Yasmin Juel Amer er ikke sådan en, der går stille med dørene. Hun kommer med tempo, grin og den slags nærvær, der smitter, før man når at tænke over det. Der er mennesker, man lægger mærke til, fordi de tager plads. Og så er der dem, man lægger mærke til, fordi de giver den tilbage. Yasmin er begge dele. Hun er synlig, fordi hun er sig selv, og fordi hun har en måde at tale om livet på, der er uden pynt, men fuld af varme. Hun kan godt bande lidt, når det er nødvendigt, og hun kan grine af sig selv, når hun hører sig selv lyde kliché, og så siger hun det alligevel, fordi hun mener det.

Fødebyen er Vejle. Det bliver nævnt hurtigt, næsten som en praktisk oplysning, man lige får på plads, før det egentlige begynder. For det er ikke dér, hun er blevet formet mest. Det er i Farre ved Give. Et sted, de færreste udenfor lokalområdet har et indre kort over, men som Yasmin kan beskrive med den blanding af præcision og kærligt drilleri, der kun kommer, når man kender et sted helt ned i jordlagene. »Jeg er født i Vejle og opvokset i Farre ved Give. Der er ikke mange, der kender Farre for andet end Danpo kyllingefabrikken og måske slagteren derovre.«

Det er en lille by. Den slags, hvor man ikke bare bor ved siden af hinanden, men med hinanden, og hvor man kan bruge ét ord til at forklare hele strukturen. Alle kendte alle. Og i sådan et sted bliver forskelle hurtigt tydelige, også når de ikke bliver sagt højt. Yasmin fortæller det med ro i stemmen og et glimt i øjet, men man fornemmer alligevel, hvordan det har været at vokse op som familien, folk lagde mærke til. Ikke nødvendigvis i ondskab, men fordi det stak ud i et landskab, hvor det meste lignede hinanden. »Jeg er opvokset med en mor fra Italien og en far fra Ægypten. De syntes, vi skulle bo der frem for det eksotiske Italien eller noget arabisk. Nej, vi tager Farre i Danmark. Vi var jo sådan lidt spændende, fordi vi ikke var helt ligesom hr. og fru Jensen.«

Hverdagen bestod også af de små, konkrete forskelle, som bliver stående i hukommelsen – spisetiderne og det, der ligger på tallerkenen, billeder der stadig står klart, når Yasmin fortæller, og som man selv får for øje. Hun fortæller om veninderne, der spiste klokken seks, og om guleroden, der lå ved siden af på tallerkenen. Små hverdagsbilleder, der har sat sig fast, uden at der ligger mere i dem end det. »Mine veninder spiste klokken seks, og der lå en gulerod ved siden af, som de skulle spise hver dag. Vi spiste klokken halv otte,« konstaterer hun.

Sådan var det, og derfor kan hun også sige, at det var en dejlig opvækst, uden at skulle forklare eller forsvare den. Mor og far var gift, der var tre piger i familien, og Yasmin var den yngste. Senere har livet ført søstrene til Sydtyskland, mens hun selv blev i Danmark. »Vi er tre piger, og jeg er den yngste. Mine søskende bor i Sydtyskland, så vi er ret spredt og lidt internationalt ud over det hele.« Det kan lyde som en detalje, men det fortæller noget om at være formet af flere verdener på én gang. Om en familie, der ikke ligger samlet på ét kort. Og måske også om, hvorfor Yasmin senere kommer til at tale så meget om fællesskab, samlingspunkter og det at holde noget sammen, når det hele ellers let kan glide fra hinanden.

Det er også her, retningen begynder at blive tydelig, for selv om familien var spredt, havde Yasmin selv et klart billede af, hvor hun hørte til. Hun var blevet i Danmark, og i hendes egen forestilling var der ikke meget tvivl om, hvor livet skulle leves. Det skulle være i Vejle, tæt på det kendte og tæt på rødderne. Det var planen. »Jeg havde egentlig altid troet, at jeg skulle bo i Vejle, og det var helt fint for mig. Så endte jeg bare et andet sted, omkring 30 kilometer derfra.«

Middelfart var altså ikke en del af den oprindelige forestilling. Men så tog livet en drejning, sådan som det ofte gør. Ikke fordi noget blev valgt fra, men fordi noget andet kom til. Forklaringen er i Yasmins egen optik meget enkel, næsten hverdagsagtig, og hun hæfter sig selv ved, hvor middelfartsk den egentlig er, mens hun smiler. Hun mødte en mand, der ikke kunne finde ud af at flytte derfra. »Hvis man møder nogen fra Middelfart, så er de ikke rigtigt til at slæbe herfra,« siger hun med et stadigt stort smil.

