2.9 C
Copenhagen
tirsdag 3. marts 2026
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Trådens julefrokoster vender tilbage – fest med formål og ambitioner for 2026

Af
Jacob Selling
-
0

Når decembermørket sænker sig, lyset dæmpes i salen, og de første grin breder sig ved bordene, ved man, at julefrokosten i Trådhallen er i gang.

I 2025 blev julefrokosterne taget overvældende godt imod. Over 1.000 kuverter blev solgt fordelt på to aftener, og både virksomheder og private selskaber deltog – fra mindre teams til større fællesskaber på op mod 150 personer, der ønskede en anderledes og festlig afslutning på året.

Særligt de private selskaber bidrog til stemningen. Nogle gæster mødte op i nissekjoler og julemandstøj, og netop den legende tilgang var med til at skabe den varme, energiske og uformelle atmosfære, som skal kendetegne Trådens julefrokoster: en aften med højt til loftet, store grin og plads til at være sammen.

Som koncert- og kulturvenue arbejder Tråden med et klart mål: at skabe oplevelser med kvalitet – og samtidig gøre en positiv forskel lokalt. Allerede i første år fik julefrokosterne anerkendelse for stemning, underholdning og helhedsoplevelse – også fra kollegaer i branchen.

Direktør for Tråden, Maja Füchsel, udtaler:

»Julefrokosterne i Tråden nåede i 2025 langt ud – og selv kolleger i branchen har anerkendt den fest og oplevelse, vi lykkedes med at skabe allerede i år ét. Det er vi både stolte og ydmyge over.

Nu har vi haft et helt år til at arbejde videre med de erfaringer, vi gjorde os i 2025. Dem har vi brugt målrettet, og i 2026 er ambitionen klar: at skabe den ultimative afslutning på året – hvor kvalitet, fællesskab, fest og formål går op i en højere enhed.«

I 2026 løftes oplevelsen yderligere. Gæsterne kan se frem til:

  • Stand-up og underholdning under middagen med Thomas Warberg eller Mark Le Fevre
  • Festlig konferencier
  • Livebandet Båndsalat og DJ
  • Tre serveringer samt natmad fra lokal partner
  • Fri bar

Ambitionen er klar: En helstøbt aften, hvor underholdning, stemning og rammer smelter sammen i én samlet oplevelse.

Tråden søger lokal madpartner

Maden er en central del af helhedsoplevelsen – og noget, gæsterne skal glæde sig til, allerede inden de sætter sig til bords.

Derfor søger Tråden nu en lokal samarbejdspartner på maden til julefrokosterne 2026. Ambitionen er at arbejde med – og kunne skifte imellem – lokale aktører, som både kan og vil være med til at skabe en fest sammen med Tråden.

Sidste år oplevede vi opstartsudfordringer på én af aftenerne, men det er ikke baggrunden for at søge ny samarbejdspartner. Vi ønsker at udvikle konceptet og åbne for flere stærke lokale kræfter, der kan levere kvalitet i både smag, tempo og afvikling.

Vi stiller klare krav, og det handler for Tråden om at tænke oplevelse – ikke blot catering.

Maden skal være på et niveau, hvor gæsterne går fra bordet med smil i øjnene – og med fornemmelsen af, at hele aftenen hang sammen.

Fest med et formål

Julefrokosterne er båret af Foreningen Tråden, som arbejder for at skabe økonomisk grundlag for projekter og fællesskaber rettet mod byens unge.

Overskuddet fra arrangementerne går direkte til aktiviteter, der styrker trivsel, fællesskab og muligheder i lokalområdet. På aftenerne medvirker frivillige fra lokale foreninger, som aflønnes for deres indsats – og som dermed bidrager til, at arrangementet også får en social og lokal forankring.

Tråden ser frem til endnu en sæson, hvor fest, fællesskab og formål går hånd i hånd – og hvor virksomheder, private gæster og lokale samarbejdspartnere sammen skaber en stærk og mindeværdig afslutning på året.

Billetter kan lige nu købes med early bird-rabat på Traaden.dk

Matchvinder: »Vi kører dem over fuldstændig i anden halvleg«

Af
Nicolai Sixtus Østdahl
-
0

FC Fredericias matchvinder scorede for tredje kamp i træk, da han afgjorde bundkampen mod Silkeborg IF 2-1 på Monjasa Park. Den offensive profil, der er nomineret til månedens spiller i 3F Superliga, ser et hold i flow og tror på overlevelse.

Sofus Johannesen havde lige scoret det mål, der afgjorde grundspillets sidste og vigtigste kamp for FC Fredericia. I det 69. minut hamrede Emilio Simonsen bolden på stolpen, og returbolden faldt for fødderne af Johannesen, der sikkert sendte den i nettet til 2-1. Tredje kamp i træk med scoring.

»Jo, det er rigtig fedt,« sagde han. »Som sagt, så scorer jeg tre kampe i streg. Det er noget, man altid gerne vil.«

Men det var ikke de personlige tal, han dvælede ved. Det var forårssæsonen som helhed.

»Men som sagt, ud af de fire sidste kampe har vi vundet tre og spillet én uafgjort. Så vi er inde i en rigtig god steam, og den steam prøver vi bare at holde kørende.«

Ti point i fire kampe. Fra nedrykningszonen til fem point over stregen. Det er den forvandling, Johannesen og resten af FC Fredericias trup har stået for siden forårsopstarten, og den har givet en selvtillid, der var tydelig i måden, han talte om kampen mod Silkeborg.

