elsker 90’erne-iværksætteren Riffi Haddaoui og Chief 1 rollelisten til musicalen. Her spiller Mary Jean Moore hovedrollen som Lisa, en ung kvinde, der får tilbudt en pladekontrakt. Hun indtager dog allerede nu rampelyset med singlen LEGENDER, hvor hendes talent matches med Dr. Albans velkendte stemme fra 90’erne.
Chief 1 fortæller, at inspirationen til sangen kommer fra hans egne oplevelser i musikbranchen i 90’erne, hvor unge musikere ofte måtte vælge mellem berømmelse og kærlighed til musikken:
»Jeg har selv stået midt i det kaos, hvor man som ung skal vælge mellem drømmen om stjernestøv og det, der virkelig betyder noget. LEGENDER er et tilbageblik på en tid, hvor alt virkede muligt – og hvor musikken var både flugt og frihed. Derfor gav det god mening at få Dr. Alban med på holdet, som jo er en af de helt store stemmer fra dengang. Da jeg først hørte Mary Jean Moore til audition på musicalen, vidste jeg med det samme, at vi sammen kunne bære sangen med alt, hvad den kræver af nerve og styrke. Hun er en af de allerbedste sangerinder, jeg har arbejdet med nogensinde,« fortæller Chief 1.
Singlen LEGENDER er nu tilgængelig på streamingtjenesterne, mens musicalen får premiere den 20. september 2025 på Fredericia Musicalteater.
Læs mere om musicalen og billetter på Fredericia Musicalteaters hjemmeside her.
EVENT. Søndag den 4. maj afholdes motionsløbet Wings for Life i Fredericia, og løbet er ikke blot for de garvede motionister. Kirsten Hassing Nielsen, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti, har gennem sin næstformandspost i Social- og Beskæftigelsesudvalget engageret sig stærkt i at inddrage byens socialt udsatte i arrangementet.
»Min rolle har været at være bindeled til de sociale foreninger og organisationer, vi har i Fredericia, for at få nogle af vores mest udsatte borgere med i løbet. Wings for Life kan nemlig skabe socialt samvær og fællesskab – også for grupper af borgere, som har lidt sværere ved at blive en del af sådanne fællesskaber,« fortæller Kirsten Hassing Nielsen.
Hun understreger, at det er en vigtig del af kommunens indsats at skabe bedre muligheder for udsatte borgere:
»For mig handler det om, at vi giver disse borgere muligheder for at komme ud og få oplevelser. Det handler om kvalitet i de sociale indsatser, vi tilbyder dem, som ikke selv har let ved at deltage i arrangementer eller aktiviteter. Det er netop lykkedes rigtig godt med Wings for Life,« siger hun.
Landsforeningen for Væresteder bakker op om initiativet
Nico Hansen, programleder i Landsforeningen for Væresteder, arbejder til daglig med socialt udsatte voksne, der ofte har komplekse udfordringer såsom misbrug, psykiske problemer, kriminalitet eller hjemløshed. Han er glad for initiativet fra kommunen:
»Vores brugere har i gennemsnit næsten fire samtidige problemer. De har virkelig behov for støtte i deres dagligdag, og her spiller værestederne en afgørende rolle. Når Kirsten tager kontakt til os med en mulighed som Wings for Life, er det svært at sige nej – selv om kalenderen er fyldt op. Jeg kunne straks se, at det her kunne være med til at skabe nogle vendepunkter for vores brugere,« siger Nico Hansen.
På søndag stiller Landsforeningen for Væresteder derfor med et hold på op mod 20 deltagere. For Nico Hansen handler det først og fremmest om at give udsatte borgere en god oplevelser af at deltage i noget større:
»De fleste af dem, vi har med, er ikke nødvendigvis optaget af selve velgørenhedselementet i Wings for Life. De deltager, fordi de får lyst og mod til at være med i et motionsløb. Det giver dem oplevelsen af at være en del af et større fællesskab. Det kan være en stor succesoplevelse bare at møde op – eller at få en ny ven blandt de andre deltagere,« fortæller han.
God dialog med foreninger og organisationer
Kirsten Hassing Nielsen beskriver processen med at inddrage værestederne som positiv:
»Vi har haft en rigtig god dialog. Foreningerne og værestederne har været meget positive, og vi har klædt dem godt på til arrangementet, så alle føler sig trygge ved at møde op,« siger hun.
Nico Hansen fremhæver netop værdien af at blive inkluderet i sådanne arrangementer:
»Jeg møder ofte brugere, som kommer og fortæller om tidligere oplevelser og succeser. De husker netop de dage, hvor de var med i fællesskaber og oplevede noget særligt. Derfor er initiativer som Wings for Life enormt værdifulde,« understreger han.