Thomas, som senere blev hendes mand, havde hus i byen. Han elskede stedet, kendte det indefra og var middelfarter hele vejen igennem. For Yasmin var Middelfart længe bare et sted, hun kørte forbi, noget der gled forbi gennem bilruden, uden at hun havde forestillet sig, at det skulle blive hendes eget. Alligevel kom hun, ikke med en plan og ikke med forbehold, men med en åbenhed over for det, der nu engang var blevet hendes hverdag. Og det, hun ret hurtigt opdagede, var ikke så meget byen i sig selv, men den rolle, hun pludselig stod i. »Jeg blev meget hurtigt Thomas Juels kæreste og tænkte bare: argh, jeg hedder faktisk også bare Yasmin.«

Det var dér, hun mærkede behovet for noget andet. Ikke for at være imod noget, men for ikke at forsvinde ind i en rolle, der allerede var defineret. Så hun gjorde det, hun ofte gør, når noget ikke helt sidder rigtigt. Hun tog sagen i egen hånd, fandt sine egne steder, sine egne mennesker og sit eget netværk og begyndte stille og roligt at skabe et navn, der var hendes eget.

Arbejdslivet fulgte med, først i Vejle, så i Kolding på et reklamebureau og senere videre til Odense med et nyt job. I en periode gav det mening, og det hele hang sammen, lige indtil det ikke gjorde det længere. Midt i det hele kom børnene, to drenge tæt efter hinanden, og hverdagen blev stram. Dengang arbejdede man ikke hjemme, så man kørte og planlagde, nåede noget og missede noget andet, og følelsen var den samme, uanset om man var på vej af sted eller på vej hjem. »Jeg havde dårlig samvittighed for at køre fra børnene, og jeg havde dårlig samvittighed over for mit arbejde.«

Så hun sagde op og fandt et job hos Melfar Posten i Middelfart, et skridt der i første omgang bare skulle få hverdagen til at hænge bedre sammen, men som viste sig at blive meget mere end et nyt arbejde. »Det var sgu med til at sige, at nu vidste folk, hvem Yasmin er.«

Her lærte hun erhvervslivet at kende, ikke som branche, men som mennesker, gennem samtaler, relationer og de små møder, der langsomt bygger noget op over tid. Og ved siden af arbejdet startede hun sit eget lille Zumba-hold, som kan lyde som en parentes, men som i virkeligheden peger direkte ind i det, der driver hende. For det er her, tråden begynder at løbe tydeligt gennem det hele. »At se folk stå og snakke en halv time før vi starter og en halv time efter, det synes jeg bare er fedt. Tænk sig, at man kan være med til det.«

Det er ikke træningen, der driver hende, men det, der opstår omkring den, for fællesskabet, samlingspunktet og det sted, hvor mennesker mødes uden at skulle forklare sig, har altid været det, der har trukket hende frem. Og det er præcis her, Middelfart langsomt holder op med bare at være et sted, hun er flyttet til, og begynder at blive det sted, hun hører til.

Indtil nu har meget i Yasmins fortælling haft en lethed over sig. Tingene er sket, hun har grebet dem, flyttet sig videre og fået det til at hænge sammen, ofte uden at gøre et stort nummer ud af det. Måske er det også derfor, hun selv har svært ved at pege på de steder, hvor det har gjort ondt, da vi spørger hende ind til bumpene på vejen. Hun taler ikke om dem som noget dramatisk. Hun pakker dem ikke ind og gør dem heller ikke større, end de var, men konstaterer dem bare som noget, der hører med.

»Der er jo aldrig noget, der bare kører. Ellers lærer man jo heller ikke noget.«

Alligevel er der tidspunkter, hvor selv letheden bliver udfordret. Yasmin hæfter sig selv ved, at det er her, voksenlivet for alvor melder sig, dér hvor livet ikke længere kun kræver handling og overblik, men også noget andet. Noget tungere.

