KULTUR. Når Galleri Fredericia slår dørene op i Danmarksgade 12 omkring den 20. marts, er det med syv lokale kunstnere under samme tag. En af dem skiller sig ud. Ikke fordi hendes værker er større eller vildere end de andres, men fordi materialet er et helt andet. Hvor de øvrige kunstnere arbejder med pensel, lærred og keramik, arbejder Hanne Pjedsted med papirgarn, strikkepinde og en intuition, der er opbygget over mere end seks årtiers håndværk.
Den 76-årige brejningbo har strikket, så længe hun kan huske. I femten år har hun tegnet opskrifter og modeller for garnproducenter som Filcolana og Garna, og inden da brugte hun tretten år som rektor for tekstiluddannelsen på VIA University College i Viborg, hvor hun formede en hel generation af tekstilformidlere. Hun er cand.pæd. i tekstilarbejde fra Danmarks Pædagogiske Universitet, medstifter af strikkegruppen GEMérne, der har udstillet på Tønder Museum og Vejle Kunstmuseum, og forfatter til bogen »Strik efter papirmønster«. Kort sagt: Garnet har været hendes liv.
Men på et tidspunkt blev opskrifterne for snævre. »Det er hyggeligt nok at undervise, og det er også hyggeligt nok at lave opskrifter, men jeg gider ikke lave al den matematik. Jeg vil hellere strikke frit,« siger Hanne Pjedsted.
Efter et kursus på Aarhus Kunstakademi begyndte hun at bevæge sig i en ny retning – væk fra de præcise maskeberegninger og ind i et friere, mere eksperimenterende rum, hvor garnet ikke skal blive til en sweater eller et tørklæde, men til skulpturer og billeder, der ikke nødvendigvis ligner noget bestemt. »Min niece siger, at der er kryb og kravl i det,« siger hun og griner.
Materialet er papirgarn, et stift og næsten arkitektonisk materiale, som hun tilføjer lange rør, der former sig som rødder eller nøgne grene. Fra sit hjem i Brejning ved Vejle Fjord kan hun se ud over vandet og de bare træer, der står langs bredden i vintermånederne, og det er derfra, impulserne kommer. »Det grønne og rødderne, det er noget af det, der trigger mig. Forbindelseslinjer, kan man kalde det. Jeg arbejder med det inde i hovedet og siger, at det er trådede forbindelser, og ikke trådløse forbindelser,« siger hun.
Processen er intuitiv, og resultatet er sjældent det, hun forestillede sig, da hun begyndte. »Tingene udvikler sig undervejs, og så kalder det på noget andet, end det man lige havde regnet med. Det er vildt og spændende og fascinerende – og frustrerende.«
Det var en af de andre kunstnere i galleriet, som Hanne Pjedsted kender fra kajakroning, der spurgte, om det ikke var noget for hende at være med. Hun gik lidt og overvejede og landede på et ja. »Jeg er pensionist, så det kan jo ikke vente i hundrede år. Hvis jeg skal nå at have noget ud af det, så skal det være nu,« siger hun.
I Galleri Fredericia får hver kunstner sin egen del af lokalet og betaler sin egen andel af huslejen. Det er ikke en forening, men en sammenslutning af selvstændige kunstnere, der deler et rum og en ambition. Hanne Pjedsted er den eneste, der arbejder med tekstil, mens de øvrige maler eller arbejder med keramik. »Det er herligt at arbejde sammen med nogle andre, som også har lyst til at arbejde med udtryk. Sådan et fabulerende udtryk,« siger hun.
Den faglige sparring glæder hun sig til. Ikke kun den kunstneriske, men også den helt konkrete, hvad sker der, når syv forskellige udtryk skal deles om et rum? »Når man skal hænge noget op, er det godt at have nogen at spørge: giver det her balance i rummet? Er der afstand nok til hinanden?«
Lokalet i Danmarksgade er endnu ikke helt klar. Væggene er rå, og kunstnerne taler om at bruge paller som borde og siddepladser. Men ufærdigheden generer ikke Hanne Pjedsted. Tværtimod. »Rå vægge kan da også være et sjovt udtryk,« siger hun. »Vi bygger skibet, mens vi sejler.«