Klar til start
Når Wings for Life begynder søndag, har Nico Hansen aftalt at mødes med sit hold ved Ishuset på Østerstrand klokken 12.
»Vi starter med en bid brød og noget at drikke og ser hinanden i øjnene. Så aftaler vi, at vi får en god dag – uanset om vi løber ti minutter eller to timer. Vi ved jo ikke, om vi ses efter løbet, da deltagerne selv bestemmer, hvor længe de vil løbe, men når dagen slutter, tager vi oplevelser og nye indtryk med os hjem,« siger han.
Kirsten Hassing Nielsen håber, at arrangementet vil skabe varige minder og styrke fællesskabet for alle deltagere, især for dem, der til dagligt oplever social isolation.
»Vi gør det her for at sikre, at flere får muligheden for at mærke glæden ved fællesskab og motion. Det er en vigtig indsats, som jeg er stolt af, vi kan tilbyde vores udsatte borgere,« siger hun afslutningsvis.
EVENTS. Overvejer du at skifte til en el- eller hybridbil, eller er du bare interesseret i at opleve, hvad bilbranchen kan tilbyde inden for fremtidens biler? Så kan det betale sig at lægge vejen forbi Fredericia midtby på lørdag.
Lørdag den 3. maj klokken 10-14 inviterer Sparekassen Danmark sammen med flere af byens lokale bilforhandlere til et stort arrangement, hvor mere end 25 nye el- og hybridbiler vises frem på Danmarksgade og Løvestrøget i Vendersgade.
»Der bliver biler hele vejen op ad Danmarksgade og ned ad Løvestrøget, og byen kommer virkelig til at syde af liv,« fortæller bankdirektør Christian Jungmark fra Sparekassen Danmark i Fredericia, som glæder sig til arrangementet.
»Vi har samlet rigtig mange af byens bilforhandlere, som stiller op med deres nyeste modeller inden for el- og hybridbiler. Det bliver både hyggeligt og og vi vil lave masser af gøgl og ballade, så der bliver noget for hele familien,« siger han.
Blandt de deltagende bilforhandlere er kendte lokale navne som AT Biler, Autohuset Vestergaard, Henrik Christensen, Fredericia Autoservice og Mercedes-forhandleren P. Christensen. Derudover kommer Lotus Cars fra Vejle og XPeng, som begge er kendte for deres innovative elbilmodeller.
Gode handler på grønne biler
Ifølge Christian Jungmark bliver arrangementet ikke bare en god mulighed for at opleve de mange nye biler. Det bliver også en oplagt anledning til at gøre en ekstra god handel, især hvis man overvejer at skifte til en el- eller hybridbil.
»Vi vil være klar med billig finansiering, så hvis du går og drømmer om en el- eller hybridbil, er det nu, du skal slå til,« fortæller bankdirektøren.
Han lover desuden ekstra underholdning til familiens yngste deltagere:
»Vi får også besøg af Spire, som vil gå rundt i gaderne og dele slik ud til børnene. Så der bliver helt sikkert også noget sjovt for de små.«
Hos Sparekassen Danmark ser man frem til at samle byens erhvervsliv og fredericianere til en hyggelig dag med fokus på grøn transport og familietid i Fredericias midtby.
»Det bliver altså virkelig en god dag. Vi håber, vi ses,« afslutter Christian Jungmark med et stort smil.
EVENTS. Rådhuspladsen midt i Fredericia bliver på lørdag forvandlet til et hyggeligt og stemningsfuldt friluftsområde, når Fredericia Shopping inviterer hele byen til deres outdoor-event fyldt med sjove og lærerige aktiviteter for store og små. Arrangementet løber af stablen fra klokken 10 til 14.
Der bliver mulighed for både at bage snobrød, lave pandekager over åben ild og lære nogle af de seje spejderknob, man kan imponere vennerne med. Arrangementet er planlagt i samarbejde med byens lokale spejdere, som står klar til at lære fra sig.
»Hej Fredericia, er I klar til noget hygge og sjov nu her på lørdag? Fredericia Shopping inviterer nemlig til outdoor-event lige her på Rådhuspladsen,« fortæller Sasha, som er en del af Fredericia AVISENs SoMe-hold, begejstret.
Hun ser frem til at være med på dagen, hvor hele byen får mulighed for at prøve kræfter med de mange spændende friluftsaktiviteter.
»Du kan lære at snitte din egen snobrødspind og selvfølgelig bage et mega lækkert snobrød bagefter. Du kan lære at lave bålmad, hvor du også får den lækre opskrift med hjem. Og noget mega lækkert er, at du også kan få lov til at lave din helt egen pandekage over bål. Det bliver altså virkelig hyggeligt.«
Udover mad over åben ild kan besøgende også dykke ned i spejderuniverset ved at prøve kræfter med morsekoder og sanseaktiviteter, hvor der vil være mulighed for at udfordre sine evner og sanser på en sjov måde.