»Jeg føler, at vi har meget spil. Vi er på kuglen, men de får også nogle chancer ud af det blå lige pludselig.«

Silkeborg havde deres muligheder. Tonni Adamsens friløber i det 12. minut, Callum McCowatts chance lige efter pausen, og en farlig afslutning i tillægstiden. Men det var Fredericia, der dominerede størstedelen af kampen, og særligt anden halvleg var ensidig i lange perioder. Fra det 59. minut og frem pressede hjemmeholdet massivt, og Aske Andresen i Silkeborg-målet måtte redde gang på gang.

»Men jeg føler godt, at vi kan score flere mål, også i anden halvleg,« sagde Johannesen. »Vi kører dem over fuldstændig og skal gerne afgøre kampen derfra.«

Sejren betyder, at FC Fredericia går ind i kvalifikationsspillet med et forspring på fem point til Silkeborg og ti point til Vejle. En position, der giver luft, men som Johannesen ikke tager for givet.

»Ja, det er klart, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at blive i Superligaen,« sagde han. »Og lige nu lægger vi fem point over nedrykningsstregen, og det er vi selvfølgelig glade for.«

Grundspillet er slut, og kvalifikationsspillet venter med kampe mod alle holdene i den nederste halvdel. Johannesen ved, hvad der skal til.

»Vi prøver bare på at blive ved og se, om vi kan få flere point ned til nedrykningsstregen.«

Hvordan (gen)skaber vi en meningsfuld verden anno 2026?

Af
Erik Schwensen
-
0

SAMFUNDSANALYSE: I min forrige artikel beskrev jeg, hvordan den østrigske psykolog Viktor E. Frankls logoterapeutiske perspektiv kan hjælpe os med at forstå den meningsløshed, der præger vores samtid. Diagnosen er klar: Når mening forsvinder, opstår et vakuum, som udfyldes af dem, der tilbyder simple forklaringer og stærke følelser. Men diagnosen er ikke nok. Spørgsmålet er, hvordan vi konkret begynder at genskabe en meningsfuld verden – ikke som abstrakt ideal, men som levende praksis.

I bagklogskabens klare lys blev artiklen måske lidt mere programmatisk i slutningen, hvor opfordringerne til medierne og samfundet blev mere abstrakte, end jeg ønskede. Oprindeligt overvejede jeg at anvende den amerikanske organisationsteoretiker Karl E. Weick sammen med Viktor E. Frankl, men tænkte, at samfundsanalysen ville blive for lang, og droppede det.

I fortsættelse af udforskningen af temaet ”en meningsfuld verden”, og i forsøget på at løfte analysen endnu mere fra diagnose til praksis, vil jeg derfor her alligevel forsøge at koble de to teoretikere – Frankl og Weick. Også fordi den østrigske psykolog Viktor E. Frankl med fordel kan suppleres med en tænker, der har et mere organisatorisk og kollektivt perspektiv på meningsdannelse. Her er Karl E. Weick oplagt, fordi han netop beskæftiger sig med, hvordan mening ikke bare findes, men skabes i fællesskab gennem handling.

Mening skabes, den venter ikke

Den amerikanske organisationsteoretiker Karl E. Weick har brugt et halvt århundredes forskning på meningsskabelse, organisering og ledelse. Weick har blandt meget andet søgt at vise, at mening ikke er noget, vi finder som en genstand i verden. Mening er noget, vi skaber – i fællesskab, gennem handling og fortolkning.

Weick kalder processen sensemaking: Vi handler først, og derefter forstår vi, hvad vi gjorde og hvorfor. Som han formulerer det:

“How can I know what I think, until I see, what I say?”

(på dansk: “Hvordan kan jeg vide, hvad jeg tænker, før jeg ser, hvad jeg siger?”)

Det lyder paradoksalt, men det rummer en afgørende indsigt: Vi kan ikke sidde og vente på, at meningen indfinder sig. Vi må handle os ind i den. Eller som Weick også formulerer det:

“The basic idea of sensemaking is that reality is an ongoing accomplishment
that emerges from efforts to create order and make retrospective sense of what occurs.”

(på dansk: “Den grundlæggende idé bag meningsdannelse er, at virkeligheden er en løbende præstation, der opstår som følge af bestræbelserne på at skabe orden og give retrospektiv mening til, hvad der sker.”)

Virkeligheden er ikke givet på forhånd. Den er noget, vi fortløbende skaber sammen gennem vores forsøg på at forstå og handle. Frankl vidste det samme fra koncentrationslejren. Han observerede, at de fanger, der hjalp andre – delte deres brød, trøstede de syge, bevarede små ritualer – ikke blot overlevede oftere. De oplevede mening midt i lidelsen. Mening var ikke en belønning efter handling. Mening opstod i handlingen.

Overført til vores samtid betyder det: Vi genskaber ikke en meningsfuld verden ved først at formulere den perfekte vision og derefter implementere den. Vi genskaber den ved at begynde – konkret, lokalt, ufuldkomment.

De tre veje – oversat til 2026

Frankl identificerede tre veje til mening: skabende værdier, oplevelsesværdier og holdningsværdier. Lad os omsætte dem til praksis i en dansk virkelighed anno 2026.

Den første vej – skabende værdier – handler om det, vi giver til verden gennem arbejde, ansvar og handling. I dag er denne vej truet af en udbredt oplevelse af afmagt: Hvad nytter det, jeg gør, i en verden af globale kriser? Her ville Frankl insistere på, at mening altid er konkret og situationsbestemt. Den er ikke global. Den er her, i dette øjeblik, i den aktuelle opgave, over for dette menneske. Det er ikke et argument for at ignorere de store udfordringer. Det er et argument for at begynde der, hvor vi har reel handlekraft. I lokalsamfundet, i skolen, på arbejdspladsen, i den demokratiske samtale. Dette hænger fint sammen med ”Det Ønskede Samfunds” oprindelige ønske om at begynde hos den enkelte, lokalt – nedefra.

