Michael Tøffner har ét motto, Fredericia først: Fæstningsbarnet har levet op til det i et halvt århundrede

BOSÆTNING. Der findes byer, hvor man bor, og så findes der byer, man er rundet af, og forskellen kan høres på sproget. I Fredericia har de indfødte i generationer haft deres eget ord for hinanden, fæstningsbørn, som var det en titel, man fik tildelt ved fødslen sammen med navnet, og på sin vis er det jo også det. Michael Tøffner fik sin for godt 53 år siden på Sankt Joseph, hvor fæstningsbørn nu engang kom til verden, og siden har han og byen fulgtes ad så trofast, at det efterhånden er svært at afgøre, hvor den ene holder op, og den anden begynder. Han har spillet dens jazz, siddet i dens byråd, båret dens foreninger, og i dag står han som lærer på Kirstinebjergskolen bag noget så umiskendeligt fredericiansk som skolemusicals med orkester i graven. Men begynder man ved begyndelsen, var det hverken scener eller taktstokke, der fyldte. Det var håndbold, og det var tryghed.

Sådan siger han det selv, når man spørger til opvækstens Fredericia, uden betænkningstid og uden forbehold. Det var trygt. Familien boede de første år i parcelhus, fra anden klasse voksede han op i Sanddal-kvarteret, og udenom lå en by, der set i barnehøjde bestod af idrætsforeningen, Fredericia Idrætscenter og frem for alt håndbolden, for det var i de år, KFUM-holdet var byens store fyrtårn, og drengene fra Sanddal tog til hjemmekamp, hver eneste gang de kunne komme af sted med det, fordi det var stort for byen, som han husker det.

Siden fulgte gymnasieårene, og med dem den kvalitet, han den dag i dag sætter øverst, når talen falder på, hvad Fredericia egentlig kan. »Man kan godt overskue at være i byen, for større er den heller ikke. Der var ét gymnasium, så man kendte alle de unge mennesker på sin egen alder. Man spillede håndbold med dem eller gik i skole med dem, og på den måde fik man bekendtskaber på kryds og tværs,« fortæller Michael Tøffner.

🔇

Overskuelighed er ellers en egenskab, byer sjældent praler af, men i hans mund bliver ordet nærmest ømt, for det er jo bare et andet navn for det, der siden har båret hele hans liv, at man kender hinanden, og at trådene kan nå. Ungdommen føjede sine egne kapitler til med stamstedet Klods Hans og siden diskotekerne, og da voksenlivet kaldte, holdt det sig i det store hele inden for voldenes rækkevidde. Han har boet nogle få år uden for byen, men vendte tilbage, og netværket har hele livet ligget i og omkring Fredericia. »Jeg har aldrig rigtig sluppet byen. Og jeg tror, der er rigtig mange fredericianere, der har den stolthed, når det går byen godt. Det betyder i hvert fald noget for mig,« erkender han.

Hos de fleste bliver den slags stolthed ved følelsen. Hos Michael Tøffner er den gennem årene blevet omsat i et CV, der læser som en indholdsfortegnelse over byens foreningsliv. Han sad halvandet års tid i Fredericia Byråd, da han blev suppleret ind undervejs i en periode, han var i en årrække formand for byens jazzklub, han stod i spidsen for Kulturelt Samråd, og han har siddet i idrætsforeningernes bestyrelser, og spørger man, hvad der drev ham ind i det hele, får man et svar, der kunne stå som motto over det meste af mandens liv. »Byen var vigtigere for mig end politikken. Fredericia først. Jeg gik ikke ind i det på grund af personlige ambitioner, men fordi jeg gerne ville gøre noget for vores by,« fastslår han.