»Det er altså en dag for hele familien lige her på Rådhuspladsen. Så tag din mor, far, bedsteforældre, børnene – ja, alle du kender med. Det bliver en fantastisk dag. Vi ses!« siger Sasha med et stort smil.
Arrangementet afvikles lørdag den 3. maj fra klokken 10 til 14, og alle aktiviteter er gratis og åbne for hele familien. Det eneste, man skal huske, er det gode humør.
EVENTS. Hvis du elsker sprøde tarteletter med cremet fyld, god musik og masser af madfællesskab, er der god grund til at sætte kryds i kalenderen lørdag den 3. maj. Her åbner Urbania Street Food nemlig endnu engang op for årets store Tartelet Festival på J.B. Nielsens Plads i Fredericia.
Vores SoMe-hold hos Fredericia AVISEN er selvfølgelig klar til at dække festivalen, og denne gang er det blandt andet SoMe-kreatørerne Sasha og Aya, som sammen følger dele af dagen tæt og deler oplevelserne på avisens sociale medier.
»Er I klar til at sætte tænderne i en af Danmarks mest elskede retter? Lørdag d. 3. maj kl. 12 går det nemlig løs med Tartelet Festivalen lige her i Fredericia,« lyder det begejstret fra de to SoMe-kreatører, der allerede nu glæder sig til at dele billeder og stemningsvideoer fra begivenheden.
Tarteletter i lange baner – og Johnny fra Kandis
Programmet for årets festival byder på tarteletter ad libitum i to omgange, først klokken 12-14 og igen klokken 18-20. Vil man være sikker på en plads til dette festmåltid, kræver det en billet til 99 kroner i forsalg – og der bliver rift om billetterne.
Når maverne er fyldte, sørger kendte musiknavne for den gode stemning. Klokken 14 går Johnny Hansen fra Kandis på scenen og spiller de velkendte hits som ”En lille ring af guld” og ”Lonnie fra Berlin”. Senere, klokken 20, overtager Frank Clifforth – kendt fra X-Factor – scenen, og lægger op til fællessang, dans og masser af godt humør.
»Det bliver altså en dag fyldt med god mad, livemusik og fantastisk stemning. Det bedste af det hele er, at arrangementet er for alle, og det er gratis at deltage. Det eneste, der koster noget, er to timers ad libitum tarteletter,« fortæller Sasha med forventningens glæde i stemmen.
Kan du slå rekorden?
For de mere dedikerede tartelet-fans er der endnu en god grund til at møde op. Klokken 15 afholdes nemlig den traditionsrige tartelet-spisekonkurrence. Sidste års rekord var imponerende 20 tarteletter på bare 10 minutter. Spørgsmålet er nu, om en ny tartelet-mester kan slå denne rekord i år.
»Er du en lidt mere dedikeret tartelet-elsker? Så er det altså en spisekonkurrence, du skal være med til. Hvor mange tarteletter kan du spise på 10 minutter?,« spørger Sasha med et glimt i øjet.
Urbania Street Food garanterer en festlig dag, og Fredericia AVISENs SoMe-team står klar til at forevige alle de bedste øjeblikke fra festivalen. Så tag venner og familie med under armen, og vær med til en dag i tartelettens tegn.
»Vi ses til Tartelet Festival 2025,« afslutter SoMe-holdet.
EVENT. I maj kan fredericianerne opleve byen på en helt ny måde, når Urbania Street Food og Museum Fredericia sammen inviterer til en guidet beerwalk gennem Fredericias historiske centrum.
På turen får deltagerne ikke alene et indblik i byens spændende historie, men også mulighed for at smage på fem udvalgte specialøl. Undervejs fortælles historier om Fredericias unikke bymiljø, og man besøger flere centrale steder i byen, med start ved det ikoniske vandtårn.
Arrangørerne har nøje udvalgt de fem øl, som deltagerne skal smage undervejs. Blandt andet vil man kunne smage en Reservoir Wild Lager fra Observatoriet og den anerkendte Belgian Ale fra det legendariske klosterbryggeri Orval. De tre øvrige øl holdes hemmelige frem til selve turen, men arrangørerne lover flere unikke smagsoplevelser undervejs.
Den guidede beerwalk foregår på følgende datoer: 8. maj, 15. maj, 22. maj og 29. maj med start klokken 19.00. Billetterne koster 249 kroner plus gebyr og kan købes via hjemmesiden www.urbaniastreetfood.dk.
Arrangementet er velegnet til både vennegrupper, ølentusiaster og alle andre, der ønsker at opleve Fredericia fra en helt ny vinkel. Urbania Street Food og Museum Fredericia ser frem til at give deltagerne en aften med gode grin, spændende fortællinger og masser af smagsoplevelser.