Den anden vej – oplevelsesværdier – handler om det, vi modtager: kærlighed, naturens skønhed, kunstens kraft, forbindelsen til andre mennesker. Her er det værd at notere, at Frankl midt i lejrens rædsel beskrev øjeblikke af intens skønhedsoplevelse – en solnedgang set gennem pigtråden, et stykke musik, et minde om et elsket menneske. Som han skriver:

“In a last violent protest against the hopelessness of imminent death,
I sensed my spirit piercing through the enveloping gloom.”

(på dansk: “I en sidste voldsom protest mod den forestående døds håbløshed, følte jeg min ånd trænge gennem det omsluttende mørke.”)

I vores overstimulerede, skærmbaserede hverdag er evnen til at modtage – til at standse og virkelig opleve – måske mere truet end nogensinde. Ikke af brutalitet, men af hastighed og distraktion.

Den tredje vej – holdningsværdier – handler om den måde, vi bærer uundgåelig lidelse på. Det er Frankls mest radikale indsigt og den sværeste at omsætte kollektivt. For et samfund handler det om evnen til at møde reelle kriser – klimaforandringer, geopolitisk ustabilitet, demokratisk pres – uden enten at benægte dem eller at lade sig lamme af dem. Vi kan vælge vores holdning. Vi kan vælge at møde usikkerheden med handlekraft frem for apati.

Meningsskabelse som organiseringsprincip

Karl E. Weick tilfører det, Frankl mangler i en samfundsanalyse – nemlig et begreb om kollektiv meningsskabelse. Frankls styrke er det individuelle valg; Weicks er den organisatoriske og sociale proces. Sammen dækker de både borgerens og samfundets perspektiv.

Weick har vist, at organisationer – og samfund – fungerer bedst, når de besidder det, han kalder mindful organizing: En evne til at være opmærksom på det, der faktisk sker, frem for det, vi forventer eller frygter. Det indebærer blandt andet en villighed til at revidere sine antagelser, lytte til svage signaler og modstå fristelsen til forenklede forklaringer. Som Weick advarer:

“Accuracy is nice, but not necessary. People need to filter and simplify in order to act, but if they simplify too much, they lose the bigger picture.”

(på dansk: “Nøjagtighed er fint, men ikke nødvendigt. Folk er nødt til at filtrere og forenkle for at kunne handle, men hvis de forenkler for meget, mister de det større billede.”)

I en tid, hvor politisk kommunikation og medielogik belønner netop forenkling og alarm, er dette en direkte modkraft. Vi har brug for forenkling for at kunne handle – men for meget forenkling gør os blinde for det, der virkelig sker.

Weick har også påvist, at mennesker i krisesituationer ikke mister handlekraft, fordi de mangler information. De mister den, fordi de mister mening. Når de mentale kort, vi navigerer efter, bryder sammen, opstår der det, Weick kalder en cosmology episode – en oplevelse af, at verden ikke længere giver mening. Reaktionen er ofte panik eller passivitet. Vejen ud er ikke mere information. Vejen ud er fornyet meningsskabelse – ofte gennem små, konkrete handlinger, der genetablerer en følelse af sammenhæng og retning. Som Weick formulerer det:

“Suppose you were lost; any old map will do.”

(på dansk: “Hvis du var faret vild, så kan et hvilket som helst gammelt kort bruges.”)

Citatet understreger, at handling trumfer perfektion. Det er et af Weicks mest berømte udsagn, som henviser til historien om den ungarske militærenhed, der fandt ud af alperne med et forkert kort, som den polsk-amerikanske filosof Alfred Habdank Skarbek Korzybski (1879-1950) omtalte i bogen: ”Science and Sanity, an Introduction to Non-Aristotelian Systems and General Semantics”. Korzybski brugte dog i bogen et andet udtryk og senere berømt citat:

”The Map is not The Territory”.

(på dansk: “Kortet er ikke terrænet”.)

Pointen er ikke, at det er ligegyldigt, hvad vi tror. Pointen er, at det at have et udgangspunkt – selv et ufuldkomment – sætter os i bevægelse. Og bevægelse skaber ny information, ny erfaring og dermed ny mening. Det er i stilstanden, at meningsløsheden vokser.

En invitation, ikke en plan

Lad mig være ærlig: Jeg har ikke en masterplan for en meningsfuld verden. Det ville også stride mod både Frankl og Weick. Frankl insisterede på, at mening ikke kan gives som recept – den skal opdages af den enkelte i den konkrete situation. Weick insisterede på, at mening skabes retrospektivt, gennem handling, ikke forud for den.

Men jeg kan pege på et udgangspunkt. Frankl skrev i bogens efterskrift:

“For the meaning of life differs from man to man, from day to day and from hour to hour. What matters, therefore, is not the meaning of life in general but rather the specific meaning of a person’s life at a given moment.”

(på dansk: “For meningen med livet er forskellig fra menneske til menneske, fra dag til dag og fra time til time. Det, der betyder noget, er derfor ikke meningen med livet generelt, men snarere den specifikke betydning af en persons liv på et givet tidspunkt.”)

Det er et radikalt udsagn. Det fritager os fra at skulle finde svaret med stort S. Det forpligter os til at svare på det, der lige nu kræver vores svar. I politik, i medier, i vores lokalsamfund, i vores relationer.

Og det er måske det vigtigste budskab fra Viktor E. Frankl for Danmark i 2026: Genskabelsen af en meningsfuld verden begynder ikke med en stor plan. Den begynder med viljen til at handle, ansvaret for at forbinde og modet til at insistere på, at retning er mulig – selv når verden føles kaotisk.

