KULTUR. Et internationalt navn inden for design og kunst lægger snart vejen forbi Kolding. Den amerikanske designer og kunstner Tom Klinkowstein besøger Designskolen Kolding, hvor han udstiller et fem meter langt kunstværk.
Klinkowstein har i årtier arbejdet i krydsfeltet mellem kunst, design og fremtidsforestillinger. Hans værker er blandt andet optaget i den permanente samling på Museum of Modern Art i New York, og han har også udstillet på Pompidou-centeret i Paris.
Besøget i Kolding markerer samtidig kulminationen på et mangeårigt samarbejde mellem kunstneren og Designskolen Kolding.
Studielektor Barnabas Wetton fra Designskolen Kolding fremhæver betydningen af besøget.
»Hvis Designskolen Kolding lå i London, Paris eller Barcelona, ville det måske ikke vække opsigt, at en kapacitet som Tom Klinkowstein udstiller et hovedværk. At han vælger Kolding, handler om, at vi gennem en årrække har arbejdet sammen om at rykke på, hvordan vi tænker og bruger design. Vi står midt i globale udfordringer som klima, konflikt og teknologiske skift, og her har Tom været en vigtig sparringspartner i at insistere på, at design ikke kun skal løse problemer, men også hjælpe os med at forstå den tid, vi lever i. For mig er hans besøg et tegn på, at det arbejde, vi laver her i Kolding, har betydning langt ud over byens og landets grænser. For os og for ham.«
Det værk, der udstilles i Kolding, hedder Not All Whens Are Time. Ved første øjekast ligner det et stort diagram med budskaber og henvisninger i en grafisk opsætning. Men værket er skabt til at blive udforsket tættere på.
Tanken bag værket er blandt andet, at vores oplevelse af tid ikke nødvendigvis følger uret på væggen, og at forskellige mennesker kan opleve tiden forskelligt.
Udstillingen får titlen Planet + People + Play = Tom Klinkowstein. Her får besøgende mulighed for både at opleve værket og møde kunstneren bag.
For Designskolen Kolding betyder besøget, at et internationalt navn i en periode bliver en del af hverdagen for studerende, undervisere og gæster. Når udstillingen er slut, bliver værket i Kolding.
Udstillingen åbner den 17. marts mellem klokken 15 og 16 på Designskolen Kolding på Ågade. Her kan borgere, virksomheder og andre interesserede opleve værket og høre Tom Klinkowstein præsentere det.