Den, der læser CV'et grundigt, har i øvrigt allerede fået et vink om, hvor mandens eget hjerte banker, for mellem byrådet og bestyrelserne står der en jazzklub. Musikken har løbet under det hele, siden faren en dag kom hjem til barndomshjemmet med et instrument, drengen lærte sig selv at spille på det, og da han årtier senere stod på seminariet og skulle vælge linjefag, brugte han en udvælgelsesmetode af den slags, pædagogiske håndbøger tier om. Han kiggede efter det hold, der så ud til at have det sjovest. Det var musikholdet, og siden har han selv stået på scener med jazz, rock og pop, hvilket skulle vise sig at blive den lange omvej til hjertebarnet. For en halv snes år siden fik Fredericia ny skolestruktur, på den nye Kirstinebjergskolen landede en distriktsskoleleder ved navn Egon Sørensen med musikalsk baggrund og samme drøm om et levende musikliv i distriktet, nogenlunde samtidig dukkede instruktøren Sanne (Sanne Æbeløe Vestergaard red.) op i skolens ungemiljø med musicalworkshops, og ud af det møde voksede det første store projekt, en opsætning af Askepop med auditions på samtlige distriktsskoler i byen, eget orkester med dirigent og fælles prøver på Havepladsvej. Selv havde han kun sporadisk teatererfaring fra lidt amatørteater i de unge læreår ude i Herslev, men han kendte sin egen force, evnen til at have mange bolde i luften og gribe dem igen, og så fandt han den rolle, teatret nok har digtet færrest sange om, men som ingen forestilling kan undvære. »Jeg sørger for, at der er kostumer og scenografi, at bandet mødes med skuespillerne og instruktørerne, og at der er en tekniker og nogle mikrofoner. Alt det, der skal til, for at der kan komme et publikum. Det er det, man kalder en producer,« forklarer han, og fordi musikbaggrunden er ægte, kan producenten i øvrigt godt høre, om folk kan synge.

Succesen med Askepop gjorde, at der siden er kommet mindst én musical om året, kun afbrudt af coronatiden, og ambitionsniveauet har været kompromisløst fra første dag. »Vi har altid været vanvittigt ambitiøse. Hvis vi giver dem så professionelle rammer som overhovedet muligt, hvor meget kan de så udvikle sig? Og hele tiden med en hånd i ryggen og en hånd under dem, så de ikke vælter,« lyder hans arbejdsformel.

I denne sæson kører der for første gang to projekter på én gang, og allerede tallene fortæller, hvor det bærer hen. Musical på mellemtrinnet samler fjerde til sjette klasse frem mod premieren midt i november, og fordi skolen i år har droppet audition, så alle, der melder sig, er med, er deltagertallet vokset til 65 børn mod normalt omkring de 30, alt sammen i børnenes egen fritid efter skoletid og med Sanne som instruktør og den musicaluddannede Rikke som sangcoach. Ved siden af løber performancelinjen, skolens profilfag for de ældste elever, der øver et helt skoleår og til april har premiere på Legally Blonde i et setup med professionel dirigent, koreograf, instruktør og sangcoach og med Den Kreative Skoles elevorkester i graven, for der spilles altid med levende musik. Professionelle rammer i den kaliber er hele filosofien, og resultaterne kan efterhånden aflæses ude i byen, hvor størstedelen af Den Kreative Skoles musicaltalenthold i dag er gamle elever fra Kirstinebjergskolen, hvor tidligere elever optræder på scener i Hedensted, Kolding og Middelfart, og hvor enkelte er nået hele vejen til at leve af faget. Og så er der de historier, der handler om noget større end scenekunst, som pigen fra Ukraine, der har været med, siden hun gik i femte klasse, og som efter hans vurdering har lært en stor del af sit danske gennem musicalarbejdet. »Ligesom jeg tit bliver stolt på byens vegne, kan jeg godt lide at blive stolt på min skoles vegne. Jeg kan bedst lide, når vores skole får ros, ligesom når byen får ros. Det hænger sammen for mig,« bemærker Michael Tøffner.

Og fordi fødekæden virker, nager det ham, at den ender blindt. De dygtigste fortsætter på talentholdet, men dér venter kun én forestilling om året, og han har sit billede klar, hentet hjemme i idrætsbyen. »Det er lidt ligesom at spille fodbold og kun træne uden nogensinde at spille kamp. Der mangler et sted, hvor de kan gå hen og spille en stor forestilling, ligesom man har i Middelfart, Hedensted og Nyborg. Jeg synes, det er helt underligt, at vi ikke har det i Fredericia,« konstaterer han.