Men det er ikke ”et enten eller”. Som Weick peger på, må vi ikke tabe det store billede i forenklings tegn, og det var Frankl for så vidt også enig i.

Med Frankls og Weicks komplementerende teorier som udgangspunkter og med mine egne ledelseserfaringer og -strategi som baggrundstæppe vil jeg derfor i næste samfundsanalyse yderligere konkretisere én model, hvormed vi (gen)skabe, videreudvikle og robustgøre oplevelsen af meningsfulde liv i en meningsfyldt verden gennem et tæt samspil mellem det enkelte menneske og de mangfoldige fællesskaber, som vi er en del af.

Fortsættes …

Teaterdirektøren om to Grand Prix-sejre på to uger: »Det her er en direkte konsekvens af, at man har investeret i kultur«

Af
Thea Dyhrberg og Julie Christensen
-
0

KULTUR. To grand prix-sejre på fjorten dage. Fredericia og den lange investering i musikken.

Den 14. februar vandt Søren Torpegaard Lund Dansk Melodi Grand Prix med sangen »Før vi går hjem« i Arena Nord i Frederikshavn. Til maj skal han repræsentere Danmark ved Eurovision i Wien. En uge senere, i samme hal, vandt 13-årige Anna Frida fra Fredericia Børnenes MGP med sangen »Ligeglad ligeglad«. To vindere formet af samme miljø i samme by, inden for to uger.

For Thomas Bay, teaterdirektør på Fredericia Musicalteater, er dobbeltsejren ikke en tilfældighed. For ham er det en fortælling, der rækker langt ud over de to vindere og deres sange, en fortælling om, hvad der sker, når en kommune beslutter sig for at investere i kultur og holder fast i beslutningen over årtier. »Jeg ved ikke, om det er sket før i dansk historie,« siger han. »At Søren, som er uddannet på musicalakademiet, vinder det store Grand Prix, og at Anna Frida, som også er formet af det her – musical og musik og det liv, vi har i byen med teateret og Den Kreative Skole og hvad vi ellers har – vinder Børnenes MGP.« Han holder en kort pause. »Det er en én-til-én-fortælling om, at Fredericia har et rigt kulturliv.«

13-årige Anna Frida fra Fredericia vandt Børnenes MGP med sangen »Ligeglad ligeglad«. Hun går til sang og musical på Den Kreative Skole og er en del af performanceholdet på Kirstinebjergskolen.

Fødekæden

Søren Torpegaard Lund er født og opvokset i Oure på Sydfyn. Som 17-årig blev han optaget på Musicalakademiet i Fredericia – den yngste studerende nogensinde – og uddannede sig her fra 2016 til 2019. Siden har han optrådt på Fredericia Musicalteater adskillige gange, senest i »Efterlysning« og »De Tre Bukke Bruse«. Anna Frida er vokset op i byen, går til sang og musical på Den Kreative Skole og er en del af performanceholdet på Kirstinebjergskolen. Den ene er i starten af en professionel karriere, den anden er tretten år gammel. Begge er produkter af den samme fødekæde.

Thomas Bay kender den fødekæde indefra. Han tiltrådte som teaterdirektør i december 2022, men han er selv uddannet på Musicalakademiet i Fredericia og har været tilknyttet det tidligere Fredericia Teater som både musicalperformer og kapelmester. Når han tæller op, hvad byen rummer, gør han det med en mands præcision, der ved, hvad hvert led i kæden betyder.

Søren Torpegaard Lund vandt Dansk Melodi Grand Prix med »Før vi går hjem« og skal til maj repræsentere Danmark ved Eurovision i Wien. Han blev som 17-årig optaget på Musicalakademiet i Fredericia som den yngste studerende nogensinde.

Musicalakademiet er som en del af Den Danske Scenekunstskole landets eneste nationale uddannelse på universitetsniveau inden for musical. Fredericia Musicalteater er det eneste statsstøttede genreteater for musical i Danmark. Begge dele ligger i en by med knap 53.000 indbyggere ved Lillebælt. For Bay er det ikke tilfældigt. Han ser det som et resultat af politiske beslutninger, truffet over mange år, som har skabt et sammenhængende miljø fra de allerførste sangtimer i Den Kreative Skole til den professionelle scene. »Kommunen har aktivt investeret i det her musicalspor. Både med musicalakademiet og med teateret,« siger Bay. »Jeg har svært ved at se, at det her ikke er en direkte konsekvens af det.«

Og det er netop den pointe, han vil have frem. Ikke at to unge mennesker tilfældigvis har talent. Men at talentet er vokset op i et miljø, der er bygget til at opdage det, forme det og sende det videre. »Vi har et musical- og musikmiljø, som tilgodeser både vækstlaget og hele vejen op til den professionelle scene,« siger han. »Det er en langsigtet, strategisk opbakning fra Fredericia Kommune, der har skabt den her succes. Der er tårnhøj kvalitet på alle niveauer. Det er virkelig noget, vi kan være stolte af.«

Det virker

Der er en særlig glæde i Thomas Bays stemme, når han taler om de to sejre. Ikke den højtidelige stolthed, man kunne forvente af en teaterdirektør, der taler på vegne af sin institution. Snarere en lettelse, og en bekræftelse. »For mig siger det her bare, at det virker,« bemærker han. »Når vi vælger at bakke op om kulturen og scenekunsten og musikken, så er det en investering for fremtiden.«

