SPORT. Efter 24 års tålmodig venten er Fredericia klar til den helt store fodboldfest. Byens nye Superliga-mandskab fra FC Fredericia skal hyldes på Rådhuspladsen, og nu er programmet endelig på plads.
Festlighederne starter klokken 14.30, hvor pladsen åbner med aktiviteter for både store og små. De mindste kan glæde sig til både hoppeborg, ballonkunstner og fodboldmål, hvor man kan teste sine egne evner med bolden. De voksne kan nyde kolde øl, lækkerier fra pølsevognen samt fra Den Gyldne Ovn, mens en DJ sørger for den helt rette fodboldstemning.
Klokken 15.00 kan de hurtigste børn desuden sikre sig en gratis slushice – der er 100 styk på højkant.
Men festens højdepunkt indtræffer først lidt senere. Klokken 15.30 ankommer spillerne fra FC Fredericia til rådhuset, hvor de vil blive modtaget af alle de fremmødte. Herefter følger en lokal tradition, når spillerne bydes på de berømte rådhuspandekager i kantinen.
Klokken 16.00 træder spillerne ud på scenen på Rådhuspladsen, hvor de vil modtage byens hyldest. Borgmester Christian Bro (S), formand for Kultur- og Idrætsudvalget Peder Tind (V) samt FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, holder korte taler for at markere den historiske oprykning.
Netop Peder Tind har tidligere beskrevet oprykningen som en begivenhed, der har skabt en helt særlig stemning i byen:
»Jeg har sjældent oplevet noget lignende. Hvor end jeg kommer, møder jeg folk, som lykønsker hinanden og fortæller, hvor fantastisk og fortjent det her er. Stoltheden kan mærkes overalt. Og det er ikke kun her i Fredericia, det tales om – hele landet har bemærket det, og det kan vi være hammerende stolte af.«
Fra klokken 16.15 til 16.40 er der mulighed for, at fans og fredericianere kan komme helt tæt på spillerne og få både selfies og autografer med hjem som minder.
Fejringen rundes af klokken 16.40, hvor borgmesteren afslutter arrangementet med et par ord om den kommende sæson i landets bedste fodboldrække.
Arrangørerne, Fredericia Kommune, FC Fredericia og Fredericia Shopping, håber på stor opbakning og opfordrer alle til at møde op og gøre dagen til en fest, der matcher præstationen på banen.
Programmet i korte træk:
- 14.30: Festlighederne begynder med aktiviteter for børn og voksne.
- 15.00: Gratis slushice til de første 100 børn.
- 15.00-17.00: Ballonkunstner og fodboldaktiviteter.
- 15.30: Spillerne ankommer til rådhuset og får pandekager.
- 16.00: Spillerne går på scenen, taler ved borgmester Christian Bro, udvalgsformand Peder Tind og direktør Stig Pedersen.
- 16.15-16.40: Selfies og autografer med spillerne.
- 16.40: Officiel afslutning ved borgmesteren.