For tre år siden mistede hun sin far. Få uger senere døde også hendes svigerfar, og midt i det hele blev hendes mor syg af Alzheimer. I dag bor hun på plejehjem i Middelfart, tæt på, men alligevel et andet sted i livet. »Det der med at have en syg mor, hvor man ikke rigtig får lov til bare at være ked af det, fordi man skal håndtere det, det er selvfølgelig svært.« Der var ikke meget plads til at sætte sig ned. Sorgen måtte passes ind mellem praktiske ting, beslutninger og hensyn, og det var her, hun for alvor mærkede, at noget havde flyttet sig. At hun ikke længere bare var datter, men også den, der skulle holde sammen på det hele. »Og så det der med at miste den, der bare hepper på en, som bare er en selv, det er fandme mærkeligt.«

Samtidig skulle hun rumme, at hendes egne børn mistede deres bedsteforældre. Sorgen gik i flere lag, og midt i det hele fortsatte hverdagen, fordi den er nødt til det. Livet stopper ikke, det ændrer bare vægt, så noget bliver tungere, og noget andet må bære. For Yasmin har det, der bærer, sjældent været noget, hun har skullet finde på. Det har oftere været noget, hun er trådt ind i. Noget, der allerede var der, fordi hverdagen fortsatte, og fordi andre mennesker også var en del af den. Lyden af noget, der sker. Stemmer i baggrunden, en fløjte et sted længere henne og råb fra kanten af en bane, der ikke kræver svar, men bare tilstedeværelse. Små øjeblikke, hvor man, igen, ikke skal forklare noget, men bare møde op.

Fodbolden kom ikke som en plan. Den kom ind ad bagdøren, næsten umærkeligt, som en del af hverdagen længe før den blev til noget mere. Yasmin har aldrig selv spillet. Én gang gadefodbold, som hun siger, og det gik ikke »skide godt«. Men børnene skulle spille, selvfølgelig skulle de det, og så var hun pludselig med. Først i MG & BK, hvor hun tog de opgaver på sig, der manglede nogen til, og som holdleder og arrangør blev hun en af dem, der fik tingene til at fungere, fordi der var brug for nogen, og fordi hun selv havde plads til det.

På et tidspunkt dukkede stillingen i Middelfart Boldklub op. »Jeg tænkte bare, nej, det skal jeg ikke.«

Hun elskede sit job på avisen. Kunderne. Relationerne. Samtalerne. Hun var tæt på ti års jubilæum og kunne uden problemer se sig selv blive dér, hvor det var trygt, velkendt og fungerede. Alligevel var der noget, der blev ved med at nage. En fornemmelse af, at det ikke kunne være rigtigt bare at blive stående, hvis man samtidig kunne mærke, at der stadig var mere at give. »Det kan simpelthen ikke passe, at du skal være sådan en, der gror fast, tænkte jeg så.«

Beslutningen kom ikke i et ryk, men voksede frem, og da den først var taget, blev den taget ordentligt. Hun sagde op tre måneder før og sprang. »Og jeg har elsket det lige siden.«

For arbejdet i Middelfart Boldklub minder i bund og grund om det, Yasmin altid har været god til, nemlig ikke spillet eller taktikken, men menneskene. »Det er jo lidt det samme som at sælge en annonce. Det handler om relationer og netværk og om at skabe et samlingspunkt omkring vores by.«

Hun taler om klubben som noget, der rækker længere end banen og kampene i weekenden. For hende handler det ikke om, hvem der kan lide fodbold, og hvem der ikke kan. Det handler om, hvem der har lyst til at være en del af noget. »Man kan godt sige, at jeg ikke kan lide fodbold, men du kan vel godt lide at snakke med mennesker.«

Det er dér, hendes mening ligger, i fællesskabet og i det at skabe rum for dem, der måske ikke står midt i noget i forvejen, men som alligevel har brug for et sted at høre til. »Hvis man kan være med til at give nogen noget, det er sgu da fedt.«