Ordet investering vender han tilbage til flere gange. For Bay er kultur ikke en udgift, der skal retfærdiggøres fra sæson til sæson. Det er en investering, der skal måles over årtier, og som ifølge teaterdirektøren betaler sig på måder, der ikke altid lader sig opgøre i kroner og øre, men som i dette tilfælde lader sig aflæse i to vindere på to uger. »Det er en investering, der gør, at vi kan være stolte over det, vi sender ud. Vi er faktisk med til at forme det professionelle liv i hele Danmark,« siger Bay og lader sætningen stå et øjeblik, før han tilføjer: »Og det sker her i vores lille by ved Lillebælt. Det er da kæmpestort.«

Han nævner Kulturbarometeret fra Applaus, der viser, at 81 procent af danskerne mener, det er vigtigt med et bredt kulturliv i deres kommune. For Bay er de to grand prix-sejre et levende bevis på, at den folkelige opbakning har noget at hvile på. »Det her er jo sjovt nok bare en effekt af præcis det,« påpeger han.

Limen i fællesskabet

Thomas Bay vender til sidst blikket mod det større billede. For ham handler de to sejre ikke kun om talent, branding eller kommunale investeringer. Det handler om, hvad kulturen gør ved et samfund. »Når det er unge mennesker i starten af deres karriere, som kommer ud med så højt et niveau, så siger det også noget,« siger han. »Det skaber fællesskab, og det skaber minder for livet.«

Men det er den sidste del af hans svar, der bærer mest vægt. Den del, hvor han løfter blikket fra Fredericia og fra de to vindere og taler om kulturen som noget, der holder et samfund sammen, når meget andet trækker det fra hinanden. »Kunsten og kulturen er den lim og det kit, der skal holde sammen på fællesskabet. Især i en tid med uro ude i verden, som vi har nu.«

Imens forbereder Søren Torpegaard Lund sig på Eurovision i Wien. Og i Fredericia øver Anna Frida videre på Den Kreative Skole.

Læs også

Anna Frida fejret foran hele skolen efter MGP-sejr: »Det har været ret vildt«

Farvel til Kurt

Af
Andreas Andreassen
-
0

Regnen havde varet hele dagen. Den piskede mod vinduerne i Jyllandsgade fra morgenstunden og vaskede gaderne tomme for folk, men ikke Kurt’s Kaffebar. Fra klokken seksten holdt regnen en pause – som om selv vejret vidste, at det var en særlig eftermiddag, og at der var nogen, der skulle sige ordentligt farvel.

Indenfor var der allerede fuldt. Lørdag den 28. februar 2026 var en historisk dag i Fredericia.

Folket kom i alle formater, positivt ment, fra forhenværende borgmester Uffe Steiner til de helt små børn, der kom med en stor pose slik – for at sige tak for alle de slikpinde, de har fået af Ismail Kurt igennem årene. De stamgæster, der ikke kunne vente til klokken seksten, havde allerede fundet vej om morgenen. Som om de vidste, at der ville komme for mange, og at man hellere skulle sikre sig en tidlig plads i historien.

På gavebordet voksede stakken minut for minut. Romkugler, chokolade, champagne. Kurve med lækkerier. Håndskrevne hilsner. Og tegninger fra de mindste, lavet med den slags alvor, som kun børn lægger i tegninger til folk, de holder af.

Der var fadøl og pølser fra grillen. Kaffe, naturligvis. Og klapsalver undervejs, da der var indslag, og nogen følte for at sige de ord højt, som andre blot bar i sig.

Det er ikke første gang, der er sagt farvel i de lokaler. Kurt’s Kaffebar er ikke bare et sted. Det er en institution med tre ejere og én ubrudt ånd – og et navn, der gentager sig som et tema i en novelle. Kurt Egebro grundlagde stedet, hans foto hænger stadig inde i murstensvæggen som et stille vidne. Derefter kom Kennet Kjestrup. Og så kom Ismail.

Ismail Kurt Ulusoy. Han har mellemnavnet Kurt, og det forpligtede. En forpligtelse han tog på sig med flid, stædighed og hårdt arbejde gennem næsten ti år. Han har det hele: vilje, dygtighed, venlighed og temperament. Og sætter han sig noget for, så løser han det. Han er uddannet tømrer. Da coronanedlukningen ramte og kaffebaren måtte holde lukket, stod han ikke stille. Han byggede stedet om med egne hænder – med respekt for hyggen og for historien. Man kunne finde ham i arbejdstøj med en svejsemaskine. Det havde han aldrig prøvet før. Men en ny reol så alligevel dagen lys. Det siger noget om manden.

AVISEN fulgte stedet tæt i mange år. Serien Ugens Kurt var i sin tid en af de mest læste på fredericiaavisen.dk, portrætter af fredericianere, der mødte op til en kop kaffe på Kurts, satte sig ned og fortalte om deres liv. Stedet var rammen, kaffen var anledningen, og samtalerne var dem, der ikke kun handler om det, der spørges om. Det er den slags sted, Kurt’s Kaffebar har været.

Ismail stod midt i det hele lørdag eftermiddag med sine to sønner, Serhat og Serkan. De er blevet nogle store unge mænd. Men den trio bliver savnet i Fredericia nu. De var alle tre vemodig. Rørte. Der var flere samtaler at tage end man kan nå over en enkelt kop kaffe, og sådan burde det være, når et kapitel slutter. Uffe Steiner var i samtale med den tidligere bagermester Bjarne Wetche. To mænd, der ligesom Ismail selv er en del af den by, der samles og adskilles og samles igen på gader som denne.

Den kommende ejer, Pia Starning, var også mødt op. Hun hilste på gæsterne og så lidt vemodig ud på sine forgængeres vegne. Det er et godt tegn. Man bør overtage med ærbødighed.