For sådan er det åbenbart med fæstningsbørn, at selv når de synes, deres by rummer det meste, drømmer de om mere på dens vegne. Michael Tøffner har to drømme tilbage. Den ene er en årlig, stort opsat musical for byens unge op til midt i tyverne, med professionelle kræfter omkring sig, orkester i graven og frivillige hænder til kostumer og kulisser, som han er overbevist om, at byen rummer. Den anden har været tættere på virkeligheden, end de fleste ved, for da Fredericia Teater i sin tid gik konkurs, og byen stod til at miste sine skuespillere, arbejdede han seriøst med planerne om en musicalefterskole i Fredericia, og selvom projektet strandede på det, den slags som regel strander på, et sted at være og pengene til det, lever drømmen videre sammen med den sætning, han fik med på vejen fra Efterskoleforeningen. »Hvis man ikke skal lave en musicalefterskole i Fredericia, hvor dælen skulle man så lave den?« gengiver Michael Tøffner med et grin og peger på, at en efterskole samtidig ville give musicalakademiets dimittender undervisningsjob at leve af, så byen kunne holde på dem.

Imens klarer miljøet sig med det, han betragter som dets fineste egenskab, en hjælpsomhed af den gammeldags slags, hvor kostumer og rekvisitter går på omgang mellem skoler, efterskoler og messecentre landet over, og hvor skolens gamle kulisser dukker op i andres forestillinger, ligesom andres dukker op i skolens. »Musicalmiljøet er ret lille, men folk er ufatteligt hjælpsomme. Man hjælper hinanden på kryds og tværs og får ikke en øre for det. Det er en sindssygt god kultur,« fortæller han, og anerkendelsen kommer efterhånden også udefra, senest da skolen modtog 30.000 kroner af EWII's uddelte kulturmidler.

Man kunne efterhånden tro, at hans Fredericia består af scener og sange alene, men det retter han selv op på, inden samtalen slutter. Han har læst denne series interview med tømrerne Daniel og Michael og nikker genkendende til geografien, hvor byens centrum ligger 700 meter fra en strand, og hovedgaden bogstaveligt talt ender på den, og han tillader sig i samme åndedrag en kærlig undren over, at byudviklingen i sin tid rykkede ned på havnen frem for op mod Østerstrand, hvor han altid har kunnet se en promenade for sig med caféer hele vejen ned til vandet, men det har klogere folk formentlig et svar på, som han tørt anfører. Dertil kommer voldene, Trelde Næs og det lille eventyrlandskab ved Kongsted ude bag Herslev, som han beordrer enhver læser at opsøge, og så den detalje, han stadig kan tage sig selv i at blive imponeret over, at en by af Fredericias størrelse gennem mange år har huset en restaurant med Michelin-stjerne. Hans eneste anke er i grunden, at byen kunne blive bedre til at fortælle alt det, og han retter den lige så meget mod sig selv og alle andre, der laver noget i byen, som mod nogen bestemt, for de gode historier er efter hans overbevisning det, der i sidste ende trækker nye borgere til.

Og skulle en familie sidde derude og veje Fredericia mod nabobyerne, har han tænkt grundigt over sit svar, siden telefonen ringede om dette interview. Det begynder ved byens fødsel, da kongen anlagde sin fæstning og måtte lokke beboere til med religionsfrihed og særrettigheder, så byen fra første dag blev befolket af mennesker, der kom udefra. Fæstningsbarnets svar på, hvorfor man skal flytte til Fredericia, handler med andre ord om, at alle her engang har været tilflyttere. »Det giver os et særligt DNA. Vi er enormt tolerante og rummelige, og der er et frisind, hvor vi er nysgerrige på det, der er anderledes, og på, hvordan det kan udvikle vores by. Og så er der den her mangfoldighed af frivillige, foreninger og kulturinstitutioner, som giver muligheder, næsten ligegyldigt hvilken interesse man har, eller hvilke udfordringer man får. Der vil altid være et sted at kigge hen,« slutter Michael Tøffner.

Selv fandt han sit sted for længe siden, mellem voldene, håndboldhallerne og efterhånden også teatersalene, og han har brugt det meste af et liv på at kvittere for det. Til november, når mørket falder tidligt over fæstningen, sidder han så på sin faste plads bagerst i salen, mens 65 skolebørn går på scenen, og endnu en årgang fredericianere opdager, hvad deres by kan finde på at give dem. Man kunne kalde det en producers arbejde. Man kunne også bare kalde det Fredericia først.