Blikket løber hurtigt videre, som det gør hos Yasmin, fra stadion og ud i alt det, der binder mennesker sammen, også uden for fodboldens rammer og hendes egen hverdag. Hun taler varmt om cykelpiloterne, der kører ældre mennesker ud, om frivillige, der giver deres tid, og om betydningen af, at nogen møder op, også når det ikke er deres opgave. »Jeg håber da selv, jeg kan cykle sådan rundt en dag. Nu cykler jeg ikke så meget selv, men det kan jeg jo lære. Jeg ved, hvor meget sådan noget betyder.«

Hun taler ikke om det som endnu en indsats. Det er bare sådan, hun er i verden, og måske er det også derfor, andre lægger mærke til hende, længe før hun selv gør. For nylig blev hun kåret som Årets Middelfarter, en anerkendelse, hun stadig har svært ved helt at tage ind. »Jeg er da mega stolt, og jeg tænker jo ikke, at jeg har gjort noget. Jeg har jo ikke reddet verden,« siger hun og ryster lidt på hovedet. »Men på en eller anden måde er der jo nogen, der har syntes, at det, jeg gør, er prisværdigt. Jeg elsker mit arbejde. Hvis jeg vandt millionen eller 10 millioner, og ikke behøvede at arbejde mere, så ville jeg stadig gå på arbejde, fordi jeg synes, det er fedt.«

Det er dog også her, vi spørger ind til det, der ikke kan måles i stillinger eller titler. Det, der ikke står på et CV. Yasmin bliver stille et øjeblik, som om spørgsmålet kræver noget andet af hende end dem, hun er vant til at svare på. Ikke fordi hun ikke ved det, men fordi det ikke er sådan, hun normalt tænker. »Det er fandme et dybt spørgsmål, du stiller mig,« griner hun og mærker efter, før hun lander det sted, hun altid vender tilbage til. »Jeg er mega stolt over, hvad mig og min mand har formået at skabe sammen. Man kan ikke altid gøre alting selv. Jeg er stolt af, hvor vi er i dag, og hvad vi har opnået sammen på de år, vi nu end har været sammen.«

Når hun ser frem, gør hun det med den samme energi, som har fulgt hende hele vejen. Ikke som en plan, der ligger fast, men som noget, der skal bygges videre på undervejs. Hun glæder sig til fodbolden, men også til det, hun selv peger på som den næste store opgave. Tråden. »Jeg glæder mig meget til den der opgave med Tråden, fordi jeg synes, det er så vigtigt et sted for vores kommune. Vi skal i fællesskab prøve at løfte den her opgave.«

Det hænger sammen med det, hun lige har sagt om familien og det fælles liv, men også med den måde, hun selv arbejder på. Yasmin løser meget selv. Hun tager ansvar, træffer beslutninger og får ting til at ske. Men det, hun arbejder hen imod, er ikke at stå alene med det hele. Det er at skabe forståelse og retning, så flere kan se sig selv i det, der bliver bygget.

For hende handler Tråden derfor ikke om én bygning eller ét navn, men om sammenhængene omkring den. Om at få øje på, at området rummer flere lag og flere fællesskaber, end man måske ser ved første øjekast, og om at få fortalt den historie klart videre. Det er også derfor, hun taler om Tråden som en kommunikationsopgave. Ikke som noget, hun kan uddelegere, men som noget, hun selv skal gå forrest i, samtidig med at hun inviterer andre ind. »Jeg kunne godt tænke mig, at det lykkes med at lave den her venneforening og skaffe 100 virksomheder, og det bliver det, jeg skal arbejde med rigtig meget.«

Det er fremadrettet arbejde, hun taler om. Opgaver, der endnu ikke er løst, og fællesskaber, der stadig er ved at tage form. Men under det hele ligger den samme bevægelse, som har fulgt hende hele vejen: at tage ansvar, når der er brug for det, at blive stående, også når der ikke findes en færdig løsning, og at have tillid til, at tingene finder deres form undervejs. Derfor ender vi heller ikke ved næste skridt, men ved det første.

Hun griner først, da vi spørger hende, hvad hun ville sige til sig selv som 25-årig. Så bliver hun stille et øjeblik, som om svaret ikke skal tænkes frem, men mærkes. »Alting skal sgu nok gå.«