Jeg selv var der med min hustru og vores to mindste. De skulle sige farvel til Onkel Kurt, som de kalder ham. Det er det navn, stedet og manden har fået i vores hjem, ikke som et begreb, men som noget der er opstået af sig selv, fordi det er sådan, børn navngiver de mennesker, de holder af, selvom de ofte skulle bruge tid på at forstå Kurt, når han med ironiske ord stillede dem spørgsmål, og spurgte om han måtte smage deres milkshake.

Jeg har fulgt stedet fra Kurt Egebros tid, og de samtaler, Ismail og jeg har haft bag den disk i godt ti år, slutter ikke med ejerskiftet. Men nu er det os stamgæsters tur til at invitere på kaffe i ny og næ.

Inden regnen vendte tilbage til Fredericia, var gavebordet vokset til det ukendelighed.

Der er ikke meget andet at sige end god vind til Ismail og familien. Og til Pia: tillykke. Gør det med kærlighed og vilje. Lær stedet at kende, inden du ændrer noget. Og så, selvom han ville hade det, burde du hænge et billede op af Kurt den II ved siden af Kurt den I inde i murstensvæggen.

Det ville være på sin plads.

Rødvins-socialisternes dansker-skat – endnu en straf på de flittige

Af
Poul Rand
-
0

Rødvins-socialisterne vil gerne redde verden – fra en altan i Indre By med udsigt til andres skattekroner. Debatten om formueskat og boligavancebeskatning bliver solgt som “retfærdighed”. I praksis, en model hvor ansvarlighed straffes, og forbrug belønnes.

To danskere med samme livsindkomst:

• A har arbejdet, betalt sin skat og sparet op til alderdommen.

• B har tjent det samme – men brugt rub og stub undervejs.

Med en formueskat bliver A sendt en årlig regning for at have gjort det, politikerne prædiker om: at tage ansvar. B går fri. Er det virkelig den “moralske” retning, vi ønsker for Danmark?

• Virksomhedsejeren og iværksætteren risikerer en skat af immaterielle værdier og i værste fald gå konkurs. En beskatning af goodwill, brandværdi, patenter, software og unoterede aktier i egen virksomhed er direkte ødelæggende for alle.

Værdierne kan være vurderet til millioner – men de kan ikke hæves i hæveautomaten.

Boligavancebeskatning nye problemer: Den kan låse folk fast i deres bolig, fordi det bliver dyrt at flytte. Den rammer især familier i vækstområder, hvor priserne er steget uden at indkomsten nødvendigvis er fulgt med. Den beskatter papirgevinster, som først realiseres, når man sælger – ofte fordi livssituationen ændrer sig, ikke fordi man vil spekulere.

Resultatet er mindre mobilitet på boligmarkedet, færre handler og større usikkerhed om privatøkonomien. 

Det rammer folk ikke yacht og gin-tonics folket, men:

• boligejere med mursten (og ja, huspriser er papirgevinster)

• ejerledere med unoterede aktier

• landmænd med jord

• helt almindelige mennesker, der har sparet op gennem et langt arbejdsliv

Værdier på papiret er ikke kontanter i lommen. Men skatten skal betales kontant. Resultatet kan blive tvungne salg, øget gæld eller færre investeringer i virksomheder. 

Den dobbelte standard lyder: “Skat til alt” – men spare ikke på udlandsbistanden? Man vil stramme skruen på danskere, der har sparet op og investeret, men bistanden er en urørlig post.

Kapital og investeringer er mobile. Vi konkurrerer med lande, hvor vilkårene er mere stabile. Historien viser igen og igen, at brede skatter giver mindre provenu end forventet, koster mere administration og kan flytte både mennesker og investeringer ud af landet.

Vil man bekæmpe ulighed, må man vælge værktøjer, der virker – uden at gøre “Søren Sparsom” til skurk og “Bjarne Forbrug” til idealborger.

Tusindvis af Harley-kørere indtager Fredericia i Pinsen

Af
Mille Dyhrberg
-
0

Fredericia kan se frem til at summe af motorcykler og festivalstemning, når Harley Davidsons internationale Super Rally 2026 løber af stablen fra den 20. til 24. maj. Arrangementet ventes at samle mellem 10.000 og 12.000 motorcykelentusiaster i byen.

Det er MadsbyParken og området omkring Fredericia Idrætscenter, der bliver centrum for begivenheden. Her bliver området forvandlet til en stor festivalplads med campingområde, musikscene og masser af motorcykler.

Super Rally samler medlemmer af den europæiske sammenslutning af Harley Davidson-klubber, og i år går turen altså til Fredericia.

Borgmester Peder Tind glæder sig over, at det er lykkedes at trække det internationale arrangement til byen.

»Jeg er meget stolt over, at Fredericia Kommune er lykkes med at tiltrække så stort et internationalt arrangement som Super Rally. Det er altid et anerkendende skulderklap til vores by, når udefrakommende vælger os til, fordi de ligesom os kan se byens mange kvaliteter. Så vi glæder os til at byde dem alle velkommen til Fredericia,« siger han.

Arrangementet kommer ikke kun til at kunne mærkes i MadsbyParken. I løbet af Pinsen vil deltagerne også sætte deres præg på bybilledet. Lørdag den 23. maj åbnes Axeltorv, Rådhuspladsen og J.B. Nielsens Plads for de mange motorcykler, så både borgere og besøgende kan opleve maskinerne på tæt hold.

Også i Kultur-, Bosætnings-, Idræts- og Turismeudvalget ser man frem til Pinsen.

»Jeg glæder mig over, at Fredericia skal stå som smuk kulisse for et stort internationalt arrangement som Super Rally 2026. Og når byen får gæster, er det jo helt oplagt, at vi også skaber en festlig ramme, hvor hele byen kan tage del i oplevelsen og mærke den særlige stemning, som arrangementet bringer med sig«, siger udvalgsformand Susanne Eilersen.

At Fredericia får værtskabet, er ifølge erhvervsdirektør i Business Fredericia og bestyrelsesmedlem i Experience Fredericia, Kristian Bendix Drejer, resultatet af et længere forløb.

»Arbejdet med at tiltrække Super Rally 2026 begyndte allerede med en indledende dialog mellem Experience Fredericia og arrangøren i begyndelsen af 2023 og har krævet tæt dialog, præsentationer, møder og koordinering. Det er et resultat af et stærkt partnerskab på tværs af Fredericia Kommune og erhvervslivet, som har arbejdet målrettet i flere år for at vise, at Fredericia kan løfte et arrangement i den her størrelse – og det er vi enormt stolte af. Arbejdet har siden været i fuld gang, og her er Visit Fredericia og Fredericia Shopping også involveret i indsatsen med at skabe en masse aktiviteter i byen for gæster udefra, der vil snuse lidt til Super Rally 2026,« udtaler han.

LEDER: Frederiksen har vinden i ryggen – og 26 dage til at holde den

Af
Andreas Andreassen
-
0

Den danske grundlov fylder 177 år i sommer. Den er blevet ændret to gange siden. En af ændringerne var i 1953, da man afskaffede Landstinget og indførte etkammersystemet – og dermed reelt gav Folketinget al den lovgivende magt. Den anden var kvinders valgret i 1915, som mere end fordoblede det danske vælgerkorps og for altid ændrede, hvem der måtte have en mening om, hvordan landet skulle styres.

Siden da har vi holdt valg 71 gange. Nu holder vi valg for 72. gang.

Det er i sig selv ingenting. Tal er ligegyldige. Men det er heller ikke ingenting, fordi hvert af de 71 valg har efterladt et aftryk – ikke altid det, nogen planlagde, og sjældent det, valgplakaterne lovede. Demokratiets paradoks er, at det kun virker, hvis man tror på det. Og at man kun bliver ved med at tro på det, hvis det af og til leverer noget overraskende.

1973 var det år, det politiske system kollapsede indefra. Mogens Glistrup kom ud af ingenting og fik 28 mandater. Centrum-Demokraterne blev dannet på en pressekonference uger før valget og fik 14. Det etablerede Danmark – de fire gamle partier, som havde styret landet i årtier – fik et chok, de aldrig helt kom sig over. Men det var ikke et demokratisk sammenbrud. Det var et demokratisk korrektiv. Vælgerne sendte en regning, som systemet ikke havde forventet, fordi det ikke havde hørt efter.

Det er demokratiets egentlige magt. Ikke det forudsigelige – men det uforudsigelige.

Torsdag den 26. februar udskrev Mette Frederiksen valg fra Folketingets talerstol. Det skete minutterne efter vedtagelsen af en fødevarecheck til to millioner danskere, med et Børsen-interview om formueskat klar til offentliggørelse og en overenskomstaftale for 500.000 offentligt ansatte i ryggen. Timingen var ikke tilfældig. Den var tilrettelagt med den præcision, man kender fra en statsminister, der har siddet på posten i syv år og kender rytmen i dansk politik bedre end de fleste.

Mette Frederiksen forsøger noget, kun tre statsministre har formået siden krigen: at vinde en tredje valgperiode. Stauning nåede det – men regerede under besættelse og nåede aldrig at se frugterne. Schlüter nåede det – og endte med Tamilsagen. Fogh nåede det – og forlod dansk politik for NATO. Den tredje periode er i dansk politisk tradition ikke en triumf. Den er en prøvelse.

Over for hende står Troels Lund Poulsen, der torsdag aften meldte sig som statsministerkandidat fra Venstre. Meningsmålingerne er ikke med ham. Men det var de heller ikke med Anders Fogh Rasmussen, da han overtog et nedslået Venstre efter Uffe Ellemann-Jensens nederlag til Nyrup i 1998, hvor den var hjemme. Fogh gik hjem, omformulerede sit projekt, og kom tilbage tre år senere med et mandat, som vendte dansk politik på hovedet. Historien giver ingen garantier. Den giver muligheder.

De kommende 26 dage vil byde på dystre beskrivelser af en verden i opløsning. Det er valgkampens retorik – og den er lige så gammel som demokratiet selv. Men fakta er mere nøgterne og mere opmuntrende end som så. Siden 1990 er den ekstreme fattigdom på verdensplan mere end halveret. Børnedødeligheden er faldet dramatisk. Læsekyndigheden stiger på alle kontinenter. Gennemsnitslevealderen er på verdensplan steget med over ti år på en enkelt generation. Og på trods af de krige, der fylder i nyhedsbilledet, er antallet af væbnede konflikter og antallet af mennesker, der dør i krig, historisk set langt lavere end i det 20. århundrede – det århundrede, der gav os to verdenskrige, Holocaust og atombomber over japanske byer. Verden er ikke perfekt. Den er ikke retfærdig. Og der er al mulig grund til at kæmpe for at gøre den bedre. Men den er altså ikke ved at gå under – den er faktisk, målt på næsten ethvert konkret parameter, bedre end den har været på noget tidspunkt i menneskehedens historie. Det forpligter mere end det skræmmer. Og det er en vigtig pointe at have med ind i en valgkamp, der ellers risikerer at handle mere om frygt end om fremtid og visioner.

Demokratiet tilbyder ikke en endegyldig sandhed om, hvad et land er eller bør være. Det tilbyder noget mere beskedent og mere værdifuldt: retten til at forhandle om det. Igen og igen, hvert fjerde år, i en sal på Christiansborg eller i en stemmeboks på et bibliotek i en provinsby, med et kryds sat i hast eller med omhu.

Det er ikke dramatisk. Det er ikke historiens afgørende vendepunkt. Men det er det, vi har. Og det er mere, end de fleste lande nogensinde har haft.

Den 24. marts sætter danskerne kryds for 72. gang.

Troels Lund Poulsen stiller sig til rådighed som statsminister

Af
Andreas Andreassen
-
0

Venstres formand erklærer sig klar til at lede en borgerlig regering – og advarer mod rødt flertal og nye skatter. Kort efter at valget blev udskrevet torsdag eftermiddag meldte Venstres formand Troels Lund Poulsen ud på Facebook, at han stiller sig til rådighed som statsminister.

»Derfor stiller jeg mig selv til rådighed for at lede en ansvarlig borgerlig regering i Danmark. Det gør jeg, fordi politik aldrig har været vigtigere i min levetid,« skriver han.

Troels Lund Poulsen peger på sikkerhed, kernevelfærd og ansvarlig økonomi som sine mærkesager og advarer mod et rødt flertal.

»Jeg frygter, at hvis de røde partier med Mette Frederiksen får flertal, så vil de overdynge danskerne og vores virksomheder med nye høje skatter. Det vil blive langt dyrere at være dansker,« skriver han.

Han trækker på sine erfaringer fra syv ministerier over de seneste 20 år – senest som forsvarsminister under den historiske oprustning – og lover at samarbejde på tværs.

»Jeg vil gøre en dyd ud af at samarbejde med alle partier, ligesom jeg har gjort som forsvarsminister i de seneste tre år,« skriver han.

Opslaget blev delt klokken 18.20.

Valget er udskrevet: Danskerne skal til stemmeurnerne den 24. marts

Af
Andreas Andreassen
-
0

Valg den 24. marts: Mette Frederiksen udskriver valg og lover formueskat og mindre klasser

Opdateres løbende

Torsdag middag er Folketingssalen fyldt op til bristepunktet. Fødevarechecken er netop hastebehandlet og vedtaget med opbakning fra Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF, da statsminister Mette Frederiksen (S) beder om ordet. Fra talerstolen takker hun Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen for samarbejdet i SVM-regeringen – og udskriver derefter valg til Folketinget. Valget afholdes tirsdag den 24. marts 2026.

Statsministeren går ikke til valg på en fortsættelse af den nuværende regering. Hun holder alle muligheder åbne.

»Kan det igen være et valg over den politiske midte? Ja,« siger hun fra talerstolen.

Formueskat og mindre klasser

Mette Frederiksen brugte sin taletid til at præsentere Socialdemokratiets valgoplæg. Centerstykket er en ny formueskat på 0,5 procent på formuer over 25 millioner kroner – en skat, der ifølge partiets egne beregninger vil ramme 22.000 danskere og indbringe mellem seks og syv milliarder kroner om året. I gennemsnit skal de berørte betale omkring 300.000 kroner mere i skat.

»En formueskat skal tage toppen af ulighed og skabe en bedre balance i vores land,« siger hun.

Provenuet skal gå til tre ting: folkeskolen, hvor Socialdemokratiet foreslår et loft på 14 elever i de mindste klasser; fjernelse af ejendomsværdiskatten for boliger med en værdi på under én million kroner; og en erhvervspakke målrettet rammevilkårene for dansk erhvervsliv. Et pensionsudspil er også på vej, oplyste hun.

Interviewet med Børsen, hvori Mette Frederiksen uddyber formueskatten, var lavet inden valgudskrivelsen og offentliggjort kort efter.

Den korteste valgkamp siden 2015

Med valg den 24. marts venter en valgkamp på 26 dage – den korteste siden 2015, skriver Ritzau. I 2022 var valgkampen 27 dage, i 2019 var den 29 dage. Vil man finde den absolut længste valgkamp i nyere tid, skal man tilbage til 1964, da Jens Otto Krag den 1. august udskrev valg til afholdelse 22. september – en valgkamp på 53 dage.

Ingen valgplakater endnu

Over hele landet har partiernes fodsoldater stået klar. Men valgplakaterne i lygtepælene må vente. Ifølge valgloven må de tidligst hænges op den fjerde lørdag før valgdagen – og det er først på lørdag.

Liberal Alliance har ved flere lejligheder i denne valgperiode ligget som det største borgerlige parti i meningsmålingerne, og det har givet statsministerambitioner. Alex Vanopslagh flirter åbent med dem i et opslag på Instagram, hvor han poserer med flyttekasser foran indgangen til Statsministeriet med teksten »Klar til en frisk start«. Han har samtidig sagt, at det største borgerlige parti bør være kongelig undersøger efter valget – og at han er klar til at tage det ansvar.

En rørt Pia Kjærsgaard

42 år har Pia Kjærsgaard siddet i Folketinget. Hun er medstifter af Dansk Folkeparti og det længst siddende nuværende medlem af salen – og nu lakker hendes tid mod enden. Hun genopstiller ikke. Det var en rørt Kjærsgaard, der sad i salen, da valget blev udskrevet.

Øvrige reaktioner

SF’s formand Pia Olsen Dyhr fastholder, at SF ikke deltager i en regering med Venstre eller De Konservative. Morten Messerschmidt (DF) vil gerne have en ny statsminister efter valget. Lars Løkke Rasmussen drømmer om endnu en midterregering.

123...53Side 1 af 53
© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER